onsdag den 26. februar 2014

Februar i forårsfest


 

Selvom kalendervinteren går helt frem til 1. marts, så er der i år mange forårstegn allerede i februar. Det var blandt andet tilfældet i søndags den 23. februar, hvor vi holdt et arrangement på Henriksholm for at fejre starten på en ny etape – yderligere 21 projektrækkehuse blev denne dag sat til salg i det attraktive område. For netop denne dag fik vi for første gang i 2014 tocifrede temperaturer og masser af sol fra en klar blå himmel. Og det blev en god dag, for 9 af de 21 huse blev reserveret med det samme.
Om det bliver starten på et lunt og solrigt forår er nok for tidligt at spå om endnu, men for det regionale boligmarked ser temperaturerne i hvert fald både gode og stigende ud. Vi mærker det i første omgang på antallet af kundehenvendelser på mail og telefon, på antallet af fremvisninger samt på antallet af ønsker om salgsvurderinger.
Statistikken bakker også op om dette, for i hele ejendomsmæglerkæden home har vi solgt 14 procent flere boliger i januar end i samme måned sidste år. Og stiller man skarpt på forretningerne under home Lone Bøegh Henriksen isoleret set, ser det endnu bedre ud, idet vi her sidst i februar ligger hele 41 procent højere end i samme periode sidste år.

Som ejendomsmægler er det naturligvis dejligt at mærke forårshumøret spire blandt de mulige kunder, både købere og sælgere, som vælger at gøre noget reelt ved flyttedrømmen. For selvom der er forskel på det lokale boligmarked fra område til område, så er min generelle opfattelser i skrivende stund, at der er mulige købere til alle boligtyper på markedet.
De mere travle tider er ærligt talt meget positivt – for boligmarkedet, for nationaløkonomien og for samfundet som helhed.

Lone

søndag den 16. februar 2014

21 nye rækkehuse sættes til salg


På søndag 23. februar sætter home og Kongeegen næste etape Henriksholm boliger til salg

Er du interesseret i en bolig i det eksklusive Henriksholm ved Vedbæk, så bør du måske kigge indenfor til et arrangement på stedet på søndag den 23. februar. Denne dag sættes næste etape rækkehuse på i alt 21 boliger til salg.
Rækkehuse byder på to nye typer på henholdsvis 125 og 145 kvadratmeter - alle i to plan og med tre-fire soveværelser. Rækkehusene opføres i grupper af fem-seks enheder.
Uanset hvilket rækkehus man vælger, får man en fantastisk beliggenhed, hvor husene er placeret øst/vest. Det betyder, at man kan nyde morgensolen på terrassen i gårdhaven og betragte solnedgangen fra eftermiddags- og aften-terrassen, der vender ud mod Maglemosens fredede områder. De to ny typer rækkehuse er tegnet af KPF Arkitekter og står klar til indflytning i december 2014.
Med de to nye typer er der altså nu i alt seks forskellige typer at vælge imellem på den spændende udstykning - fra 125 til 164 kvadratmeter. Alle husene er i to plan med egen gårdhave, terrasse, carport og skur. Herudover er der en privat parkering til en ekstra bil lige uden for boligen. Alle boligerne opføres, så de lever op til energikrav 2015.
De fem første rækkehuse står indflytningsklar pr. 1. maj 2014. Herefter følger flere i juli, september og december.

Se meget mere om Henriksholm projektet her.

lørdag den 1. februar 2014

Spændende boliger tæt ved City


Vi formidler både ejer- og lejeboliger i byen, for eksempel på Margretheholmen eller Teglholmen

Søger du en centralt beliggende bolig i København, og vil du samtidig have rolige og grønne omgivelser, så er Margretheholmen måske noget for dig. Ved det nyeste byggeri på Margretheholmen, ”Udsigten”, som er udviklet af Sjælsø, har man formået af få den rigtige blanding af by og grønne omgivelser.
”Selvom vi næsten lige er gået i gang, så har vi allerede udlejet de fleste af de 63 boliger, som første etape af byggeriet består af. Men det er også et spændende projekt, så interessen kommer ikke bag på os,” siger indehaver Lone Bøegh Henriksen, home City.
”Udsigten” kommer fuldt udbygget til at bestå af seks etaper i otte etagers højde. Det imponerende byggeri er tegnet af tegnestuen Vandkunsten og har en række fællesfaciliteter samt gode parkeringsforhold i stueetagen.
Indflytningen i de første lejligheder starter i næste måned.

Også gang i Teglholmen
Et andet meget spændende og nyt projekt er ”Bolværket”. Det er en af Teglholmens bedst beliggende boligbebyggelser med vand på tre sider og en nyanlagt bypark. Teglholmen er den naturlige efterfølger til Sluseholmen, og de to områder er forbundet med en bro.
”Bolværket er også kommet rigtigt fint i gang. Vi har p.t. godt 15 solgte eller reserverede boliger, så her er interessen også stor,” siger hun.
En tredje boligmulighed i City er de attraktive byhuse på Margretheholm, hvor første etape er solgt. Nu har man taget hul på etape 2, og status er lige nu, at otte af de 15 boliger i denne etape allerede er solgt.
Boligerne i første etape er indflytningsklar til sommer, mens køberne af boligerne i etape 2 må vente til omkring nytår med at pakke flyttekasserne.
Vil du vide mere om de tre boligprojekter, så kontakt home City på tlf: 3391 2291.
Se også mere om de tre spændende projekter her: