Vi danskere viser lige nu øget tro på boligmarkedet. Men hvad
bygger vi vores stigende optimisme på? Det har Boligøkonomisk Videnscenter set
på i sin forventningsundersøgelse fra maj i år.
Nettotallet, hvor man sammenvejer positive og negative
forventninger til prisudviklingen 1 år frem, faldt fra minus 22 ved seneste
undersøgelse i december til minus 8 i maj, og det er umiddelbart lidt
overraskende, at der lige nu viser sig tegn på en spirende optimisme, vurderer
man i centret.
For at vurdere, hvilke forhold, som spiller ind på danskernes
forventninger, spørges der i undersøgelsen også til, hvad de adspurgte har tænkt
på, når de vurderer de fremtidige boligpriser. Man kan godt nævne mere end ét
forhold.
Den væsentligste ændring siden december-undersøgelsen ligger
i, hvor meget vi lytter til de økonomiske eksperters udtalelser.
I december 2011 svarede 40 %, at de tænkte på de økonomiske
eksperters udtalelser. I maj 2012 er det kun 35 %, der tænker herpå, når de
udtaler sig om boligpriserne.
78 % svarer Danmarks økonomiske situation, 77 % henviser til
den faktiske boligprisudvikling igennem det seneste halve år, mens 41 % henviser
til renteudviklingen. I december 2011 var de respektive tal til sammenligning78
%, 73 % og 43 %.
"De væsentligste ændringer siden sidste undersøgelse er
således, at danskerne ikke mere tænker helt så meget på den faktisk konstaterede
prisudvikling eller på eksperternes vurderinger, når de udtaler sig om
boligprisernes fremtid," lyder det fra Sekretariatschef i Boligøkonomisk
Videnscenter Curt Liliegreen.
Ejendomsmæglerkæden home har også i efteråret undersøgt, hvor
meget danskernes holdning til boligmarkedet farves af økonomer, politikere og
andet godtfolk.
"Vores analyse viste, at danskerne lytter mest til økonomerne
- både dem i bank- og realkreditsektoren og dem på de højere læreranstalter
rundt om i landet og mindst til deres kollegaer. Så de økonomiske eksperter har,
trods en nedgang, stadig betydelig indflydelse på danskernes mening om
boligmarkedet," siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i
home.
Analysen til home Boligpanel, der består af cirka 1.800
boligejere og boligkøbere blev gennemført i oktober 2011. Knap 800 personer
svarede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar