torsdag den 20. december 2012

Boligsalget holder dampen oppe


I november blev sidste års salg overhalet.
I november blev boligsalget godt 9 % bedre end sidste år for ejendomsmæglerne i home. Set over de seneste tre måneder er der blevet solgt hele 18 % flere boliger end sidste år, og det betyder, at boligsalget i år med ret stor sandsynlighed runder 50.000 solgte boliger, oplyser home.

Sidste år endte salget af huse, lejligheder og sommerhuse på cirka 48.000 styk, hvilket er bundrekord i nyere tid.

”Fremgangen i salget er sket fra sommerferien og fremefter, og det giver os grund til at tro, at bolighandlen kan overleve julehandlen og holde dampen oppe ind i det nye år,” siger homes relationschef Mads Ellegaard.

Boligåret 2012 har været en lidt ujævn årgang, hvis man ser på hele landet under ét. Efter en skidt start kom der mere gang i bolighandlerne i forsommeren, mens sommerferiemånederne og eftersommeren igen var mere stille. Til gengæld er de seneste fire måneder gået over al forventning.

Ingen kommentarer: