fredag den 30. marts 2012

Udsigt til penge-regn i april

Milliarder af kroner kommer i omløb i dette forår

Samtidig med at barometeret svinger om på sol og lune i luften, er der udsigt til regn – pengeregn heldigvis! Det viser en ny opgørelse, som Danske Bank har foretaget.

Banken forventer, at danskerne vil hive 17 milliarder kroner ud af efterlønsordningen. Herudover regner banken med, at danskerne får udbetalt omkring 20 milliarder kroner i udbytte fra investeringsforeninger.

Desuden udløber en lang række obligationer, som frigiver i omegnen af 14 milliarder kroner til private danskere. Derudover får danskerne netto 7,8 milliarder kroner tilbage i skat.

”Det er sjældent, at der er så mange økonomiske planeter, der står på linje på én gang. Det kan sagtens puste noget optimisme ind i danskerne og dermed bidrage til, at Danmark kommer hurtigere ud af krisen,” siger chefstrateg i Danske Banks afdeling for Private Banking, Anders Nellemose til tv2.dk.

Hos ejendomsmæglerkæden home, der er en del af Danske Bank koncernen, håber man, at ’pengeregnen’ over danskerne vil dryppe lidt på boligmarkedet.

Kommunikationschef i home Mads Ellegaard har størst forventninger til efterlønskronerne, som han mener sandsynligvis vil gavne især sommerhusmarkedet.

”Et sommerhuskøb er i høj grad drevet af lyst, og her kan efterlønskronerne tænkes at være det sidste lille skub – det der gør, at man kan lægge eksempelvis udbetalingen og mere til kontant – som får nogle købere til at sætte handling bag deres drømme,” siger Mads Ellegaard og oplyser, at et par, hvor begge vælger at få deres efterløn udbetalt, vil kunne få helt op til 120.000 kroner mellem hænderne.

Om det er udsigten til efterlønspenge, der allerede har haft effekt allerede, tør han ikke sige, men det er et faktum, at sommerhusmarkedet har vist positive tendenser først på året.

”Vi ser flere salg end de foregående par år, dog stadig på beskedent niveau i forhold til ’de vilde år’ i 2004-2006, og senest har tal fra Danmarks Statistik vist en prisstigning på sommerhuse på 3 % fra december til januar,” lyder det fra Mads Ellegaard.

torsdag den 22. marts 2012

Huspriserne burde være højere


Forår i luften - nationalbankdirektøren springer ud som boligoptimist

Efter første halvår vender det på boligmarkedet. Det forudser Nationalbankens direktør Nils Bernstein i forbindelse med offentliggørelsen af Nationalbankens kvartalsrapport for 1. kvartal 2012.

”Rapportens afsnit omkring boligmarkedet giver os visse forhåbninger om forår i markedet,” siger kommunikationschef i home Mads Ellegaard og fortsætter:

”Vi har endnu engang nationalbankdirektøren på boligejernes ’side’. Lad os håbe, at det er med til at få flere førstegangskøbere på banen, og sætte skub i tingene,” lyder det fra Mads Ellegaard i en kommentar til kvartalsrapporten.

Nils Bernstein peger på, at boligmarkedet i perioder i den nærmeste fortid har været drevet af selvforstærkende – negative – forventninger, da svækkelsen af boligmarkedet det seneste år ikke kan forklares ud fra udviklingen i renter og indkomster.

”Når boligpriserne falder, kan det være rationelt at udskyde boligkøb og fremskynde boligsalg, hvilket reducerer priserne yderligere. Når der kommer en vending, er der omvendt tilskyndelse til at købe hurtigt og sælge senere, hvilket presser priserne yderligere op. Det gør det svært at forudsige tidspunktet for vendingen i boligpriserne.

I prognosen ventes den negative stemning at bevirke et fortsat fald i huspriserne i første del af året, men mindre end i sidste del af 2011. Herefter stabiliseres markedet med svagt stigende priser.”

Dermed er Nationalbankdirektøren på linje – eller omvendt - med en række økonomer i den finansielle sektor, heriblandt Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, der udtaler:

"Efter alt at dømme vil huspriserne fortsat falde her i starten af 2012, men den seneste tids bedring i den økonomiske nyhedsstrøm og de historisk lave renter giver håb om en form for stabilisering af boligpriserne i løbet af 2. halvår af 2012. Jokerne for boligmarkedet er især den generelle markedspsykologi og styrken af den økonomiske genopretning."

lørdag den 17. marts 2012

Kom til bolig- og pensionsmøde


Hvad betyder den økonomiske udvikling, pensionsreformen og boligmarkedet for din økonomi? Hvordan ser det ud i dit lokalområde, og hvordan du kan få mere ud af din boligøkonomi?

Overblikket over de forskellige muligheder kan du få, når home sammen med Danske Bank og Realkredit Danmark i den kommende tid afholder Bolig- & pensionsmøder over hele landet.

”Vi lever i en usikker tid, og vi oplever, at mange savner klarhed over, hvordan de står i forhold til deres boligsituation og deres seniorliv,” siger Mads Ellegaard om baggrunden for møderækken.

Møderne, der varer cirka 2 timer, afholdes i perioden 19. marts til 20. april.

Programmet ser sådan ud:
Hvordan får du mere luft i boligøkonomien?
Hvilke muligheder giver dine pensionsordninger dig?
Boligmarkedet og salg af bolig
Der vil være lidt at spise og drikke undervejs.
Se hvor og hvornår Danske Bank, Realkredit Danmark og home holder Bolig- og pensionsmøder i din region her.

torsdag den 15. marts 2012

PRISINDEKS: Vender markedet i år


Prisfald på huse mistede fart i februar. Ejerlejlighederne steg i pris efter 3 måneder med fald

Nye prisindeks fra home og Danske Bank – opgjort på faktiske salgspriser – der følger udviklingen på boligmarkedet helt frem til og med februar 2012, viser, at prisfaldet på huse aftog i styrke i februar, mens lejlighedspriserne kravlede lidt op.

”Huspriserne er faldet set over en tre måneders periode, men vi kan se, at prisfaldet har mistet fart, og faktisk steg huspriserne en anelse i februar, som normalt er lavsæson,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home i en kommentar til de dugfriske tal.

Han tør ikke spå om, hvorvidt priserne skal længere ned, eller bunden er ved at være nået, men hæfter sig ved, at flere førende økonomer peger på 2012 som året, hvor udviklingen vender, samt de positive tendenser fra lejlighedsindekset.

”Nu skal vi lige se en blivende tendens, men lejlighedspriserne er typisk dem, der reagerer først på konjunkturerne. Man kan således formode, at deres stigning kan være det første konkrete varsel om, at økonomerne har ret i, at markedet stabiliserer sig her i 2012.”

”Boligpriserne er allerede faldet markant, og renten er ultra lav. Det er et faktum, at den såkaldte boligbyrde, der viser, hvor stor en andel af en boligejers indkomst, der går til boliglån og boligskatter, nu er den laveste i mere end ti år og endda lavere end i 80’erne. De købere, der går og venter på at ramme ’bunden’ for deres køb, vil først se det i statistikkerne, når vi er forbi,” siger Mads Ellegaard.

”Samtidig med at der kommer positive pip fra de finansielle markeder, ved vi, der er et stort opsparet behov blandt danskerne for at skifte bolig, hvilket giver os forhåbninger om, at 2012 kan blive et bedre år for bolighandler end 2011,” lyder det fra Mads Ellegaard.


Om home Husprisindex

HUSPRISER
homes husprisindeks viser, at priserne på enfamiliehuse på landsplan faldt med 0,6 % fra januar til februar (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.

· Det er fjerde måned i træk med faldende priser. Prisfaldet er dog aftaget i styrke i februar ovenpå det store fald i januar på 2,6 %.

· Priserne er nu på niveau med juni 2005.

· Sammenlignes med februar måned sidste år er priserne faldet 7,8 %, og niveauet er nu 23,7 % lavere end toppen i december 2006.


LEJLIGHEDSPRISER

Ifølge homes ejerlejlighedsprisindeks steg priserne på ejerlejligheder på landsplan med 1,3 % (sæsonkorrigeret) fra januar til februar – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.

· Prisstigningen kommer ovenpå tre måneder med uafbrudt fald.

· Over det seneste år er priserne faldet med 2,7 %, og sammenlignet med toppen i august 2006 er niveauet nu 29,3 % lavere.

· Prisstigningen i februar var drevet af prisstigninger i både Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Kilde: home/Danske Bank

onsdag den 7. marts 2012

Boligkøbere på ’sightseeing’


På home.dk kan du nu se det hele lidt fra oven

Først kom home Boligvideo, som præsenterer boliger til salg hos home i små videoer med både underlægningsmusik og speak. Det er en stor succes, som køberne har taget til sig. Mange nyder at blive ’taget ved hånden’, vist rundt i boligen og få det hele præsenteret i stedet for at klikke frem og tilbage.

Nu følger home op på succes’en med ’to’eren’: Områdevideo.

Som noget nyt på home.dk kan du nu også se en kort præsentation af det nærområde, som den bolig, du kigger på, ligger i. Kald det bare ’sightseeing’, hvor du trækker billetten derhjemme foran skærmen. Hvor ligger de nærmeste daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser? Hvor langt er der, og hvordan kommer du derhen fra den bolig, du overvejer at købe? Det viser vi dig med home Områdevideo, hvor rundturen sker på et kort over lokalområdet. I videoen får du som boligkøber også lidt fakta om den nærmeste skole. For langt de fleste børnefamilier ved vi, at en god skole i nærheden af hjemmet betyder rigtig meget, når der skal vælges bolig.

”Der er lige nu mere end 6.500 områdevideoer online, og antal afspilninger af jeres boligvideoer er stadigt stigende. De sidste par uger har der i gennemsnit været 100.000 afspilninger per uge,” oplyser Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home.

Senere på foråret kommer home med endnu en områdevideo, der har fokus på blandt andet de kulturelle muligheder i boligens nærområde.

fredag den 2. marts 2012

Få boliglån til under 1 procent


Det er positivt for både nye og ’gamle’ boligejere med lån. Endnu en gang er der udsigt til, at renten på realkreditlån sætter bundrekord.

Realkredit Danmark skyder snart en ny omgang auktioner over FlexLån® i gang for de boligejere og virksomheder, der skal have fastsat ny rente pr. 1. april. Prognosen lyder, at renterne ender som de laveste nogensinde.

”Der er nok engang udsigt til rekordlave fleksrenter, og vores vurdering er, at F1-renten vil havne et sted i intervallet 0,8 % til 1 %,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig i Realkredit Danmark.

En umiddelbar beregning på stimulansen til danske husholdninger og virksomheders budgetter af den kommende auktion lyder på årsbasis på cirka 800 mio. kroner - det er under antagelse af en F1-rente på i omegnen af 0,9 %.

De historisk lave renter i kombination med udbetalingen af efterlønspenge

torsdag den 1. marts 2012

Far og mor er ’bolighajer’ i stor stil


DOKUMENTATION: Hver femte solgte ejerlejlighed i 2011 var forældrekøb. Nørrebro og Aarhus C topper listen over ’hotspots’ for forældrekøb

For første gang nogensinde kan der nu gives et præcist tal – set over et helt år – for omfanget af ejerlejligheder, der bliver købt af forældre og udlejet til sønnen eller datteren, typisk når de starter på et studium i en af landets store uddannelsesbyer.

Det er muligt, fordi ejendomsmæglerkæden home siden starten af sidste år er begyndt at registrere, om de solgte ejerlejligheder er forældrekøb. Dermed kan der nu trækkes data for hele 2011.

Opgørelsen fra home viser, at der står ’forældrekøb’ på hver femte (20 %) af de handlede ejerlejligheder.
- Den største andel af forældrekøb sker på Nørrebro (postnummer 2200 København N), hvor to ud af tre (67 %) solgte lejligheder er forældrekøb.
- Næstflest forældrekøb er der i det centrale Aarhus (postnummer 8000 og 8200), hvor hver anden (52 %) lejlighed er købt af forældre.
- Tredjeflest er der i Odense C (postnummer 5000) med 45 % forældrekøb.
- Andre populære ’forældrekøbs-postnumre’ i hovedstaden er: København V (29 %), Frederiksberg (27 %) og København K (26 %).
- Færrest – blandt de fire store studiebyer – har der været i Aalborg (postnummer 9000), hvor forældrekøb udgør 13 % af årets handler.

Statistikken fra home bekræfter, at forældrekøb nok er et storbyfænomen, men at der selv inden for samme by kan være særdeles store forskelle.

”Forældrekøb har ’hotspots’, områder, der trækker mere i de unge end andre steder. De unge vil bo centralt, tæt på byens liv, offentlig transport og deres studium, og det ses tydeligt ved, at det er city og de citynære postnumre, der hitter,” siger kommunikationschef Mads Ellegaard i home.

Forældrekøb er i dag en reel valgmulighed for flere familier, fordi lejlighedspriserne er faldet, og på landsplan er hele 29 % lavere end på toppen i 2006. I Hovedstaden er priserne knap 35 % lavere, mens de i Aarhus er godt 15 % under toppen ifølge home ejerlejlighedsprisindeks.