lørdag den 28. juli 2012

Døren mere åben til egen bolig


Indkomstkravet til boligkøb falder fortsat


Det er blevet nemmere at komme ind på boligmarkedet. Det viser en ny analyse fra Realkredit Danmark (RD), der har set nærmere på, hvad der kræves af indkomst for en typisk familie for at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i de forskellige kommuner i Danmark.

Set i forhold til samme tid sidste år har de faldende boligpriser og faldende renter generelt fået kravet til indkomsten ved boligkøb til at falde, konkluderer RD’s økonomer i analysen.

Dermed fortsætter de senere års tendens til, at det er blevet lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. På tværs af kommuner er indkomstkravet til familien gennemsnitligt set skrumpet med i omegnen af 50.000 kroner siden boligbølgens top tilbage i sommeren 2007.


Dynamik understøtter boligmarkedet

”At det generelt er blevet nemmere at komme ind på boligmarkedet - og det endda i en betydelig grad siden 2007 - vil før eller siden være en dynamik, der vil være med til at understøtte boligmarkedet," siger cheføkonom i RD Christian Hilligsøe Heinig.
Han udsteder dog ingen garanti for, at boligpriserne ikke skal endnu længere ned før, at boligmarkedet vil kæmpe sig ud af de senere års dvaletilstand.

I ejendomsmæglerkæden home kan man allerede se de første tegn på øget dynamik i markedet med et salg i juni, der ligger cirka 16 procent over antallet i samme måned sidste år.

”Trods en periode med faldende realløn i de gennemsnitlige danske husstande kan vi konstatere, at realudgiften til boligen og dermed boligbyrden er faldende i de samme familier. Når man samtidig har fået bedre mulighed for at købe en bolig baseret på årsindtægten, så er der generelt forbedrede muligheder for at komme ind på boligmarkedet. Det kan være grunden til, at vi ser en stigende handelsaktivitet og begynder at mangle boliger til salg i en række byer,” siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home i en kommentar til analysen.


Ingen kommuner kræver mio-indtægt

Ifølge RD er det især i de dyreste områder af landet, hvor indkomstkravet er skrumpet markant. Tilbage i 2007 var der eksempelvis hele otte kommuner, hvor der skulle mere end en million i indkomst til, før familiens rådighedsbeløb var stort nok til boligkøb. Det var skrumpet til to kommuner i sommeren 2011, og i dag er der ikke flere kommuner tilbage med et så højt indkomstkrav.

En typisk dansk familie, der ønsker at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter, skal have en familieindkomst på cirka 950.000 kroner i Gentofte, mens den på Lolland skal have en indkomst på i underkanten af 600.000 kroner.

Der er dog også kommuner, der har oplevet et lidt større krav til familieindkomsten ved køb af det gennemsnitlige parcelhus siden 2007. Her har den positive effekt af lavere huspriser og lavere renter ikke været nok til at opveje stigningen i de faste udgifter, der fremkommer via den normale inflation.


Fakta og familien i analysen:Familien i RD’s analyse består af to voksne og to børn, der har en bil og en mindre opsparing med i bagagen til at kunne lægge de første 5 procent af husets værdi til udbetalingen. Realkreditlånet er et fastforrentet 30-årigt lån med afdrag, da det er det, der ligger til grund for kreditvurderingen ved køb af bolig.


Se hele analysen for alle kommuner på www.rd.dk under Det mener økonomerne - Analyser

Ingen kommentarer: