onsdag den 13. juni 2012

Prisstigninger fire måneder i træk


Lav rente og rift om de få ejerlejligheder til salg trækker priserne op – for 4. måned i streg
home Ejerlejlighedsprisindekset steg på landsplan med 0,2 % (sæsonkorrigeret) fra april til maj – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
Det viser en analyse fra home og Danske Bank. Prisen på ejerlejligheder på landsplan er nu for første gang i to år steget fire måneder i træk og lå i maj 3,9 % højere end i januar.
”Den lave rente gør det billigt at bo i ejerbolig, så der er rift om de gode ejerlejligheder. I øjeblikket er der flere steder kun få lejligheder til salg, men en fortsat søgning mod byerne. Alt i alt er det med til at trække priserne opad,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Over det seneste år er priserne faldet med 5,0 %, og sammenlignet med toppen i august 2006 er niveauet nu 27,3 % lavere.
Prisstigningen i maj var dog primært drevet af prisstigninger 0,7 % i Region Midtjylland.

Villaerne følger med
homes husprisindeks viser også, at priserne på enfamiliehuse på landsplan steg med 1,2 % fra april til maj (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
”Priserne på enfamiliehuse er nu steget tre måneder i træk og lå i maj på det højeste niveau siden november sidste år. Vi ser altså, at huspriserne følger trop efter ejerlejlighedspriserne, der også har taget pæne hop de seneste måneder. Det er positivt, hvis det er et udtryk for, at markedet er ved at finde sine ben at stå på efter et voldsomt prisfald i løbet af andet halvår i 2011,” siger hun.
Lone Bøegh Henriksen understreger, at der er markante regionale forskelle at spore i udviklingen. Generelt går det bedst i de større byer, sværest er det fortsat i de mindre byer og på landet.
Sammenlignes priserne i maj med toppen i december 2006, så ligger de 21 % lavere, viser prisindekset fra home og Danske Bank.

Ingen kommentarer: