lørdag den 14. april 2012

Skilteskoven svinder ind


Flere boligejere opgiver salg. Det er ikke nødvendigvis dårligt nyt for boligmarkedet, mener home

Siden sommeren sidste år er antallet af boliger til salg faldet med 8.750. Det svarer til et fald i det samlede boligudbud på godt 12 %. Realkredit Danmark har set nærmere på de bagvedliggende årsager til faldet i boligudbuddet.

Mere end halvdelen af faldet i boligudbuddet kan tilskrives det normale sæsonmønster. Resten af det faldende boligudbud tilskriver økonomerne i Realkredit Danmark en kombination af, at færre nye boliger sættes til salg, og at flere boliger fjernes fra salgslisterne uden et salg reelt har fundet sted.

”Disse to faktorer bidrager med omtrent lige stor vægt til det faldende boligudbud, mens den faktiske handelsaktivitet har holdt sig nærmest uændret på et lavt niveau gennem de seneste tre kvartaler,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmarks analyse viser desuden, at for hver gang der fjernes to boliger til salg i udbudsstatistikken, er kun den ene blevet solgt. Denne faktor har været stigende over de seneste to år, men er dog lavere end i kølvandet på finanskrisen, hvor der blev fjernet 2,4 boliger pr. salg.

Det tiltagende antal af boligejere, der ser sig nødsaget til at opgive salg, er selvfølgelig en kedelig situation for den enkelte og afspejler i sagens natur et boligmarked, der er i dårlig form, mener cheføkonomen.

For boligmarkedet som helhed er den aktuelle udvikling ikke nødvendigvis dårligt nyt, vurderer ejendomsmæglerkæden home.

”Som boligsælger kan man tillade sig at se helt kynisk på det. Når udbuddet falder, giver det mere synlighed til ens egen bolig,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

Ifølge Realkredit Danmark er et mindre boligudbud således med til at reducere prispresset på boligmarkedet, og det øger prisgennemsigtigheden for potentielle købere, da boliger med urealistisk høje udbudspriser fjernes fra markedet. For høje udbudspriser er i forvejen med til at hæmme handelsaktiviteten, lyder konklusionen.

Ingen kommentarer: