mandag den 31. oktober 2011
Ny børnevenlig bebyggelse i Herlev
I Hjortespring Have er 22 attraktive rækkehuse nu klar til salg
I disse dage er bygherren ved at færdiggøre yderligere 22 attraktive træ-rækkehuse i Hjortespring Have i den nordlige ende af Herlev. Første etape på 8 huse stod klar i 2009 og blev hurtigt solgt efter færdiggørelse.
Området har en central placering i forhold til indkøb, bibliotek, kulturcenter, institutioner og idrætsfaciliteter. Med kun få minutter til Herlev Station - og buslinjer endnu tættere på - ligger Hjortespring Have bekvemt placeret for pendlere til København og Storkøbenhavns øvrige centre.
”Desuden er der kun omkring to kilometer til Hareskoven, og det har jeg som ivrig løber stor glæde af,” fortæller grundejerforeningens næstformand, Karsten Boesen Jensen, der har boet i bebyggelsen siden første etape blev afsluttet for godt to år siden.
Godt sted for børn
Næstformanden påpeger især de mange fritidsaktiviteter i nærheden som et stort plus med en totalrenoveret svømmehal, golfbanen, rideskoler, skøjtehal osv.
Han tilføjer, at Hjortespring have er et afgrænset område med gode muligheder for børnefamilier.
”Jeg har selv for nylig fået en lille datter, og jeg tror det bliver et rigtigt godt sted for hende at vokse op. I det hele taget er vi blevet meget glade for Herlev. Det virker som en kommune, hvor der er styr over økonomien og det hele,” siger han.
Husene i anden etape er opført i tre forskellige størrelser – 109, 112 eller 120 kvadratmeter – og er samtlige moderne og rummelige. Træhusene er bygget i energiklasse A2 med et lavt energiforbrug til følge - og har et rigtigt godt indeklima.
Sælges gennem home Herlev
Alle huse har en morgenterrasse mod øst med udgang fra køkkenet. Desuden er der en større terrasse og udhus mod vest, hvor beboerne kan nyde den sene eftermiddags- og aftensol. Husene er i to plan, opført med sorte træfacader og rødt tegltag.
Stueetagen er kendetegnet ved det åbne og lyse miljø med HTH-køkken med alt i hårde hvidevarer fra Siemens, rummelig entré med indbygget skab, stort og lækkert badeværelse med både vaskemaskine og tørretumbler, stor og åben vestvendt stue på over 30 kvadratmeter. Første salen indeholder to børneværelser med indbyggede skabe, et større soveværelse med skabsvæg samt fransk altan. Endvidere lækkert flisebadeværelse med brus. Der er gulvvarme i hele boligen og hvert rum har egen regulering.
Kontakt home Herlev, tlf: 4453 1818, for yderligere oplysninger eller aftale om en fremvisning.
fredag den 28. oktober 2011
Husene er nu lige så billige som i oktober 2004
Godt nyt for boligkøbere: Renset for inflation er huspriserne sat syv år tilbage – og samtidig er renten betydeligt lavere end dengang
De nuværende priser er ikke set så lave siden august 2005, kunne man læse i en overskrift, da home og Danske Bank for nyligt sendte sit fælles månedlige prisindeks for salgspriser ud.
Men faktisk er huspriserne slået endnu længere tilbage, når man går tallene yderligere efter i sømmene. Helt nøjagtigt til oktober 2004 – tilbage til tiden før boligpriserne tog sine største år-til-år-stigninger. Det viser en opgørelse, som Danske Bank har lavet på baggrund af data fra home husprisindeks, der er korrigeret for den almindelige prisudvikling i samfundet.
Lav pris og lav rente
Ifølge home husprisindeks var prisen for en kvadratmeter hus 10.180 kroner i november 2004. I dag koster den samme kvadratmeter stort set det samme; 10.210 kr.
”Når vi renser huspriserne for den generelle prisudvikling, så er vi nu på niveau med oktober 2004,” konstaterer økonom i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.
Ifølge homes kommunikationschef Mads Ellegaard slår opgørelsen en fed streg under det faktum, at boligpriserne er faldet markant og i dag er de laveste i syv år. Oven i købet kan boliglånet optages til en rente, der er betydeligt lavere end i 2004. F1-renten er eksempelvis det halve i dag.
Dermed er to helt centrale vilkår for at skabe flere bolighandler på plads: Lavere boligpriser og rekordlav rente.
Der er kup at gøre
Det er opsigtsvækkende, hvordan boligpriser på samme niveau kan afstedkomme så forskelligartet adfærd hos boligkøberne, mener home.
”I 2004 vrimlede boligkøberne til ejendomsmæglerne og sov bogstaveligt talt foran forretningerne og overbød udbudspriserne. I dag er tonerne unægtelig anderledes. Dur er blevet til mol på boligmarkedet, selv om priserne er de samme, og renten kun er det halve,” siger Mads Ellegaard.
Så det er hverken prisniveauet eller renten, der holder boligkøberne tilbage. Årsagen ligger i, at danskerne føler sig usikre og er ramt af dalende optimisme, konstaterer home.
Allerede i dag er der kup at gøre – for dem der vil investere i en bolig med det formål at forbedre livskvaliteten for sig selv, sin familie og sine børn. Og selv om boligmarkedet ligger betydeligt under et normalt marked, så bliver der fortsat solgt mange boliger hver eneste dag, understreger home.
tirsdag den 25. oktober 2011
Skan koden i avisen og se boligvideo
Nu indfører vi såkaldte QR-koder i vores trykte annoncer. Ved at skanne koden med kameraet i din smartphone kan du se en professionelt produceret videopræsentation af boligen med underlægningsmusik og speak direkte på telefonen.
”På den måde skaber vi det optimale sammenhæng mellem annoncerne i aviserne og indholdet på nettet. Brugerne kan læne sig tilbage og nyde i stedet for at klikke sig rundt,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Hun understreger dog, at videoerne på ingen måde erstatter en fysisk fremvisning af boligen, hvor alle sanser er i brug.
Brugen af QR-koder i trykte annoncer starter midt i november måned.
onsdag den 19. oktober 2011
Bliv statsministerens nye nabo
Nu er der mulighed for at låne en kop sukker af landet statsminister. home har fået nabohuset til Helle Thorning-Schmidt til salg. Det er, i lighed med statsministerens, et byggeforeningshus fra slutningen af 1800-tallet i komponistkvarteret ved Svanemøllen Station på Østerbro i København.
Hos home på Østerbro oplyser salgschef Lars Heede-Ørsted, at den nye ejer af huset kan se frem til særdeles trygge rammer, da politiet døgnet rundt holder øje med, hvem der kommer i gaden.
Oven i får den nye ejer bopæl midt i en oase i storbyen, der især giver børnefamilien optimale muligheder.
”Der er sociale arrangementer såsom fastelavn, halloween, loppemarked, nytårskur m.m. og en lukket legegade lige om hjørnet. Samtidig er der kun få minutters gang til gode skoler, institutioner, S-tog og Østerbrogades café- og handelsliv,” oplyser home.
Prisen er på 5,6 millioner kroner.
Se huset på home.dk her.
tirsdag den 18. oktober 2011
Boligmarkedet delt i et A- og B-hold
Lige nu er det store udbud af huse og lejligheder delt i et A-hold og et B-hold. Og mange steder i landet oplever man desværre lange udbudstider på de boliger, der endnu ikke er solgt.
Undersøger man udbuddet af boliger nærmere på boligsiden.dk, viser det sig at næsten 24.000 af de boliger, der er udbudt til salg i øjeblikket, har været til salg i et år – eller mere.
Mange af dem desværre uden at prisen er blevet sat ned i løbet af det år, der er gået. Det er dem, jeg tillader mig at kalde B-holdet. Man kan diskutere, om disse boliger reelt er til salg, eller de bare fylder i statistikkerne.
På den anden side har vi de nye boliger, der kommer til salg til realistiske priser. A-holdet. De bliver faktisk i stort omfang solgt. Mere end 5 % af de huse, home har solgt i 2011 er blevet solgt på under 14 dage, og over 13 % er blevet solgt på mindre end en måned. Ser man på samtlige hushandler hos home i årets 3. kvartal, er den gennemsnitlige salgstid på 165 dage - og faldende.
Vi oplever faktisk jævnligt, selv om man måske ikke skulle tro det, købere, som må se det hus, de ville have købt, forsvinde for næsen af dem til en anden køber - simpelthen fordi de troede, at de lange liggetider også omfattede deres drømmehus.
Så jo – der bliver solgt noget på boligmarkedet. Men man skal kende sin besøgstid – både som boligkøber men sandelig også som boligsælger. Så kan det lade sig gøre.
Lone
Vi tager JA-hatten på
Samtlige 10 home-forretninger under home Lone Bøegh Henriksen holder ’JA-dag’ torsdag den 27. oktober, hvor man kan se nyheder, nedsatte boliger og vinde 25.000 kr. til et Svanekøkken
Er boligpriserne faldet?
Ja – når man renser for inflation, er de faktisk på niveau med priserne i 2004. Det var dengang folk sov ude foran ejendomsmæglernes forretninger for at få lov til at byde på en bolig.
Er renten historisk lav?
Ja – den er faktisk kun det halve af dengang i 2004. Og du har nu også en mulighed for at få øget sikkerhed via historisk lave, fastforrentede lån.
Er udbuddet af boliger til salg stort?
Ja – det betyder, at du kan vælge på alle hylder og kan få opfyldt din boligdrøm.
Er det muligt at gøre et godt køb?
Ja
”Trods de fire rungende ja’er og et opsparet behov for at flytte og handle bolig, oplever vi fortsat, at mange forholder sig afventende. Man kan sige; rammerne er på plads, men modet mangler måske lidt i mange familier,” fortæller indehaver Lone Bøegh Henriksen.
Vi ejendomsmæglere skal være de første til at indrømme, at krisen har kradset. Men vi må også være de første til at fortælle de gode historier og markere dem, når de er der. Det gør vi torsdag den 27. oktober, hvor alle er inviteret til JA-dag.
”Vi nægter at sidde med hænderne i skødet og vente på bedre tider på boligmarkedet. Hos home gør vi noget ekstra for at få købere og sælger til at mødes,” slår hun fast.
Der er gode historier
Og ifølge home-mægleren, er der gode historier at fortælle.
”For eksempel den om, at renten lige nu er historisk lav og udbuddet af boliger stort. Den historie er vigtig, hvis du overvejer at købe bolig. Og faktisk er huspriserne nu lige så lave som i 2004, hvor boligmarkedet nærmest var rødglødende,” siger hun.
Lone Bøegh Henriksen slår fast, at der i JA-dag også ligger et vigtigt signal til folk, der overvejer at sælge boligen.
”For sættes den rigtige markedspris fra starten, kommer der også interesserede kunder og kigger. Den rådgivning er vigtig overfor vores sælgere, og den går vi ikke på kompromis med.”
Hun opfordrer kommende boligsælgere og -købere til at tage familien under armen og troppe op til homes JA-dag.
”Vi ved, hvad der kan få køberne op af sofaen, så derfor har vi samlet en buket dugfriske boligemner, der er helt nye på markedet, plus en række boliger, der er sat ned,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Vind 25.000 kr. til køkken
Hvis du kommer ind i home-forretningen på XXX-vej, kan du også være med i konkurrencen om at vinde 25.000 kr. til et Svane køkken, ligesom home også sørger for lidt til børnene og en forfriskning til deres forældre.
Vi ses til JA-dag i home torsdag 27. oktober kl. 10-20!
fredag den 14. oktober 2011
Få din flekslåns-rente på SMS
For mange boligejere med rentetilpasningslån nærmer den årlige rentetilpasning sig med hastige skridt
Og det tegner lyst for folk med den type boliglån. Udsigten til endnu et år med en meget lav rente er god, lyder det fra flere realkreditinstitutter.
”Krisen i økonomien tvinger de korte renter ned - måske helt ned under 1 %. Men hvor langt ned den kommer, må de store obligationsauktioner i begyndelsen af december, der fastsætter renten for 2012, vise. Men vi tør godt slå fast, at flexlånerne får endnu et år med en attraktiv rente,” siger kommunikationschef i home Mads Ellegaard.
For dem der vil følge helt tæt, hvor lav renten bliver, tilbyder Realkredit Danmark nu som noget nyt, at man kan holde sig opdateret om renten på SMS.
Man kan vælge at modtage en SMS, når renten er fastsat i december. Er man nysgerrig efter at få en fornemmelse af, hvor renten ender lidt før, tilbyder Realkredit Danmark også en ugentlig SMS med det aktuelle renteniveau for FlexLån® F1, F3 og F5 frem til fristen for at ændre i sin låneprofil den 25. oktober.
Tilmeld dig SMS-servicen på www.rd.dk
torsdag den 13. oktober 2011
Boligkøberne ønsker sikre boliglån
Mere end hver tredje boligkøber siger, at de ville vælge et fastforrentet lån med afdrag, hvis de skulle finansiere et boligkøb i dag
Danskernes tendens til at spare op i stedet for at forbruge giver sig også udslag i valget af finansiering ved boligkøb. 64 pct. af de potentielle boligkøbere ville fravælge afdragsfrie lån, hvis de skulle købe en bolig i dag, og 48 pct. ville vælge et lån med en fast rente. Det viser en undersøgelse blandt knap 2.000 brugere på landets største boligsite, Boligsiden.dk.
”Det vidner i høj grad om, at det er snusfornuften, der råder på boligmarkedet lige nu. Den generelle krise bevirker, at mange danskere føler sig usikre på fremtiden, og derfor ønsker de så meget tryghed omkring deres egen økonomiske situation som muligt. Ved at vælge et fastforrentet lån kan boligkøberen sikre sig mod fremtidige rentestigninger og kende sin ydelse gennem hele lånets løbetid,” siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen.
Han påpeger også det faktum, at de fastforrentede lån i øjeblikket er historisk billige:
”Og når boligpriserne samtidig er faldet markant, er den ekstra tryghed værd at tage med i sine overvejelser – ikke mindst når man kigger på usikkerheden i verdensøkonomien,” siger han.
20 pct. af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de ville vælge et afdragsfrit lån med variabel rente. Dette er markant lavere end den aktuelle andel med afdragsfrie rentetilpasningslån, som ifølge Realkreditforeningen ligger på godt 40 pct.
”Et er selvfølgelig også hvad folk svarer i en undersøgelse – noget andet er, hvad de rent faktisk vælger, når de sidder i banken eller realkreditinstituttet og skal vælge finansiering. Det betyder jo ganske meget for dit månedlige rådighedsbeløb, om du vælger et fast eller variabelt forrentet lån. Men det bliver spændende at følge udviklingen,” siger Steen Winther-Petersen.
Kun 11 pct. ville vælge et afdragsfrit lån med fast rente.
tirsdag den 11. oktober 2011
Flere kvinder bliver ejendomsmæglere
Siden 2001 er antallet af kvindelige ejendomsmæglere steget med 77 procent. På samme tid er antallet af mandlige mæglere blot steget 11 procent.
Det kan man læse en artikel om i det nyeste nummer af ”Ejendomsmægleren” – Dansk Ejendomsmæglerforenings magasin til medlemmerne. I artiklen bliver jeg interviewet om mit syn på det stigende antal – især yngre – kvinder, som vælger en karrierevej i denne branche.
Jeg fortæller blandt andet, at jeg tror stigningen til dels skyldes, at flere kvinder i dag fokuserer på karrieren i en tidlig alder. Kvinder i ejendomsmæglerbranchen er ekstremt fagligt kompetente. De fokuserer benhårdt på at uddanne sig godt og får tårnhøje karakterer.
Samtidig er de fleste kvinder meget servicemindede, hvilket blandt andet er det, der tiltaler dem ved ejendomsmæglerfaget. Jeg oplever, at mange kvinder bliver tiltrukket af jobbet som ejendomsmægler, fordi den gode kundeoplevelse er i fokus. Kvinder har et omsorgs-gen og er derfor rigtig gode til at sætte sig i kundens sted og til at skabe tryghed for familier, der står over for at skulle købe bolig.
Du kan læse hele artikel i DE’s blad her.
Billedet her er af statsaut. ejendomsmægler Tina Hedegaard, der i denne måned kan fejre 10 års jubilæum her hos home LBH A/S. Hun startede som elev, blev siden butikschef og i dag er hun partner i virksomheden. Tina er et godt eksempel på, at dygtige og fokuserede kvinder kan gøre karriere i branchen.
Stort tillykke til Tina med jubilæet, som vi fejrede med en reception i fredags den 7. oktober.
Lone
lørdag den 8. oktober 2011
Skilsmisse oftere bag salg
Ejendomsmæglerkæden home oplever, at bolighandler på grund af skilsmisse fylder lidt mere i handelsstatiststikkerne end tidligere
Før finanskrisen var det ikke unormalt, at den ene part efter en skilsmisse valgte at blive i den tidligere fælles bolig og derfor købte den anden part ud. Men det sker sjældnere i dag. En af årsagerne er, at bankerne har strammet kravene til rådighedsbeløb, og det er derfor svært at få lov til at blive boende.
Samtidig er det også en kendsgerning, at dårlig økonomi kan være en medvirkende faktor til at udløse en skilsmisse, og derfor siger det sig selv, at hvis økonomien er dårlig, er det urealistisk for blot den ene part at fortsætte som ejer af boligen.
”Mange gange vælger parterne at sælge boligen for derefter at købe en mindre bolig – eller eventuelt træde ind på leje-markedet, indtil der igen er kommet styr over økonomien. Når den fraskilte finder en ny partner, kommer der igen overskud i økonomien til at købe ejerbolig, forklarer kommunikationschef Mads Ellegaard i home.
Selv i de tilfælde hvor den ene part rent faktisk bliver i boligen efter skilsmissen, ender det ofte ret hurtigt med et salg.
”Når en ny partner kommer ind i billedet, er det typiske, at man vælger at finde en ny fælles bolig for på den måde at lave en ny fælles start,” siger han.
torsdag den 6. oktober 2011
Køb bolig nu - før ’festen’ er forbi
Den nye S-R-SF regerings løfter om ikke at pille ved boligskatterne i denne valgperiode, er det sikkerhedsnet og det lille skub, boligmarkedet har brug for lige nu
Vil du sælge bolig og købe en anden? Så er det nu, du skal slå til, skriver ekstrabladet.dk. Det er boligøkonomen Morten Skak lektor på SDU’s Center for Bolig og Velfærd, der kommer med den vurdering til avisen.
”Køb nu, med mindre du ikke har lyst til at bo det nye sted om fem år, for til den tid kan boligskattesituationen have ændret sig,” siger Morten Skak og tilføjer:
”Handl til realistiske priser. Boligsælgere får ikke meget for deres bolig nu, men kan på den anden side købe tilsvarende billigt.”
Hos home hæfter man sig ved, at priserne er faldet, renten er rekord lav og udbuddet af boliger er meget stort.
”Vi kan ikke være uenige; du kan gøre en god handel nu. Lige nu virker som om, at boligkøberne synes ti fugle på taget er bedre end én i hånden. Huspriserne er de laveste i syv år, men alligevel venter nogle – angiveligt på endnu lavere priser,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.
Få rabatten hos sælger
”Du kan ligeså godt gå ud at købe nu. Men priserne stiger formentlig ikke før hen i næste år, og måske først ved udgangen af 2012 - afhængig af showet i Grækenland, siger Morten Skak til ekstrabladet.dk.
Hos home er man enig i, at priserne ikke stiger foreløbig, og måske også vil falde lidt mere gennem det næste års tid:
”Men det er vores erfaring, at det ikke kan betale sig at spekulere i disse trods alt relativt små procentvise generelle prisfald. Især ikke når man planlægger at beholde sin nye bolig i en længere årrække. Det er vores oplevelse, at man som købere kan opnå langt større rabatter ved at gå i en seriøs dialog med sælgerne,” siger Mads Ellegaard fra home.
Frygten fejet til side
Det er fortsat købers marked, og ifølge Morten Skak kan vi nu forvente lidt mere gang i det skrantende boligmarked. Blandt andet på grund af regeringsskiftet. Rigtig mange danskere har igennem længere tid lurepasset af frygt for, at den røde regering ville skrue op for boligskatterne. Frygten er foreløbig fejet til side, og det kan allerede mærkes på boligmarkedet.
Morten Skak vurderer dog også, at Grækenlands økonomiske situation på lidt længere sigt kan få indflydelse på boligsituationen i Danmark, hvis det sydeuropæiske land går bankerot.
”Banker, der taber penge, vil blive klemt og ikke låne så meget ud. Det vil forhindre investeringer og give lavere beskæftigelse.”
onsdag den 5. oktober 2011
Postkassen skal ud til vejen
Fra nytår er det et krav, at alle boliger har en postkasse ved vejen. Det er der små 800.000 danske husstande, som ikke har – og derfor skal de i løbet af de kommende måneder sørge for, at det bliver gjort efter forskrifterne.
Skal postkassen sættes fast på en nedgravet stander, så er der en god ide at komme i gang hurtigst muligt. Sidste år kom frosten allerede midt i november måned – og det er alt andet lige meget lettere at grave i den frostfri jord.
De nye regler er en konsekvens af den ny postlov, som Folketinget vedtog umiddelbart før juleferien sidste år. Postkassen skal opstilles i skel, så postbuddet kan nå den direkte fra offentlig adgangsvej uden at stige af cyklen.
Postkassen skal derfor monteres 100-120 cm over terræn, den skal være let at komme til og må ikke være dækket af bevoksning eller lignende.
Se mere om reglerne for hvordan og hvor postkassen monteres på den hjemmeside, PostDanmark har etableret til formålet: www.nypost.postdanmark.dk
mandag den 3. oktober 2011
Efterår med sommerhumør
Solens stråler påvirker optimismen på boligmarkedet
For nogle uger siden siden havde vi travlt hos home LBH A/S - meget travlt! Vi havde nemlig åbne huse i langt de fleste af de boliger, der er sat til salg gennem vores 10 forretninger. Nogle steder stod de mulige købere næsten på nakken af hinanden for at se spændende boliger.
Det var dog et fåtal af boligerne, der tiltrak sig så meget opmærksomhed. De fleste steder havde man besøg af en, to eller tre familier – og nogle boliger havde slet ingen gæster.
Sådan er det med Åbent Hus, man kan ikke på forhånd afgøre, hvor stor interessen er. Men det ligger i hvert fald fast, at arrangementet kastede nogle handler af sig – ikke bare i dagene lige efter, men også her to-tre uger efter kommer der pludselig respons fra nogle af de kunder, som benyttede søndag den 18. september til at besøge flere boliger i vores område.
Så selvom der stadig er krise i samfundet, selvom der stadig er for mange arbejdsløse, så er der også en smule ”Indian Summer” på boligmarkedet. Og lige præcis ”Indian Summer” kan være nøgleordet, for gennem den sidste uge af september - hvor vejret over Danmark var fantastisk med temperaturer på 20 grader eller mere – oplevede vi en pludselig stigning i aktivitetsniveauet.
Det flotte efterårsvejr, det store boligudbud, den lave rente og ikke mindst det igennem krisen opsparede behov for flytning giver tilsammen en cocktail af positivitet, som må betyde, at mange købere og sælgere vil finde hinanden i den kommende tid. Det er ærligt talt også på tide!
Lone
Abonner på:
Opslag (Atom)