lørdag den 28. april 2012

Billigere for førstegangskøbere

Finansieringsindeks: Mindst 15 % billigere for nye boligkøbere det seneste år

Det er blevet endnu et nøk billigere at blive boligejer over de seneste måneder. Det viser Realkredit Danmarks kvartalsvise finansierinsgsindeks, der med udgangspunkt i homes husprisindeks beregner, hvad det koster at finansiere et parcelhus på 140 kvadratmeter og en ejerlejlighed på 85 kvadratmeter på landsplan med udgangspunkt i en realkreditbelåning på 80 % af boligens værdi.

Ifølge home husprisindeks koster et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter 1.630.000 kroner på landsplan. Aktuelt vil realkreditfinansieringen af dette parcelhus løbe op i 5.300 kroner om måneden med et fastforrentet 3,5 %-lån med afdrag og 1.180 kroner med FlexLån® F1 uden afdrag.

For en gennemsnitslejlighed på 85 kvadratmeter, der ifølge homes ejerlejlighedsprisindeks aktuelt koster 1.560.000 kroner, kan man til sammenligning komme ned på fra 5.070 til 1.130 kroner om måneden.

”Finansieringsindekset er faldet endnu et nøk gennem det seneste kvartal som følge af lavere realkreditrenter og faldende boligpriser,” siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Set over det seneste år er finansieringsomkostningerne for et parcelhus faldet med næsten 15 % for et fastforrentet lån med afdrag og små 40 % for F1-lån uden afdrag.

”Det svarer til, at boligkøbere i dag gennemsnitligt set slipper 735-890 kroner billigere om måneden,” oplyser cheføkonomen og konkluderer, at nye boligkøbere har markant lettere ved at få boligøkonomien til at løbe rundt sammenlignet med tidligere år.

Ved køb af parcelhus løber udgifterne til et fastforrentet lån med afdrag aktuelt op i 13,5 % af den gennemsnitlige indkomst for en familie med børn – tilbage i 3. kvartal 2007 lå denne andel på hele 23 %. Er parcelhuset finansieret med afdragsfrit F1-lån, så bruges kun 3 % af familieindkomsten på realkreditlånet.
Denne andel er ikke set lavere i indeksets levetid, som går tilbage til og med 2004.

FAKTA: Om Realkredit Danmarks finansieringsindeksRD har med udgangspunkt i homes husprisindeks konstrueret et finansieringsindeks, hvor vi regner på, hvad det koster at finansiere et parcelhus på 140 kvm. og en ejerlejlighed på 85 kvm. på landsplan med udgangspunkt i en realkreditbelåning på 80 % af boligens værdi. Indekset drives hermed udelukkende af udviklingen i kvadratmeterprisen og renteniveauet på de forskellige realkreditlån. Indekset offentliggøres kvartalsvis og giver et aktuelt indblik i, om det er blevet lettere eller sværere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet.

Kilde: Realkredit Danmarks finansieringsindeks

Tilstandsrapporten får koblet strøm på

Ny huseftersynsordning lige om hjørnet. Køberne får bedre rapporter om huset – sælgerne betaler

Fra 1. maj 2012 udvides reglerne for huseftersynsordningen til, at sælger – udover tilstandsrapport og ejerskifteforsikring – også skal sørge for udarbejdelse af en el-installationsrapport for at være ansvarsfri for skjulte fejl og mangler.

El-installationsrapporten skal indeholde en stikprøvevis gennemgang af bygningens el-installationer og oplyse om el-installationerne er funktionsdygtige og lovlige. Rapporten skal udarbejdes af en autoriseret el-installatørvirksomhed, der er tilmeldt ordningen.

Udover el-installationsrapporten udvides tilstandsrapporten til også at indeholde oplysninger om tagets restlevetid, og oplysning fra sælger om varmeinstallationer og/eller termostatventiler virker. Endvidere skal den bygningssagkyndige udarbejde en hustypebeskrivelse.

Ejendomsmæglerkæden home mener, at de yderligere oplysninger om ejendommen, er til gavn for køberen. Til gengæld vurderer home, at tilstandsrapporterne sandsynligvis generelt bliver fremover dyrere, fordi de skal omfatte mere, og den merudgift skal sælgeren af boligen betale.

”Det er selvfølgelig beklageligt, at de nye regler betyder øgede udgifter – ikke mindst i et boligmarked under pres, men det er altså konsekvensen af lovændringen,” siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home.

Hvis man har sit hus til salg pt., skal man være opmærksom på, at tilstandsrapporter, der er udarbejdet før 1. maj 2012, ikke er gyldige efter denne dato. Det er dog ifølge de nye regler muligt at få udarbejdet en el-installationsrapport samt et tillæg til tilstandsrapporten, som betyder, at den nuværende tilstandsrapport også kan benyttes efter 1. maj 2012.

Med tillægget forbliver tilstandsrapporten gyldig i den på rapporten anførte gyldighedsperiode, men tillægget vil ikke forlænge gyldigheden yderligere.

Skal man have lavet et tillæg til sin nuværende tilstandsrapport, skal det udarbejdes af den samme bygningssagkyndige, som i sin tid lavede rapporten, oplyser home.

Ændringerne i de love, som regulerer huseftersynsordningen, betyder også, at der skal udarbejdes et nyt tilbud på ejerskifteforsikring.
Hvis man får sin bolig solgt inden 1. maj 2012, har lovændringerne ingen betydning.

tirsdag den 24. april 2012

Foråret har bredt sig til boligpriserne

home prisindeks: I marts steg salgspriserne på ejerlejligheder for anden måned i træk, og huspriserne steg også en anelse. De større byer trækker 'læsset'

home husprisindeks, der udsendes i hver måned i samarbejde med Danske Bank, viser en stigning i marts på 0,4 % (sæsonkorrigeret) på landsplan.

Priserne på ejerlejligheder steg på landsplan med 1,7 % (sæsonkorrigeret) fra februar til marts.

"Det ser ud til boligmarkedet så småt er ved at stabilisere sig her i foråret. Det prisfald vi så i slutningen af 2011 mistede fart først i 2012 for nu at bremse op. Vi så allerede i sidste måned en stigning i lejlighedspriserne på godt en procent og den gentager sig, samtidig med at husene nu følger efter, og der er en bedring i vores handelstal, som tegner lidt bedre end blot sæsonudsving," siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home, i en kommentar til de to prisindeks.

Selv om foråret også er kommet til boligmarkedet, ser det dog ikke lige lyst ud alle steder i landet:

"Det er tydeligt de store byer, der trækker den positive tendens i gang. Især Region Hovedstaden. Mange steder i provinsen ser vi stadig prisfald og meget lav efterspørgsel," siger Mads Ellegaard.

2012 bliver et blandet år
Om priserne skal lidt længere ned, er svært at spå om:
"Det ser ud til, at bunden er ved at være nået i denne omgang, men boligmarkedet mangler stadig at finde sine ben at stå på efter at have været slået ’groggy’. Vi ser helst en stabilisering uden generelle prisstigninger. Dem mener vi ikke, der er basis for i øjeblikket - dertil er handelsaktiviteten stadig for lav. Men det er en svær balance at holde priserne i ro, når efterspørgslen begynder at stige," siger Mads Ellegaard.

Han hæfter sig ved, at flere førende økonomer peger på 2012 som året, hvor udviklingen vender. Danske Bank forudser et blandet år for boligmarkedet.

"Der er langt mellem de gode nyheder på boligmarkedet i disse tider. home husprisindeks viser således for første gang i fem måneder stigende priser. Der er ikke tale om, at huspriserne er på himmelflugt, men en fremgang på 0,4 % tæller da også. Om fremgangen markerer en reel vending på boligmarkedet, er det alt for tidligt at sige noget om, men i Dansk Bank forventer vi, at prisfaldene på boliger vil tage af i løbet af 2012, hvorfor signalerne fra boligmarkedet også kan forventes at blive mere blandede," forudser Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.

Husprisindeks for marts 2012:
Første prisstigning i 5 måneder
1-homes husprisindeks viser, at priserne på enfamiliehuse på landsplan steg med 0,4 % fra februar til marts (sæsonkorrigeret) - når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
2-Det er første gang i fem måneder, at priserne stiger. Priserne er nu steget i to ud af de seneste 12 måneder.
3-Huspriserne er på niveau med juni 2005.
4-Sammenlignes med marts måned sidste år er priserne faldet 7,9 %, og niveauet er nu 23,5 % lavere end toppen i december 2006.

Ejerlejlighedsprisindeks for marts 2012
Priserne steg igen i marts
1-Ifølge homes ejerlejlighedsprisindeks steg priserne på ejerlejligheder på landsplan med 1,7 % (sæsonkorrigeret) fra februar til marts - når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
2-Det er anden måned i træk, at lejlighedspriserne er steget på landsplan.
3-Over det seneste år er priserne faldet med 3,2 %, og sammenlignet med toppen i august 2006 er niveauet nu 28,0 % lavere.
4-Prisstigningen i marts var drevet af prisstigninger i både Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

torsdag den 19. april 2012

home hiver net-sejren i hus


Forbrugerne befinder sig bedst på home. dk. Det viser en ny brugertest af hjemmesiderne hos DanBolig, EDC og home, ifølge bladet Markedsføring

home.dk scorer højst på samtlige fem målepunkter i undersøgelsen, som er gennemført af analysevirksomheden Paso Research med analysekonceptet 110test.

"home er dermed en klar vinder af testen med 70 point på 110test indexet. EDC følger pænt med det meste af vejen og scorer 64 point i det samlede index, mens DanBolig må se sig henvist til sidstepladsen med 52 point," skriver Markedsføring.

I analysen skulle deltagerne blandt andet løse tre opgaver på hvert af de tre testede sites. Derefter blev de enkelte deltagere interviewet for at nå frem til en generel vurdering af de tre websites på en række centrale parametre.

Hans Trautner, der er marketingchef hos home, er naturligt nok rigtig godt tilfreds med resultatet.

"Det er meget positivt, og det svarer til de tal, vi selv får fra Gallup, hvor vi tester godt på både brandet og selve websitet," udtaler han til Markedsføring.

Han henviser i øvrigt til Danmarks officielle internetmåling fra FDIM, hvor home også klarer sig bedre end konkurrenterne. Både på antal besøg og antal sidevisninger.

Sådan er testen lavet

110test. com kombinerer de kvantitative og de kvalitative analyseformer til at teste web-og mobilsites.
Paneltesten er gennemført med et internetbaseret hjemmepanel med 100 respondenter fordelt over hele landet.
Brugervenlighedstesten med eyetracking er gennemført med 10 respondenter hos Paso Research i København.
Internetpanelet er bedt om at vurdere relevansen af ti opgaver.
Tre af de opgaver, der er relevante for flest personer, er udvalgt til testen.
Alle 110 respondenter har forsøgt at løse de tre opgaver på hver af de tre testede websites.
Det er de samme tre opgaver på hvert website.
De tre opgaver løses efter hinanden på hvert website. Efter opgaveløsningen bliver respondenterne bedt om at vurdere websitet på forskellige parametre.
Analyserne fra 110test.com udføres i Danmark af brugervenlighedseksperter fra Paso Research.
Analyserne gennemføres uopfordret.

lørdag den 14. april 2012

Skilteskoven svinder ind


Flere boligejere opgiver salg. Det er ikke nødvendigvis dårligt nyt for boligmarkedet, mener home

Siden sommeren sidste år er antallet af boliger til salg faldet med 8.750. Det svarer til et fald i det samlede boligudbud på godt 12 %. Realkredit Danmark har set nærmere på de bagvedliggende årsager til faldet i boligudbuddet.

Mere end halvdelen af faldet i boligudbuddet kan tilskrives det normale sæsonmønster. Resten af det faldende boligudbud tilskriver økonomerne i Realkredit Danmark en kombination af, at færre nye boliger sættes til salg, og at flere boliger fjernes fra salgslisterne uden et salg reelt har fundet sted.

”Disse to faktorer bidrager med omtrent lige stor vægt til det faldende boligudbud, mens den faktiske handelsaktivitet har holdt sig nærmest uændret på et lavt niveau gennem de seneste tre kvartaler,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmarks analyse viser desuden, at for hver gang der fjernes to boliger til salg i udbudsstatistikken, er kun den ene blevet solgt. Denne faktor har været stigende over de seneste to år, men er dog lavere end i kølvandet på finanskrisen, hvor der blev fjernet 2,4 boliger pr. salg.

Det tiltagende antal af boligejere, der ser sig nødsaget til at opgive salg, er selvfølgelig en kedelig situation for den enkelte og afspejler i sagens natur et boligmarked, der er i dårlig form, mener cheføkonomen.

For boligmarkedet som helhed er den aktuelle udvikling ikke nødvendigvis dårligt nyt, vurderer ejendomsmæglerkæden home.

”Som boligsælger kan man tillade sig at se helt kynisk på det. Når udbuddet falder, giver det mere synlighed til ens egen bolig,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

Ifølge Realkredit Danmark er et mindre boligudbud således med til at reducere prispresset på boligmarkedet, og det øger prisgennemsigtigheden for potentielle købere, da boliger med urealistisk høje udbudspriser fjernes fra markedet. For høje udbudspriser er i forvejen med til at hæmme handelsaktiviteten, lyder konklusionen.

onsdag den 11. april 2012

Påsken 2012: Boligmarkedets genopstandelse?


100.000 flere besøgte boliger i påsken 2012 – på nettet. Langfredag var den dag med flest besøgende på home.dk

Påsken står i familiehyggens tegn, men nye tal fra home viser, at mange i år sneg sig væk fra påskefrokosten og ind til pc’en for at ’surfe’ boliger på nettet.

Eller måske fandt den bærbare eller iPad’en frem ved påskebordet, mener Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home:

”I påsken har man et par dage til at lade tankerne flyve og drømmene tage form, og det er vores indtryk, at mange sammen med familie og venner har vendt deres boligdrømme denne påske,” siger Mads Ellegaard.

Trafikken på home.dk steg med 8 % fra 400.000 besøg i ugen op til påske til 438.000 i påskeugen med Langfredag som den dag med flest besøg, viser tal fra Google Analytics.

I forhold til påsken 2011 er det en langt kraftigere tendens. I påskeugen sidste år var der for det første blot 322.000 besøg på home.dk – altså over 100.000 færre besøg - men samtidig var der kun en stigning i home.dk-trafikken på cirka 3 % i påskeugen.

På den baggrund mener Mads Ellegaard, der er grund til optimisme på boligmarkedets vegne.

"Det viser, at der er en ulmende aktivitet, selv om antallet af handler stadig er lavt. Det fortsat store udvalg af boliger gør, at køberne har meget at vælge imellem og dermed giver sig god tid til at finde det rigtige,” siger han.

Mads Ellegaard peger dog på, at det dårligere vejr i påsken i år i forhold til sidste år sandsynligvis også har nogen betydning for aktiviteterne på nettet. Men han mener ikke, at det alene kan forklare den markante stigning.

Den øgede interesse for at se på boliger på nettet i påsken 2012 bekræftes af andre ejendomsmæglerkæder og boligsøgeportaler

onsdag den 4. april 2012

Få ’baglomme’ til boligmarkedet


Ofte siger boligkøbere ”nej tak, vi følger selv med på nettet”, når ejendomsmæglerkæden home tilbyder dem at blive skrevet op i køberkartoteket.

Dermed takker de ’nej’ til et forspring på et par dage, lyder det fra home.

”Lige nu oplever vi igen flere købere til samme bolig. At være i vores køberkartotek svarer til at stå forrest i køen til de nye boliger, vi får til salg. Man får mulighed for at se de nye boliger, før de bliver lagt på nettet tilgængelig for alle,” siger kommunikationschef Mads Ellegaard i home.

Internettet er generelt det rigtige medie til at få overblik over, hvad der er til salg i et område. home glæder sig over, at der nu er endnu større aktivitet på home.dk og på alle de boliger, home har til salg, efter at boligerne bliver præsenteret med en boligvideo og nu også med en områdevideo.