torsdag den 27. december 2012

Familien får 5.500 kr. ekstra i 2013


Så er der julegave til familien Danmark. En lille 'plovmand' mere om måneden næste år

En ny prognose for hvordan økonomien ser ud for en almindelig dansk familie i det kommende år viser, at der bliver lidt mere at 'rutte med' i det nye år. Det er Danske Bank, der med udgangspunkt i en modelfamilie med to voksne, to børn, parcelhus og bil, står bag beregningen.

"Familien får i 2013 reelt 460 kroner mere om måneden, end den havde i 2012. Fremgangen i 2013 skyldes især, at året byder på skattelettelser til folk i arbejde så som modelfamilien," siger privatøkonom Las Olsen i Danske Bank.

I home hæfter vi os ved hvor meget bolig, man kan få for 460 kroner om måneden.
"De ekstra kroner i 'husholdningskassen' kan give ny næring til danskernes boligdrømme i 2013," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Ifølge en beregning på rd.dk kan man med et fastforrentet 3 % obligationslån med afdrag købe for cirka 112.000 kroner ekstra bolig for 460 kroner efter skat. Vælger man et FlexLån® F1 uden afdrag kan man få for hele 497.000 kroner ekstra bolig.

Her kan du selv beregne dine muligheder.

Sådan får familien flere penge
  • Lettelsen består i et større beskæftigelsesfradrag og en højere topskattegrænse.
  • For Danske Banks modelfamilie, hvor den ene af de voksne betaler topskat, giver det en besparelse på 726 kroner om måneden.
  • I forhold til 2012 hjælper det også, at man ikke regner med nye prisstigninger på energi som dem, vi så i begyndelsen af i år.
  • Og modsat 2012 er der heller ikke planer om store nye afgiftsforhøjelser. Tværtimod bliver fedtskatten afskaffet, og den planlagte nye sukkerafgift opgivet. De to ting tilsammen vil spare familien for cirka 150 kroner om måneden i forhold til, hvad vi hidtil har regnet med.
  • Men til gengæld er prisen, at bundskatten stiger, og bundfradraget sættes ned, hvilket koster familien næsten præcis det samme beløb.
  • Desuden er der stadig effekten af genopretningsplanen, der blev vedtaget i 2010, og som øger familiens skat med knap 150 kroner om måneden.
Kilde: Danske Bank
 

torsdag den 20. december 2012

Boligsalget holder dampen oppe


I november blev sidste års salg overhalet.
I november blev boligsalget godt 9 % bedre end sidste år for ejendomsmæglerne i home. Set over de seneste tre måneder er der blevet solgt hele 18 % flere boliger end sidste år, og det betyder, at boligsalget i år med ret stor sandsynlighed runder 50.000 solgte boliger, oplyser home.

Sidste år endte salget af huse, lejligheder og sommerhuse på cirka 48.000 styk, hvilket er bundrekord i nyere tid.

”Fremgangen i salget er sket fra sommerferien og fremefter, og det giver os grund til at tro, at bolighandlen kan overleve julehandlen og holde dampen oppe ind i det nye år,” siger homes relationschef Mads Ellegaard.

Boligåret 2012 har været en lidt ujævn årgang, hvis man ser på hele landet under ét. Efter en skidt start kom der mere gang i bolighandlerne i forsommeren, mens sommerferiemånederne og eftersommeren igen var mere stille. Til gengæld er de seneste fire måneder gået over al forventning.

tirsdag den 11. december 2012

Lejligheder et par trin op ad ’pristrappen’


Salgspriserne er nu 5 % højere end for et år siden. De største byer trækker udviklingen.

Ejerlejlighedspriserne tager måned for måned støt og roligt et par trin op ad ’pristrappen’. Med en prisstigning i november på 1 % for hele landet i forhold til oktober, er priserne nu 5 % højere end for et år siden. Det fremgår af helt nye tal fra Boligsidens Markedsindeks. I november steg priserne på ejerlejligheder i alle landets fem regioner.

Udviklingen er helt i tråd med home ejerlejlighedsprisindeks, som til og med oktober har vist stigende priser i otte af årets første ti måneder opgjort på landsplan. Stærkest er udviklingen i Hovedstadsområdet og i Region Midtjylland med Århus som drivkraft.

Ifølge Boligsidens indeks holder salgspriserne på villaer og rækkehuse sig til sammenligning stabile, og en villa koster i dag i gennemsnit det samme som for et år siden. Men der gives i dag markant mindre prisnedslag på husene sammenlignet med for 12 måneder siden.

”Købere og sælgere er kommet tættere på hinanden i løbet af det seneste år og har fået en mere ensartet opfattelse af situationen på boligmarkedet,” siger Mads Ellegaard, der er relationschef i home.

Udviklingen i boligudbuddet viser ifølge Boligsiden, at antallet af ejerlejligheder til salg faldt igen i november, og det betyder, at det ikke har været lavere i fire år. Udbuddet af villaer og rækkehuse faldt også og er nu på det laveste niveau siden februar 2011.

”Der er helt klart blevet længere mellem til salg skiltene rundt om i landet, og mange steder hører vi faktisk fra mæglerne, at de i øjeblikket mangler boliger for at matche efterspørgslen,” slår home-chefen fast.

onsdag den 5. december 2012

Boligmarkedet dropper vinterhi


210.000 danskere vil sætte deres underskrift på en slutseddel i løbet af de næste måneder, viser prognose
 
Om vinteren plejer boligkøberne at holde sig inden døre, men i år trodser de kulden. Det er specielt i de større byer, at boligkøberne er på vej ud på markedet. Vinterdvalen er dermed aflyst på boligmarkedet.
Det er Realkreditforeningen, der står bag kvartalsprognosen for købelysten på det danske boligmarked, Køberbarometeret, som viser, at cirka 210.000 danskere overvejer at købe bolig i løbet af det kommende halve år.
”De positive tal viser troen på et boligmarked i fremgang. Selvom det er vintertid, er boligkøberne ved at tø op. Nu mangler vi bare selskab fra boligsælgerne, der stadig er lidt tilbageholdende med at sætte til salg,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.
Købelysten er på samme niveau, som den blev målt til i lunere september. I marts var det til sammenligning kun 95.000 danskere, der tilkendegav, at de var på vej ud på boligmarkedet.
Kulden ser dermed ikke ud til at lægge den dæmper på lysten til at kigge på hus, som ellers erfaringsmæssigt rammer boligmarkedet i vintermånederne. Salgsstatistikken viser, at december, januar og februar traditionelt er stille med en omsætning, der ligger et godt stykke under gennemsnittet for året.
Realkreditforeningens Køberbarometer er baseret på telefoninterviews med 1.714 danskere i den voksne befolkning. Interviewene er foretaget af analyseinstituttet Voxmeter.

fredag den 30. november 2012

Slut med at betale for varme og el


Spar op til 720.000 kroner – og bo med god samvittighed de næste 20 år
Det er ikke længere kun bilmarkedet, der er miljøvenligt med A-mærkede biler. Nu breder den samme tendens sig til boligmarkedet – her behøver du bare ikke nøjes med at være ’småt kørende’ for at bo miljøvenligt.

Med plus-energihuse kan man spare op til 3.000 kroner om måneden i årene fremover, ved ikke at skulle betale varme- eller elregning. Hvis energipriserne ikke stiger yderligere, bliver det til en besparelse på 720.000 kroner over 20 år, som ifølge ejendomsmæglerkæden home er den tid, danskerne i gennemsnit bliver boende i deres hus.

 home oplever stor - og stigende - interesse fra nutidens boligkøbere for energivenlige boliger.
”Energiudgifterne fylder i dag meget i de samlede udgifter ved at eje et hus. Derfor er et godt energimærke i dag i boligkøbernes top 3 over, hvad de lægger vægt på,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

To steder i Østjylland samt ved Roskilde har home plus-energihuse til salg for firmaet GreenLiving, der allerede nu lever op til regeringens miljømål for år 2050.

Ifølge direktør i GreenLiving Klaus A. Thomassen kan man - ud over at bo i en CO2 neutral villa - vinke helt farvel til energiudgifter, hvis man køber et GreenLiving +House, som det hedder:
”Villaerne producerer mere energi, end de forbruger. Det vil sige: Ingen varmeregning og ingen elregning... overhovedet,” slår han fast.

GreenLivings huse gør ifølge home op med den fordom, at et energivenligt hus ikke kan være pænt.

Arkitekturen er smuk og minimalistisk, men samtidigt karakteristisk. Det er der mange købere, der godt kan lide,” siger Mads Ellegaard fra home.

tirsdag den 20. november 2012

Lettere at udleje sommerhuset



I september steg overnatninger i udlejede feriehuse med 36.000 i forhold til samme måned sidste år
Køber du et sommerhus, er der gode chancer for at få et tilskud til udgifterne ved at leje huset ud nogle uger om året.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger i udlejede feriehuse steg med 2 % i september sammenlignet med samme måned sidste år. Det er primært danske lejere, der er flere af, mens nordmænd, svenskere og tyskere følger tæt efter.
”Det stigende tal af overnatninger er positivt for ejere af fritidshuse – og for dem der er på vej til at købe et. Det er skønt at have eget fritidshus, men for nogen melder den dårlige samvittighed sig over, at man ikke bruger huset nok. Man kan måske føle, at man bør holde alle sine weekender og ferier i fritidshuset. Her kan udlejning være en god ide," siger relationschef i home Mads Ellegaard.

Et andet vigtigt parameter, når man overvejer køb af fritidshus, er selvfølgelig økonomien. Men her er også hjælp at hente gennem nogle ugers udlejning.
Hvis man udlejer gennem et sommerhusudlejningsbureau, der er godkendt af SKAT til at foretage automatisk indberetning af lejeindtægter, kan du i 2013 benytte det øgede bundfradrag på 20.000, hvis du bruger modellen med fast fradrag. Det betyder, at de første 20.000 kroner af lejeindtægten er skattefri. Herefter har du et fradrag på 40 % af den resterende lejeindtægt.
Ser man på det seneste år, er det samlede antal af overnatninger i danske feriehuse gået lidt ned – med cirka 2 % - men der er dog en stigning i antallet af fremtidige bookninger. Ved udgangen af september var der booket cirka 2.000 flere hus-uger end på samme tidspunkt sidste år.

 

lørdag den 10. november 2012

Huspriserne kravlede op i oktober


I oktober steg salgspriserne på villaer og rækkehuse med 0,6 %, og priserne er nu oppe på næsten samme niveau som for et år siden.
Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, der bygger på salgsdata til og med oktober måned fra alle landets ejendomsmæglere.

Perioden med stabile priser på villaer og rækkehuse synes dermed at fortsætte. I hvert fald har salgspriserne nu holdt sig på nogenlunde samme niveau de seneste seks måneder.

”De sidste 12 måneder har priserne alt i alt været meget stabile, men med langt mere positive takter det seneste halve år,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.

Det er køberne begyndt at reagere på, oplever man hos home-kæden, hvis eget husprisindeks bekræfter tendensen til stabilisering.

”Stabilitet i priserne gør, at flere tror på, at det er et godt tidspunkt at købe nu. Så mangler vi bare, at boligsælgerne også begynder at tro lidt mere på fremtiden, for udbuddet af huse og især lejligheder er faldende,” siger Mads Ellegaard, der er relationschef i home.

Samtidig med at huspriserne har stabiliseret sig, er den gennemsnitlige salgspris på ejerlejligheder også steget. I oktober måned er den gennemsnitlige salgspris således steget med mere end 1 % og ligger nu, i følge Boligsidens Markedsindeks, knap 4 % højere end for et år siden.

torsdag den 1. november 2012

En gazelle i Søborg


 

Selvom markedet stadig er ramt af konjunkturerne, så betyder det jo ikke, at man ikke kan arbejde seriøst, målrettet og professionelt med tingene - og samtidig skabe goder resultater til gavn for både virksomheden selv og dens kunder.

Det er gennem de senere år lykkedes til fulde for vores Servicecenter i Søborg, der af dagbladet Børsen i sidste måned blev kåret som en ud af blot 833 danske Gazelle-virksomheder.

Servicecenteret er et datterselskab under home Lone Bøegh Henriksen A/S, og i centret varetager en række specialister med særlige kompetencer sagsbehandling og papirgang for alle de boligsager, der formidles gennem home LBHs ti forretninger - og for en hel del andre home-forretninger i regionen.

Gazelle udnævnelsen er et skulderklap til især de ansatte i servicecentret om, at hårdt arbejde og en engageret indsats bærer frugt.

Lone

torsdag den 25. oktober 2012

10 råd når du køber bolig


 
Flere overvejer at købe bolig de næste seks måneder – få råd her

I marts overvejede cirka 100.000 danskere at købe en bolig inden for de kommende seks måneder, i juni var det vokset til 220.000, og i sidste måned var det 250.000 danskere, viser den seneste måling fra analyseinstituttet Voxmeter for Realkreditforeningen.

”Vi møder også mange købere lige nu – det mærkede mange af vores ejendomsmæglere klart ved landsdækkende Åbent Hus i weekenden. Køberne er aktive på nettet, på fremvisninger og salget er også gået frem i forhold til sidste år - vi tolker det som klart positivt, selv om fremgangen sker fra et lavt niveau,” siger relationschef Mads Ellegaard.
Ejendomsmæglerkæden home har 10 råd, der er værd at oveveje, inden du køber bolig:

1.      Start med at få lavet en beregning i banken på, hvad du har råd til.

2.      Snak om, hvad I lægger mest vægt på ved drømmehuset.

3.      Find ud af, hvilket kvarter I kan lide.

4.      Tjek, om kommunen kan opfylde jeres evt. pasningsbehov, hvis I har eller vil have børn.

5.      Søg efter huset og ring evt. til ejendomsmæglerne og få hjælp.

6.      Se huset, gå en tur i nabolaget. Passer alt, så gå videre.

7.      Læs tilstandsrapporten grundigt og få evt. din egen håndværker til at se ejendommen sammen med dig.

8.      Det er stadig købers marked, og der er mange boliger at vælge i mellem. Men det er svært ikke at blive revet med, når den rigtige bolig dukker op…

9.      Vær forberedt på, at en bolig kan gå din næse forbi, hvis du forhandler med sælger. Ikke mindst i de største byer ser vi i home igen flere købere til nogle boliger. Ejendomsmægleren kan ikke love dig boligen; det er helt op til sælger, hvem han eller hun vil sælge til.

10.  Er alt OK, så få lavet købsaftale og få evt. taget forbehold for din banks og advokats godkendelse.

tirsdag den 16. oktober 2012

Ejendomsmæglere scorer højest hos kvinder



Ejendomsmæglere går markant frem, viser troværdighedsanalyse

En ny uafhængig meningsmåling viser, at ejendomsmæglerne er steget i graderne, når danskerne bedømmer troværdighed i forskellige faggrupper.

Det viser ”Troværdighedsanalysen for 2012” fra Radius Kommunikation og Epinion. Troværdigheden for ejendomsmæglere – målt som en score fra 1-5 – er steget med godt 8 %, og det er tredjestørste fremgang blandt de 21 faggrupper. Ejendomsmæglerne indtager – trods fremgangen – en 17. plads med en score på 2,66. Sygeplejersker er i top med 4,03, i bund er spindoktorer med 2,25.

For ejendomsmæglere er der endvidere markant forskel på scoren fra mænd og kvinder. Mænd giver en score på 2,51, mens ejendomsmæglerne får scoren 2,82 hos kvinderne.

”Vi oplever, at kvinder i højere grad køber og sælger bolig med følelserne, mens mænd ser mere på hårde fakta som økonomi og byggeteknik. Men ofte er det hende, der har det sidste ord i sagen. Vi er måske bedre til at forstå kvindernes behov, så vi kan øve os i at blive bedre til at tale til begge køn,” siger relationschef Mads Ellegaard i home.

home glæder sig over, at branchen som helhed er gået frem.

”Troværdighed er klart den vigtigste faktor, når folk vælger ejendomsmægler, og derfor er det også noget, vi går meget op i, for det er helt afgørende for succes som ejendomsmægler,” siger Mads Ellegaard fra home.

En analyse blandt de danskere, der har handlet bolig via en ejendomsmægler, tegner et mere positivt billede.

”Vores egne tilfredshedsmålinger viser, at folk generelt er tilfredse med vores service – og det tyder på, at der er forskel på, om man bedømmer os ud fra fordomme eller fakta. Det sker trods alt ikke så ofte, at danskerne er i direkte kontakt med en ejendomsmægler. Men vi kan ikke underkende fordommene. Dem må vi i branchen fortsat arbejde på at gøre op med.”

mandag den 15. oktober 2012

Køberne er ikke længere så forkælede


 

Salget stiger støt, og flere steder mangler vi varer på hylderne

Jeg kan med glæde konstatere, at forbrugerne igen ser mere nuanceret på fremtiden efter nogle dystre år med mørkesyn. Det har i år fået salget af både villaer, rækkehuse og lejligheder til at placere sig på et mere stabilt niveau, end vi har set i årevis.

Det er rigtig godt - både for nationaløkonomien, sælgerne, flyttefirmaerne, håndværkerne, bankerne, realkreditinstitutterne og såmænd også ejendomsmæglerne! Men det er faktisk ikke helt så godt for køberne, som i årevis har været forkælede med "købers marked".

Nu går det stærkere på boligmarkedet, og man kan ikke længere som køber vælge og vrage på alle hylder. I flere af vores forretninger mangler vi så småt at få flere boliger til salg, for køberne har fundet ud af, at de skal til at bestemme sig lidt hurtigere - ellers risikerer de, at drømmehuset forsvinder for næsen af dem.

Men det er ærligt talt et positivt problem, og jeg vil i stedet glæde mig over mere aktivitet over hele linjen.
Lone

lørdag den 6. oktober 2012

Færre familier går fra huset

 
Danmarks Statistik har opgjort, at der er sket et fald i antallet af tvangsauktioner. Helt præcist var der 410 tvangsauktioner i september mod 440 måneden før.

Ser vi på de første ni måneder af 2012 løber det samlede antal tvangsauktioner op i 3.900 stk. - det er en stigning på 251 tvangsauktioner i forhold til 2010, men omvendt en lille smule lavere end i 2010, hvor der i samme periode var 3.988 tvangsauktioner.

 ”Ser vi frem over det kommende års tid, venter vi, at antallet af tvangsauktioner vil bevæge sig nogenlunde omkring dagens niveauer. De særdeles lave renter vil fortsat være med til at sikre lave rentebetalinger på realkreditlånet, men omvendt står dansk økonomi og boligmarkedet næppe foran en større optur over det kommende år, hvilket vil være med til at hindre et større fald i antallet af tvangsauktioner,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

 Ifølge home skaber den stabile situation også et sundere boligmarked.

”Det er altid en fordel for en familie i den ulykkelige situation, hvis de sælger huset frit frem for på tvang. Tvang presser prisen ned, så et normalt salg via en ejendomsmægler giver familien de bedste muligheder for at komme videre,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

fredag den 21. september 2012

Drop krystalkuglen – kom ud i virkeligheden


home holder d. 22.-23. september Åbent Hus i op mod 6.000 boliger

Nogle mennesker lægger tarotkort, andre får læst i hånden, og enkelte kigger i krystalkugler, når det handler om fremtiden.
Og selv om mange sikkert ville ønske, at der med sikkerhed kunne spås om boligmarkedet, så vil ejendomsmæglerkæden home hellere forholde sig til nutiden.
"Vi har valgt at invitere folk indenfor - til Åbent Hus - for at vise, hvor meget de får for pengene. Vi vil hellere vise, hvad boligmarkedet har at byde på lige nu i stedet for at spå om fremtiden. Fakta er bedre end forudsigelser," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Han forventer, at home-forretningerne i weekenden d. 22.-23. september vil holde Åbent Hus i op mod 6.000 boliger.

onsdag den 12. september 2012

Spændende projekt i historiske rammer i Vedbæk

Rydningen af Henriksholm-området i Vedbæk er i fuld gang. I den kommende weekend har du mulighed for at opleve det spændende område på egen hånd

Henriksholm har nu fået sin egen hjemmeside. Kig inden for og læs om bl.a. områdets historie, udviklingsplanerne, de forskellige boligtyper der opføres og de fem eksisterende villaer, der inden længe udbydes til salg.

Henriksholm-området har stået ubenyttet i adskillige år, hvorfor krat, budskads m.m. har fået lov til at vokse vildt. Projektudbyderne er derfor nu i fuld gang med at trimme flere områder så disse åbnes op, således at kommende beboere kan danne sig et indtryk af den fantastiske udsigt området byder på.
I anledning af kulturfestivalen Golden Days, med temaet 1950'erne og den kolde krig, åbnes bunkeren, bygningen '8-tallet' og området ved den tidligere Forsvarskommando i Vedbæk, Henriksholm, for offentligheden. Det sker den 15. og 16. september.
Der bliver mulighed for at bevæge sig rundt på afmærkede ruter i såvel bunkeren og 8-tallet, samt på egen hånd at gå rundt og fornemme området og dets mange kvaliteter. Repræsentanter for Henriksholm Boliger er til stede i 8-tallet med informationer om bl.a. udviklingsplanerne for området, de forskellige boligtyper der opføres m.m. Samtidig vil der være mulighed for at kigge inden for i de fem eksisterende villaer, der inden længe udbydes til salg.

Læs mere om Golden Days arrangementet her - arrangeret af Rudersdal Kommune.

mandag den 10. september 2012

Status quo er sød musik


Bare støt og roligt lige ud. Det er billedet for priserne på huse og lejligheder, viser nye tal fra Boligsidens månedlige markedsindeks, som bygger på data fra gennemførte bolighandler i august.
På landsplan steg husene fra juli til august med 0,1 %, mens lejlighederne kravlede 0,3 % op målt på landsplan.
”Reelt er det status quo for priserne på boligmarkedet set over en bred kam, og det er ikke så ringe endda – set fra både købernes og sælgernes side,” siger kommunikationschef Mads Ellegaard fra home i en kommentar til de nye tal og fortsætter:
”Stabilitet er godt, fordi det betyder, at både købere og sælgere ved, hvad de har at holde sig til. Og den øgede tryghed har allerede udmøntet sig i flere handler end sidste år i juni, juli og august.”
Ifølge Boligsidens Markedsindeks har priserne for hele landet svinget frem og tilbage lige omkring 11.000 kroner per kvadratmeter det seneste år.

”Det er derfor meget nærliggende at tolke prisstabiliteten og de svage stigninger som et tegn på, at boligmarkedet er ved at vende,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør i Boligsiden, til Ritzau.

De nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser en fortsættelse af den stabilisering af boligpriserne, som også Danmarks Statistik og homes månedlige prisindeks har vist.

torsdag den 30. august 2012

Fem tips når du fremlejer et værelse

Jagten på en studiebolig er i fuld gang, og antallet af forældrekøb er på sit højeste. Få fem tip til harmoni i lejligheden
Det er altid rart at dele regningen med nogen, og det kan endda ske i godt selskab.
Mange gange er det ikke kun ’barnet’, der har glæde af det, når forældrene køber en lejlighed som studiebolig. Ofte er der også et værelse til en ven eller bekendt, der kan flytte ind.

Disse fem råd kan hjælpe til harmoni i lejligheden:
1.      Lejere på – næsten - lige fod
Det er en god ide, hvis I kan flytte ind i lejligheden samtidig – selv om det selvfølgelig kan være svært i praksis. Så føles det mere som et fællesprojekt, uden at nogen har særlige ’ejerfornemmelser’.
Det er også et plus at være nogenlunde i samme økonomiske situation. Både i forhold til husleje og regninger, men også i forhold til hvor mange penge man skal bruge på tv-pakke, internet mm. Hvis det ene værelse er større end det andet, kan man evt. løse uligheden ved, at den ene betaler lidt mere end den anden. Man kan for eksempel aftale en pris per kvadratmeter.

2. Afstem jeres forventninger
Snak om, hvilke tanker I har gjort jer om det at bo sammen. Vær ærlig - og gør det helst med det samme. Hvordan skal man forholde sig til gæster, huslige gøremål, deling af ejendele og mad?

3. Bedste venner kan også blive uenige
Har du tanker om at flytte sammen med din bedste ven, er det en god ide at give det en ekstra overvejelse. Selvom man har været bedste venner siden børnehaven, er det ikke sikkert, at man kan blive enige om det at bo sammen.

4. Gå på kompromis
Selvom din lejer nogle gange kan være irriterende - så husk at se det i et større perspektiv. Vælg dine kampe med omhu. Ved god planlægning og åben kommunikation kan det blive en god oplevelse at bo sammen.

5. En lejekontrakt er vigtig
Det er vigtigt, at både du og din lejer har en underskrevet kontrakt. Dermed har I styr på rettigheder og økonomisk ansvar, hvis der skulle opstå uenigheder senere hen – eksempelvis ved fraflytning.

lørdag den 25. august 2012

Vi søger bolig nær vores søskende

 

En for alle, alt for sine søskende. Danske søskende holder sammen, bor ofte tæt på hinanden og er der for hinanden.
 
Sådan lyder de hjertevarme konklusioner i en undersøgelse som YouGov har gennemført for Kristeligt Dagblad blandt 1.438 danskere over 18 år.

En ud af tre bor i umiddelbar nærhed af deres søskende, mens godt en tredjedel bor i samme landsdel. Og den geografiske nærhed følges op af et liv med megen kontakt. En fjerdedel af de voksne danskere ser således deres søskende en eller flere gange om måneden, fremgår det af undersøgelsen om danskernes søskendeforhold.

Ejendomsmæglerkæden home bekræfter, at vi i høj grad vælger bolig efter bløde værdier. I en spørgeundersøgelse har ejendomsmæglerne tidligere peget på børnefamiliernes top 3 prioriteter: Afstand til skole, til jobbet og til familie og venner.

”Det afspejler, at vores valg af bolig i høj grad handler om tryghed, tid og praktisk hjælp i hverdagen. Det er rart at have de nærmeste tæt på, når vi har brug for hjælp til afhentning, pasning eller godt selskab,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

Søskende forventer samtidig, at deres søskende vil være der for dem, hvis de har brug for hjælp, ligesom flere end otte ud af ti altid vil stille op for deres søskende.


At danskerne klart vælger en hverdag med tid til søskendeliv er et udtryk for, at gode søskendeforhold er en helle i en udfordrende verden, siger professor Ning de Coninck-Smith, som forsker i barndommens historie ved Aarhus Universitet:
”Vi har adgang til hele verden takket været internettet og globaliseringen, men i virkeligheden er vi ret lokale og søger relationer, hvor vi forventer at møde en betingelsesløs kærlighed som i søs-kendeforholdet,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

onsdag den 15. august 2012

Bedre plads til dit ’til salg-skilt’


Boligudbuddet faldt igen i juli - flere får solgt og færre sætter til salg
Til salg-skiltene bliver fortsat færre - særligt i byerne. Antallet af ejerboliger til salg på internettet er faldet med knap 8000 på et år, så der ved udgangen af juli er tæt på 64.000, viser Boligudbudsstatistikken.
”Boligudbudskurven knækkede allerede for et år siden, og siden er boligudbuddet stort set faldet måned for måned,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet:

”Det er et lyspunkt for sælgerne, da boligudbuddet længe har været meget højt."


Der er ifølge home to væsentlige årsager til, at der bliver bedre og bedre plads på boligmarkedet.

”Den ene er selvfølgelig den, at nogle boligsælgere, der har haft deres hus, lejlighed eller fritidshus til salg igennem en længere periode uden held, vælger at stoppe salget. Men samtidig har vi heldigvis også set en stigning i salget i juni og juli,” siger kommunikationschef i home Mads Ellegaard.

Juni måned bød på et samlet salg i home, der er cirka 16 % bedre end samme måned sidste år, mens juli ender cirka 8 % over juli 2011, oplyser han.

Boligudbuddet falder ifølge Boligudbudsstatistikken i hele landet, men især i hovedstadsområdet. Antallet af ejerlejligheder til salg i København by ligger ved udgangen af juli eksempelvis 43 % under antallet sidste år.
”I mange kvarterer mangler vi simpelthen gode lejligheder til realistiske priser - ikke mindst i disse måneder, hvor der er ekstra interesse fra forældrekøbere,” siger kommunikationschef Mads Ellegaard.
Ifølge Realkreditrådet er der endelig også kommet lidt mere aktivitet på sommerhusmarkedet. Der blev i juli i år taget 20 % flere fritidshuse af markedet end i 2011. Samtidig blev der sat flere nye fritidshuse til salg i juli i år end sidste år. De to effekter trækker udbuddet af fritidshuse i hver sin retning, så den samlede effekt blev en lille nedgang i udbuddet på 3 %.

lørdag den 4. august 2012

Hvordan går det egentlig med boligpriserne?


Forskellige statistikker har vist både stigende og faldende priser over de seneste måneder. Det viser, at en stabilisering er i gang, vurderer home og Danske Bank

Hvis man følger med i pressens skriverier om udviklingen på boligmarkedet, kan man godt blive lidt forvirret, da der er mange tal i luften. Og de seneste par måneder har de forskellige statistikker peget i forskellige retninger.

Seneste prisstatistik kommer fra Danmarks Statistik.
Den viser, at prisen på enfamiliehuse faldt med 1,2 procent fra april til maj. Faldet på ejerlejligheder var noget større nemlig på 3 procent, mens sommerhusene faldt en smule mindre med 1 procent. Over det seneste år er enfamiliehuse nu faldet 7,4 procent i værdi, mens faldet i ejerlejlighedspriserne har været 7,9 procent. Prisfaldet på sommerhuse har dog været en smule mindre – omkring 4 procent.

Men prispilen peger hverken for alvor op eller ned på boligmarkedet lige nu – nærmere lige ud.

”Ser vi årets første fem måneder under ét, så har boligpriserne generelt bølget lidt op og ned. Således kommer faldet i maj måned ovenpå stigninger over hele linjen i april. Generelt peger pilen mod en begyndende stabilisering på boligmarkedet,” lyder vurderingen fra økonom i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Ifølge økonomen tyder meget på, at vi skal vende os til, at gode nyheder afløser dårlige nyheder og omvendt. Det har været tilfældet med Danmarks Statistiks indeks for boligpriserne de seneste måneder, og det er også tilfældet for homes husprisindeks og Boligsidens markedsindeks, to pålidelige indikatorer for udviklingen i huspriserne, som kan give et fingerpeg om, hvilken retning huspriserne bevæger sig. I juni måned viste homes husprisindeks et lille fald, mens Boligsidens Markedsindeks viste en stigning.

I ejendomsmæglerkæden home deler kommunikationschef Mads Ellegaard den opfattelse.
”Det er brydningstid på boligmarkedet. Stabiliseringen er allerede i gang med blandt andet flere handler end sidste år og stabiliserede priser gennem 2012. At der så ikke er endnu mere damp på kedlerne skyldes, at gældskrisen i eurozonen spøger i kulissen. Hvis tøjlerne holdes stramt, så kan stabiliteten fortsætte, men løber gældskrisen løbsk, vil det påvirke det danske arbejdsmarked og dermed trygheden omkring privatøkonomien - og i sidste ende bolighandlen,” siger Mads Ellegaard og uddyber:

”Stabilitet er egentlig bedre end både stor opgang og nedgang i boligpriserne. Med stabiliteten har køberne en vished for, hvad de skal betale, og sælgerne ved, hvad de kan få for boligen. Bratte stigninger eller fald i priserne kan skabe overreaktioner, der gør, at sælgere og købere får sværere ved at finde hinanden. Ud fra det perspektiv er markedet i sin nuværende tilstand egentlig godt nyt for hele boligmarkedet. Derfor begynder vi i home at mangle boliger til salg i flere forretninger,” siger home-chefen.


Danske Bank forventer, at tendensen til stabilisering vil fortsætte de kommende måneder. De rekordlave boligrenter vil understøtte boligmarkedet. Til gengæld sætter de svage økonomiske udsigter en stopklods for egentlig fremgang på boligmarkedet. Sidste år var boligpriserne på en rutsjebanetur, som særligt var stejl omkring årsskiftet, hvor faldet i boligpriserne tog til i styrke.

”Den begyndende stabilisering betyder, at huspriserne næste år kun vil ligge en knivsspids lavere end i år – vi venter omkring 0,2 procent i vores seneste prognose,” siger Jens Nærvig Pedersen i Danske Bank.

lørdag den 28. juli 2012

Døren mere åben til egen bolig


Indkomstkravet til boligkøb falder fortsat


Det er blevet nemmere at komme ind på boligmarkedet. Det viser en ny analyse fra Realkredit Danmark (RD), der har set nærmere på, hvad der kræves af indkomst for en typisk familie for at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i de forskellige kommuner i Danmark.

Set i forhold til samme tid sidste år har de faldende boligpriser og faldende renter generelt fået kravet til indkomsten ved boligkøb til at falde, konkluderer RD’s økonomer i analysen.

Dermed fortsætter de senere års tendens til, at det er blevet lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. På tværs af kommuner er indkomstkravet til familien gennemsnitligt set skrumpet med i omegnen af 50.000 kroner siden boligbølgens top tilbage i sommeren 2007.


Dynamik understøtter boligmarkedet

”At det generelt er blevet nemmere at komme ind på boligmarkedet - og det endda i en betydelig grad siden 2007 - vil før eller siden være en dynamik, der vil være med til at understøtte boligmarkedet," siger cheføkonom i RD Christian Hilligsøe Heinig.
Han udsteder dog ingen garanti for, at boligpriserne ikke skal endnu længere ned før, at boligmarkedet vil kæmpe sig ud af de senere års dvaletilstand.

I ejendomsmæglerkæden home kan man allerede se de første tegn på øget dynamik i markedet med et salg i juni, der ligger cirka 16 procent over antallet i samme måned sidste år.

”Trods en periode med faldende realløn i de gennemsnitlige danske husstande kan vi konstatere, at realudgiften til boligen og dermed boligbyrden er faldende i de samme familier. Når man samtidig har fået bedre mulighed for at købe en bolig baseret på årsindtægten, så er der generelt forbedrede muligheder for at komme ind på boligmarkedet. Det kan være grunden til, at vi ser en stigende handelsaktivitet og begynder at mangle boliger til salg i en række byer,” siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home i en kommentar til analysen.


Ingen kommuner kræver mio-indtægt

Ifølge RD er det især i de dyreste områder af landet, hvor indkomstkravet er skrumpet markant. Tilbage i 2007 var der eksempelvis hele otte kommuner, hvor der skulle mere end en million i indkomst til, før familiens rådighedsbeløb var stort nok til boligkøb. Det var skrumpet til to kommuner i sommeren 2011, og i dag er der ikke flere kommuner tilbage med et så højt indkomstkrav.

En typisk dansk familie, der ønsker at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter, skal have en familieindkomst på cirka 950.000 kroner i Gentofte, mens den på Lolland skal have en indkomst på i underkanten af 600.000 kroner.

Der er dog også kommuner, der har oplevet et lidt større krav til familieindkomsten ved køb af det gennemsnitlige parcelhus siden 2007. Her har den positive effekt af lavere huspriser og lavere renter ikke været nok til at opveje stigningen i de faste udgifter, der fremkommer via den normale inflation.


Fakta og familien i analysen:Familien i RD’s analyse består af to voksne og to børn, der har en bil og en mindre opsparing med i bagagen til at kunne lægge de første 5 procent af husets værdi til udbetalingen. Realkreditlånet er et fastforrentet 30-årigt lån med afdrag, da det er det, der ligger til grund for kreditvurderingen ved køb af bolig.


Se hele analysen for alle kommuner på www.rd.dk under Det mener økonomerne - Analyser

onsdag den 25. juli 2012

Vi lytter - mindre - til økonomerne


Vi danskere viser lige nu øget tro på boligmarkedet. Men hvad bygger vi vores stigende optimisme på? Det har Boligøkonomisk Videnscenter set på i sin forventningsundersøgelse fra maj i år.

Nettotallet, hvor man sammenvejer positive og negative forventninger til prisudviklingen 1 år frem, faldt fra minus 22 ved seneste undersøgelse i december til minus 8 i maj, og det er umiddelbart lidt overraskende, at der lige nu viser sig tegn på en spirende optimisme, vurderer man i centret.

For at vurdere, hvilke forhold, som spiller ind på danskernes forventninger, spørges der i undersøgelsen også til, hvad de adspurgte har tænkt på, når de vurderer de fremtidige boligpriser. Man kan godt nævne mere end ét forhold.

Den væsentligste ændring siden december-undersøgelsen ligger i, hvor meget vi lytter til de økonomiske eksperters udtalelser.

I december 2011 svarede 40 %, at de tænkte på de økonomiske eksperters udtalelser. I maj 2012 er det kun 35 %, der tænker herpå, når de udtaler sig om boligpriserne.

78 % svarer Danmarks økonomiske situation, 77 % henviser til den faktiske boligprisudvikling igennem det seneste halve år, mens 41 % henviser til renteudviklingen. I december 2011 var de respektive tal til sammenligning78 %, 73 % og 43 %.

"De væsentligste ændringer siden sidste undersøgelse er således, at danskerne ikke mere tænker helt så meget på den faktisk konstaterede prisudvikling eller på eksperternes vurderinger, når de udtaler sig om boligprisernes fremtid," lyder det fra Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen.

Ejendomsmæglerkæden home har også i efteråret undersøgt, hvor meget danskernes holdning til boligmarkedet farves af økonomer, politikere og andet godtfolk.

"Vores analyse viste, at danskerne lytter mest til økonomerne - både dem i bank- og realkreditsektoren og dem på de højere læreranstalter rundt om i landet og mindst til deres kollegaer. Så de økonomiske eksperter har, trods en nedgang, stadig betydelig indflydelse på danskernes mening om boligmarkedet," siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home.

Analysen til home Boligpanel, der består af cirka 1.800 boligejere og boligkøbere blev gennemført i oktober 2011. Knap 800 personer svarede.

lørdag den 14. juli 2012

Fra G-D for 15.000 kroner


Sådan rykker du dit energimærke tre trin op

Et godt energimærke er ’hot’, et mindre godt får køberinteressen til at køle af. Det skriver Penge & Privatøkonomi.
Og husets energimæssige forfatning spiller i dag en langt større rolle end for få år siden, når en bolig skal sælges, oplever ejendomsmæglerkæden home.

Køberne fokuserer i dag mere på energiforbruget, fordi omkostninger skal ned, og energiudgiften er en af de tunge poster i husets totaløkonomi, forklarer homes kommunikationschef Mads Ellegaard til Penge & Privatøkonomi.
Som boligejer kan du selv gøre meget for at hæve husets energimærke, og det er nemmest og billigst at løfte energimærket et par trin, hvis det ligger i den lave ende af A-G skalaen, hvor G er den dårligste karakter, mens A er den bedste.

Det fortæller Jes Bøgelund, der er produktchef i ingeniørvirksomheden OBHI A/S, som beskæftiger 45 energikonsulenter.
Han giver som tommelfingerregel, at boligejere for små 100.000 kroner kan udskifte en gammel gaskedel til en ny samt efterisolere lofterne, og det betyder typisk et hop på to trin på skalaen.

I Penge & Privatøkonomi fremhæves et ældre hus som et eksempel på, hvor det virkelig betaler sig at sætte ind: At få efterisoleret sine varmerør for blot 3.800 kroner inklusive moms. Det giver en årlig besparelse på 7.000 kroner – altså en tilbagebetalingstid på kun 6 måneder. Villaen trænger også til at få efterisoleret nogle skråvægge og varmefordelingsrør. Alt i alt koster de tre forbedringer blot 15.000 kroner, men skærer hele 35 % af boligens varmeforbrug. Det betyder, at den tager et reelt højdespring fra et energimærke G til D!
Mads Ellegaard fra home oplyser, at det slet ikke er et enestående tilfælde.

Hvis du planlægger at sælge din bolig, behøver du ikke holde dig tilbage med energiforbedringerne, påpeger home-chefen, da køberne som sagt foretrækker huse med gode energimærker:
”Energiforbedringerne indgår i mæglernes vurdering af salgsprisen,” slår han fast i Penge & Privatøkonomi, men han anbefaler, at man holder sig til de åbenlyse isoleringsmuligheder op til et salg.

Siden 1. juli 2010 har et energimærke været en obligatorisk del af salgsopstillingen.

torsdag den 12. juli 2012

Ingen håndværkertilbud til studerende


Et forældrekøb er godt i stand. Unge og deres forældre går efter indflytningsklare lejligheder

Tiden nærmer sig, hvor unge i tusindvis søger mod de større byer for at studere. For nogle er boligjagten allerede skudt i gang efter et forældrekøb.
Fra vores ejerlejlighedsforretninger lyder det samstemmende, at forældrene går efter lejligheder, hvor de ikke behøver at lave det store. Håndværker-tilbud er som hovedregel ikke noget for en studerende.
”Standen af lejligheden er vigtig, for de færreste vil lave noget selv. Det er typisk en to-værelses lejlighed, som er lige til at flytte ind i,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Hun  fremhæver, at kravene til god stand hænger sammen med, at forældrene ønsker at kende den samlede pris for lejligheden, at mange ikke har tid til at sætte i stand selv og måske endda bor i den anden ende af landet. Omvendt har unge også klare ønsker og krav til deres kommende bolig.

”Der behøver ikke at være nyt badeværelse eller køkken - bare det er vedligeholdt. Og så vil de have et stort badeværelse. Ikke brus over toilet, men særskilt brus,” siger hun og tilføjer:
”Med de nuværende lave priser og ultralave rente kan et forældrekøb være billigere end en tilsvarende lejebolig."
Går man med tanker om et forældrekøb, så tilbyder vi hos home LBH endnu et informationsmøde i sensommeren. Tilmelding kan ske på home.dk under punktet forældrekøb. Hvis man ikke kan vente så længe, så er ejendomsmæglerne klar med hjælp i forretningerne.

Forældrekøbsaften i København 29. august: Tilmeld dig her

6000 kr. ekstra til forbrug næste år


Der er fra næste år 500 kr. mere om måneden til det sjove, når regninger og skatten er betalt.

Skattereformen vil betyde, at 2013 bliver et år med fremgang i privatøkonomien for en almindelig lønmodtagerfamilie. Det viser en ny prognose for Danske Banks modelfamilie. I 2013 er der nu udsigt til skattelettelser for lønmodtagerne, og det sender rådighedsbeløbet op på samme niveau som i 2010.
”Familiens rådighedsbeløb stiger med godt 500 kroner. Alt i alt bliver det samlede rådighedsbeløb til næste år på samme niveau som i 2010, og dermed godt 4.000 kroner om måneden højere end i 2008. Ud over skat og efterløn har især rentefaldet forbedret økonomien i den periode. Vi regner med, at familiens FlexLån® bliver endnu lidt billigere i 2013 end i år,” skriver privatøkonom Las Olsen i Danske Bank.

Ifølge home er det godt nyt for boligmarkedet, at danskere i arbejde får et større rådighedsbeløb.

”For det første kræver banken i dag et større rådighedsbeløb, når køberne bliver godkendt. For det andet er køberne blevet mere forsigtige og vil gerne have en buffer i økonomien, så alt i alt er det meget positivt, at danskere i arbejde får flere penge mellem hænderne næste år,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

onsdag den 11. juli 2012

Boom i seriøse boligkøbere

 
Markant skifte – ’osere’ på nettet afløst af købere på dørtrinnet
Langt flere købere end sidste år er nu parate til at købe bolig. Det viser den årlige brugerundersøgelse af home.dk.

Ifølge undersøgelsen, som er baseret på svar fra over 3.000 brugere på home.dk sidst i maj og først i juni, viser, at der er sket et markant skift i brugernes parathed til boligkøb.

Når de bliver spurgt til, hvorfor de kommer ind på home.dk, er dem, der svarer ’kigger bare’ faldet fra 53 % i 2011 til 35 % i 2012, mens det omvendte gør sig gældende for ’skal købe en bolig’. Her er en stigning fra 32 % i 2011 til 49 % i 2012.

”Analysen viser meget tydeligt, at køberne nu er langt mere målrettede, end de var på samme tidspunkt sidste år. De er ikke på home.dk for sjov, men fordi de har et reelt behov. Det må siges at være et ekstremt positivt signal til markedet,” siger homes kommunikationschef Mads Ellegaard i en kommentar til analysen.

Brugerundersøgelsen er gennemført, inden den brede, politiske aftale om en skattereform, der giver mange danskere bedre råd til at købe bolig, kom i hus. Skattereformen og de mere målrettede købere giver tilsammen forhåbninger for resten af året, mener home.
”Regeringens og oppositionens skattereform giver et længe tiltrængt rygstød til boligmarkedet og sikrer politisk ro frem til 2020, og vores brugere sender i undersøgelsen et tydeligt signal om, at de er mere klar til at købe bolig end de har været længe,” siger Mads Ellegaard.

Tendenserne i brugerundersøgelsen fra home bliver bekræftet i ’Køberbarometeret’ fra Realkreditforeningen. Mens det i marts var 3,3 % af den voksne befolkning, der tilkendegav, at de agtede at købe hus eller lejlighed inden for det næste halve år, er det nu 5,5 %.
I runde tal betyder det, at knap 220.000 danskere overvejer at købe bolig i perioden frem til efteråret. Da Køberbarometeret sidst tog temperaturen på købsinteressen, var det knapt 145.000, der tilkendegav, at de var på vej ud på boligmarkedet.

onsdag den 27. juni 2012

Skattereform giver troen tilbage


Regeringens og oppositionens skattereform giver et længe tiltrængt rygstød til boligmarkedet og sikrer en politisk ro frem til 2020. Det giver løfter om en mere positiv udvikling på kortere og længere sigt, mener home

"Når skattereformen sikrer boligkøberne en bedre økonomi, så smitter det alt andet lige også af på deres muligheder for at finansiere boligen, og dermed styrker skattereformen boligmarkedets fødekæde, så flere handler kan falde på plads," siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home og tilføjer:

"Der er ingen tvivl om, at den økonomiske konsekvens af aftalen er glædelig. Når boligkøberne får et større økonomisk råderum efter skat, giver det selvsagt grobund for optimisme på boligmarkedet."

home husprisindeks har de seneste 3 måneder vist svagt stigende priser på villaer på landsplan, og ejerlejlighederne har oplevet stigninger de seneste 4 måneder. Dermed har home varslet, at bunden i boligmarkedet ser ud til at være nået, og at en opstigning til mere normale tilstande er undervejs.

Den nye skattereform giver tiltro til, at stabiliseringen kan fortsætte med den økonomiske sikkerhed til boligejerne og politisk ro om boligmarkedet som følge af det brede forlig.

Siden boligpakke-duellen ved seneste folketingsvalg har der været meldinger om, at begge sider af Folketinget tilsyneladende ønskede et stabilt boligmarked, men det førte til sværdslag frem for handling - og ikke mindst usikkerhed på boligmarkedet.

Skattereformen ser ud til at garantere politisk ro omkring boligmarkedet.

"At den nuværende reform er spundet sammen henover midten i dansk politik er en kæmpe fordel. Det er en aftale, der får en stabiliserende effekt på boligmarkedet, og det giver os tro på et mere sundt og afbalanceret boligmarked. Reformen giver ejendomsmæglerne arbejdsro, og vigtigst af alt får boligejerne - forhåbentlig - troen tilbage," siger Mads Ellegaard.

Skatteaftalen vil bidrage til en stærkere udvikling i dansk økonomi over de kommende år, mener cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.
”Aftalen kommer til at øge arbejdsudbuddet betydeligt og bidrager dermed til en stærkere udvikling i dansk økonomi over de kommende år, siger han til Ritzau.

Steen Bocian glæder sig også over, at der er tale om et bredt skatteforlig, der blandt andet sikrer, at ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes frem til 2020.
”Det giver ro omkring situationen på boligmarkedet frem til 2020,” siger Steen Bocian, der overfor Ritzau vurderer, at grundelementerne i skatteaftalen er fornuftige for dansk økonomi.

lørdag den 16. juni 2012

800.000 danskere flytter hvert år


Hver 7. person flytter adresse i løbet af et år, viser nye tal

Danskerne flytter sig fortsat, selv om boligmarkedet endnu ikke er i fulde omdrejninger. Faktisk har Danmarks Statistisk registreret godt 800.000 flytninger i 2011.

For ejendomsmæglerkæden home er det et bevis på, at mange danskere fortsat har lyst og behov for et nyt hjem. 60 procent af alle boliger i Danmark er ejerboliger.

”Selvfølgelig kræver det noget mere at skifte til en ejerbolig end at flytte mellem to lejeboliger. Derfor oplever vi, at mange har holdt sig tilbage under krisen – så der er helt klart et opsparet behov. Heldigvis er tidspunktet for at købe mere optimalt end set de seneste cirka 15 år. Lavere priser og lav rente har banket boligbyrden i gulvet,” siger Lone Bøegh Henriksen og tilføjer:

”Vi møder danskerne i alle livets faser. De unge og deres forældre, de unge par, de etablerede familier og igen par i den ’børnefri’ alder. ”

Ifølge Danmarks Statistik flytter hver 7. person i løbet af et år.

”Vi kender de hurtige flytninger i de store studiebyer, hvor de unge ofte tager et halvt års tid i deres nye by i en tilfældig lejebolig, inden vi møder dem og deres forældre på fremvisninger af ejerlejligheder. Forældrekøb af en lejlighed er en god måde at sikre ro om studierne,” siger hun.

Vi bor gennemsnitligt 2,1 personer i hver husstand i Danmark.

onsdag den 13. juni 2012

Prisstigninger fire måneder i træk


Lav rente og rift om de få ejerlejligheder til salg trækker priserne op – for 4. måned i streg
home Ejerlejlighedsprisindekset steg på landsplan med 0,2 % (sæsonkorrigeret) fra april til maj – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
Det viser en analyse fra home og Danske Bank. Prisen på ejerlejligheder på landsplan er nu for første gang i to år steget fire måneder i træk og lå i maj 3,9 % højere end i januar.
”Den lave rente gør det billigt at bo i ejerbolig, så der er rift om de gode ejerlejligheder. I øjeblikket er der flere steder kun få lejligheder til salg, men en fortsat søgning mod byerne. Alt i alt er det med til at trække priserne opad,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Over det seneste år er priserne faldet med 5,0 %, og sammenlignet med toppen i august 2006 er niveauet nu 27,3 % lavere.
Prisstigningen i maj var dog primært drevet af prisstigninger 0,7 % i Region Midtjylland.

Villaerne følger med
homes husprisindeks viser også, at priserne på enfamiliehuse på landsplan steg med 1,2 % fra april til maj (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
”Priserne på enfamiliehuse er nu steget tre måneder i træk og lå i maj på det højeste niveau siden november sidste år. Vi ser altså, at huspriserne følger trop efter ejerlejlighedspriserne, der også har taget pæne hop de seneste måneder. Det er positivt, hvis det er et udtryk for, at markedet er ved at finde sine ben at stå på efter et voldsomt prisfald i løbet af andet halvår i 2011,” siger hun.
Lone Bøegh Henriksen understreger, at der er markante regionale forskelle at spore i udviklingen. Generelt går det bedst i de større byer, sværest er det fortsat i de mindre byer og på landet.
Sammenlignes priserne i maj med toppen i december 2006, så ligger de 21 % lavere, viser prisindekset fra home og Danske Bank.

torsdag den 7. juni 2012

Tag ukrudtet med ’kogeprogram’

Forskning viser vejen til rene fliser – få opskriften her
En let blanchering af uønsket ukrudt mellem fliserne er ifølge et nyt ph.d.-projekt fra Skov & Landskab ved Københavns Universitet præcis lige så effektivt som at kaste sig ud i diverse sprøjtemidler.


Det, der er vigtigt, hvis man vælger at komme af med sit ukrudt uden brug af sprøjtemidler, er doseringen ved hver behandling. Man skal behandle sit ukrudt let, men hyppigt. Ifølge projektet seks gange hver sæson. Og man skal være grundig.

Bladene skal falde helt sammen, og planternes basis skal også blive ramt, ifølge ph.d.-afhandlingen fra Københavns Universitet, skriver Ritzau.

”Vi har lavet flere forsøg siden 2004, og vi kan se, at behandlingerne virker,” siger Anne Merete Rask, der står bag afhandlingen:
”Det betyder ikke så meget, om man bruger flammer, damp eller kogende vand. Men hvis vi kun giver få behandlinger eller bruger lav dosering, kommer ukrudtet lynhurtigt igen, uddyber hun.

Det afgørende er, at ukrudtet udsultes, og at bladene visner helt væk efter hver behandling.

Ejendomsmæglerkæden home oplever, at mange - især yngre - familier sætter stor pris på deres have, men ikke nødvendigvis på havearbejde. De kan have glæde af den nye måde at bekæmpe ukrudt på.

”Mange vælger fliser og græs i haven og ikke så mange bede, der kræver lugning. Samtidig er der en stigende miljøbevidsthed, som betyder, at mange ikke vil bruge sprøjtemidler,” siger Mads Ellegaard.

tirsdag den 5. juni 2012

Skatteudspil er ’lille bump’ for boligmarkedet


Lang indfasning betyder, at regeringens skattereform ikke umiddelbart kommer til at skade boligmarkedet – tværtimod kan afklaring om skatter gavne

Sådan lyder vurderingen fra Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

”Ændringer og usikkerhed er ellers altid gift for boligmarkedet. Det får både købere og sælgere til at forholde sig afventende,” siger Mads Ellegaard og fortæller, at boligmarkedet for eksempel gik fuldstændig i stå under sidste valgkamp, fordi begge fløje luftede idéer, som kunne være til gavn for boligejerne, hvorfor alle ville vente med at købe hus.

Forholder man sig til det konkrete i regeringens nye udspil, ser det faktisk ikke helt skidt ud for boligmarkedet, vurderer home-chefen.

"Isoleret set er udhulningen af rentefradraget selvfølgelig dårligt nyt for boligejerne - og for folk, som regner med at blive boligejere. Men det ser heldigvis ud til, at reformen kompenserer andre steder for den indkomstgruppe, som især vil blive ramt," siger Mads Ellegaard med henvisning til de bebudede lettelser i topskatten:

"Det ser med andre ord ikke ud til, at de økonomiske konsekvenser af skattereformen bliver så slemme for nuværende og kommende boligejere.”

home mener, det er klogt, at regeringen først planlægger at indfase udhulningen af rentefradraget i 2017.

"Det giver noget ro på markedet, at der under alle omstændigheder først er tale om forandringer langt ude i fremtiden. Og hvis det bliver vedtaget, så har folk også lang tid til at vænne sig til det," siger Mads Ellegaard, der nu blot håber på en hurtig afklaring:

”Får vi den, kan vi komme hurtigt tilbage på sporet i den begyndende bedring på boligmarkedet, vi var begyndt at se, og debatten om reformen kan vise sig blot at have været et ’lille bump’ på vejen.”

Samme meldinger kommer fra Realkredit Danmark.

”Den negative priseffekt på boligmarkedet vil være marginal over de kommende år, og at den effekt, der vil være, primært vil komme til udtryk blandt de relativt dyre boliger. Gennemføres forslaget i sin nuværende form, så er det ikke noget, der gør, at vi frygter, at stabiliseringen af det ellers hårdtprøvede boligmarked vil trække endnu længere ud i tid. Rent faktisk kan der komme en mindre positiv sideeffekt af, at der skabes større klarhed omkring den fremtidige boligbeskatning,” siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark


FAKTA:
Skattereform på boligmarkedet

  • Regeringen foreslår, at rentefradragsretten gradvist reduceres fra 25,7 % til 20,6 % i perioden fra 2017-2020. Det gøres for renteudgifter over 50.000 kroner for enlige og 100.000 kroner for par. Derudover fastholdes skattestoppet på ejendomsværdiskatten frem mod 2020, og der ændres heller ikke på grundskyldsbeskatningen.
  • Konsekvenserne af en lavere rentefradragsret er isoleret set negativ for boligmarkedet. Priseffekten på den korte bane holdes dog i ave af fradragsgrænsen, som sikrer, at en stor del af renteudgifterne stadig kan trækkes fra til cirka 33,7 % samt af det generelle lave renteniveau. Dertil kommer, at der er lang tid til en indfasning af forslaget, og den mindre negative priseffekt vil dermed komme gradvist snigende over en længere årrække.
  • Med udgangspunkt i et renteniveau i omegnen af 4 % - et nogenlunde ”normalt” renteniveau – og ”normale” lånestørrelser på cirka 1-3 mio. kroner vurderes den negative priseffekt på huse til op mod 0,3 %-point og stigende til 2 % i takt med, at fradragsgrænsen udhules over tid. Det er en alt andet lige betragtning – og det er værd at huske på, at der i en sådan beregning ikke indgår den positive effekt af lavere skat på indkomst.

Kilde: Realkredit Danmark