onsdag den 23. juni 2010

Statusrapport fra livet

Da jeg den 8. juli fylder 50 år, synes jeg det er på sin plads med en status fra det boligmarked, jeg har været en del af gennem halvdelen af mit liv. Siden jeg fik min første forretning for 24 år siden er der sket meget – med mig, med branchen og med markedet.
For at starte bagfra, så er markedet i dag ved at finde et sundt leje efter nogle urolige år med markante op og nedture. Fremtidsudsigterne ser både lyse og frem for alt stabile ud.
Gennem mine 24 år i branchen er professionaliseringen for alvor slået igennem. Heldigvis! I dag har vi gennem målrettet uddannelse gjort ejendomsmæglerne til en gruppe kompetente rådgivere og sælgere, der tager udgangspunkt i den enkelte kundes behov. De øgede kompetencer har betydet, at vi som branche stille og roligt har bevæget os væk fra tidligere tiders mere eller mindre blakkede ry, hvor vi ofte sloges med et halvdårligt image.
Sådan er det heldigvis ikke længere, selvom der naturligvis stadig sker fejl – forsætligt eller uforsætligt - enkelte steder. Selv bestræber jeg mig på hver dag at yde det ypperste, at fremstå som et godt eksempel for mine ansatte.
Jeg er stolt over at drive en meget seriøs virksomhed med en stribe højt kvalificerede og engagerede medarbejdere, der hver eneste dag – også i weekenderne - arbejder hårdt for at skaffe vores kunder merværdi. Og selvom jeg i dag er meget tilfreds med den øjeblikkelige status, så vil jeg fortsætte med at arbejde for branchens videre udvikling i samme positive retning.
I anledning af min 50 års dag holder jeg en reception hjemme på ”Tvedegård” uden for Hillerød torsdag den 8. juli kl. 14 til 17, hvor jeg håber at se rigtig mange kunder, forretningsforbindelser og venner.

Lone

fredag den 11. juni 2010

Et balanceret boligmarked


Den seneste opgørelse fra Realkreditrådet viser, at der siden årsskiftet er kommet 7.000 flere boliger til salg på landsplan. Det viser tydeligt, at danskerne igen tror på fremtiden, når flere begynder at sætte deres boliger til salg. Samtidig kan der registreres flere handler, og salgspriserne er også steget siden bundniveauet i 2009.

Meget tyder dermed på, at den negative udvikling på boligmarkedet er forbi for denne gang. Markedet er ved at rette sig, og der er kommet bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, mellem sælgers forventninger og købers formåen, mellem antallet af fremvisninger og antal effektuerede handler - og ikke mindst mellem udbudspriser og salgspriser!

Vi har været gennem seks-otte år med kraftige udsving. Først en lang periode med voldsom efterspørgsel og markant stigende priser, derefter nogle år med lav efterspørgsel og store prisfald. Denne lidt usunde udvikling ser nu ud til at være afløst af stabilitet og et balanceret boligmarked. Det er ærligt talt godt nyt – for boligejerne, for førstegangskøberne og for nationaløkonomien.

Lone