tirsdag den 18. oktober 2011
Boligmarkedet delt i et A- og B-hold
Lige nu er det store udbud af huse og lejligheder delt i et A-hold og et B-hold. Og mange steder i landet oplever man desværre lange udbudstider på de boliger, der endnu ikke er solgt.
Undersøger man udbuddet af boliger nærmere på boligsiden.dk, viser det sig at næsten 24.000 af de boliger, der er udbudt til salg i øjeblikket, har været til salg i et år – eller mere.
Mange af dem desværre uden at prisen er blevet sat ned i løbet af det år, der er gået. Det er dem, jeg tillader mig at kalde B-holdet. Man kan diskutere, om disse boliger reelt er til salg, eller de bare fylder i statistikkerne.
På den anden side har vi de nye boliger, der kommer til salg til realistiske priser. A-holdet. De bliver faktisk i stort omfang solgt. Mere end 5 % af de huse, home har solgt i 2011 er blevet solgt på under 14 dage, og over 13 % er blevet solgt på mindre end en måned. Ser man på samtlige hushandler hos home i årets 3. kvartal, er den gennemsnitlige salgstid på 165 dage - og faldende.
Vi oplever faktisk jævnligt, selv om man måske ikke skulle tro det, købere, som må se det hus, de ville have købt, forsvinde for næsen af dem til en anden køber - simpelthen fordi de troede, at de lange liggetider også omfattede deres drømmehus.
Så jo – der bliver solgt noget på boligmarkedet. Men man skal kende sin besøgstid – både som boligkøber men sandelig også som boligsælger. Så kan det lade sig gøre.
Lone
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar