fredag den 20. august 2010

Fornuft, følelser og forældrekøb


Når det drejer sig om forældrekøb, kan det hurtigt ende med økonomi og tørre tal om købspris, faste udgifter, markedsleje og evt. avanceskat. Men efter min mening skal man huske at se et forældrekøb i et meget bredere perspektiv.

Det handler i høj grad om tryghed, sikkerhed og om, at man gerne vil sende sine børn godt på vej. Ordnede boligforhold giver mere ro til studierne, og det er vel det vigtigste for både forældre og deres børn.

Forældrekøb skal besluttes med hjertet, hjernen og maven – og helst i en god og fornuftig dialog mellem forældrene og barnet. Ofte er der uenighed om beliggenheden. Barnet ønsker måske en lejlighed lige oven på en cafe på et bytorv, mens forældrene helst ser en bolig i en stille sidegade, hvor der er ro og ordnede forhold. Disse forhold og mange andre – herunder et samtale med bankrådgiveren - skal afklares, inden boligjagten går ind.

Ligeledes bør en forældrekøbsbolig heller ikke anskues som et spekulationsobjekt. Ønsker man at hjælpe og støtte sit barn under studierne, så er det ud med spekulationen og ind med trygheden. Det er naturligvis en kærkommen sidegevinst, hvis det ender som en rigtig god forretning. Men en god studietid med ordnede forhold er ærligt talt vigtigere end en mulig kortsigtet økonomisk gevinst.

Lone

fredag den 13. august 2010

Nyt møde om forældrekøb



Omkring 80 interesserede meldte sig til det forældrekøbsmøde, som vi i samarbejde med Danske Bank og BDO ScanRevision afholdt på DTU i Lyngby i aftes den 12. august. Her fik de fremmødte masser af tips og gode råd fra de tre indlægsholdere, der havde hver deres indgangsvinkel til emnet.

Især revisor Jens Ryes kompetente indlæg var der interesse for og masser af spørgsmål til. Han forklarede blandt andet om de forskellige skatte-ordninger og -regler, man som forældre skal være opmærksomme på.

På baggrund af den store interesse har vi valgt at lave endnu et møde, hvor forældrekøb er i fokus. Det bliver i København den 31. august fra kl. 18 til 20.
Her kan du også møde revisoren samt repræsentanter for Danske Bank og home. Du kan tilmelde dig hos home City på tlf: 3391 2291 eller mail: stineh@home.dk – tilmelding senest 27. august.

Lone

onsdag den 4. august 2010

Fuld tilgængelighed for kunderne

Udbuddet af boliger er stort, og som ejendomsmæglere er det en af vores vigtige opgaver at skabe tilgængelighed for køberne til de mange boliger, der er til salg gennem vores forretninger.

Som udgangspunkt kan man komme på fremvisning når som helst, men det kræver naturligvis, at køberen kontakter os for at bestille fremvisningen. Vi er altid tilgængelige – om det er torsdag morgen, søndag eftermiddag eller tirsdag aften!

Til september skruer vi endnu mere op for tilgængeligheden. Vi skaber et Åbent-Hus-Maraton i uge 39, hvor vi gennem en hel uge åbner dørene i mange hundrede boliger til salg gennem home Lone Bøegh Henriksen A/S. Eventen kommer i direkte forlængelse af home-kædens landsdækkende Åbent Hus i weekenden den 25. og 26. september.

Det bliver lidt af en maraton-event – ikke mindst for vores ejendomsmæglere, som vil være på stikkerne hele ugen, hvor interesserede virkelig har mulighed for at se og ikke mindst sammenligne mange forskellige boliger af alle typer og i alle prisklasser. Det er ærligt talt tilgængelighed i yderste konsekvens.

Lone