mandag den 27. juni 2011

Kom til forældrekøbsmøde i Kgs. Lyngby


3. august afholder BDO ScanRevision og Danske Bank i samarbejde med home Lone Bøegh Henriksen et forældrekøbsarrangement i Lyngby

Er du blandt de mange, der overvejer at give sønnen eller datteren en hjælpende hånd med studieboligen i form af et forældrekøb, så bør du måske overveje at deltage på vores forældrekøbsmøde. Mødet finder sted i lokaler hos Danske Bank på Lyngby Hovedgade 25.

Der er nemlig en lang række forhold – herunder skatteregler – man skal være opmærksom på, og på mødet vil du få masser af inspiration og mulighed for at få besvaret dine konkrete spørgsmål til emnet.

Revisor Jens Rye har selv benyttet forældrekøbsmodellen til sine egne børn, og han vil på mødet dele sine erfaringer med de fremmødte. Ekspertpanelet tæller også rådgivere fra Danske Bank og home, som vil fortælle mere om finansiering af forældrekøbte lejligheder og den generelle markedssituation for studieegnede boliger i regionen. Efter mødet er home vært ved en let anretning i form af sandwiches og øl/vand og vin.

Ved et lignende arrangement sidste år deltog mere end 100 fremmødte, og home forventer lige så mange i år. Arrangementet er naturligvis gratis, men det er vigtigt at du tilmelder dig. Tilmeldingen er åben så længe, der er pladser.

Forældrekøbsarrangement
Tid: Onsdag 3. august kl. 18-20.30
Sted: Danske bank Lyngby, Lyngby Hovedgade 25, 2800 Kgs. Lyngby
Tilmelding: Til home Lyngby/Virum på mail: lyngby@home.dk eller tlf: 4523 2444

fredag den 24. juni 2011

Mor og far ’plager’ børnene med en lejlighed


Det hedder et forældrekøb, og det er også mor og far, der finder tegnebogen med friværdien frem. Men nu viser en ny rundspørge til potentielle forældrekøbere – både forældre som unge – at det OGSÅ er forældrene, der støber kuglerne…

home har spurgt købere med aktuelle planer om et forældrekøb, hvem der først fik ideen. Og det er altså – måske lidt overraskende – ikke børnene, der planter købsplanerne hos mor og far ved køkkenbordet. Indehaver Lone Bøegh Henriksen, home LBH, er overrasket over den store overvægt af forældre, der ’plager’ deres børn med et tilbud om at købe studieboligen til dem.

”Børn vokser op under trygge og gode forhold i dag, så de færreste forældre skubber bare børnene ud på lejemarkedet. De bekymrer sig – positivt – om, hvor børnene skal bo, når de flytter hjemmefra”, siger hun og fortsætter:

”Det overrasker mig dog, at antallet af forældre, der tager initiativet til forældrekøb, er så højt. Men det skyldes nok, at det at eje sin bolig er mere naturligt for de voksne, mens købsprisen kan virke svimlende og urealistisk for de unge, når de flytter hjemmefra.”

Der er også økonomiske årsager til, at forældrene vælger at købe. For det første er en ejerlejlighed i dag – set på landsplan – 25 % billigere, end da de var dyrest i 2006. For det andet viser en beregning fra Danske Bank, at det er billigere at eje end at leje (i København og Aarhus) – og især hvis forældrene og barnet har planer om at holde på lejligheden i længere tid.

tirsdag den 21. juni 2011

Køkkenet vigtigst for boligkøberne


ANALYSE: Køkken/alrummet er boligens ’maskinrum’ – gildesalen er yt

Har du dit hus til salg, er der god grund til at give køkkenet en ekstra overhaling med oprydning, skuresvamp og malerrulle, inden der kommer potentielle købere på fremvisning.

I en ny spørgeundersøgelse svarer 44 % af deltagerne i home boligpanel, at køkken/alrum er det rum, der betyder mest for, hvad de synes om boligen, hvis de skulle købe en anden bolig og skal fremhæve ét rum frem for de andre.

Stuen kommer ind som det næst-vigtigste rum med godt 13 % af stemmerne, og badeværelset snupper en tredjeplads men blot med ca. 4 % af stemmerne. Køkkenet vejer altså betydeligt tungere for køberne end noget andet rum.

Hver fjerde i spørgeundersøgelsen svarer dog, at ’ingen rum betyder mere end andre’ – altså at de ikke er i stand til at vægte det ene rum frem for det andet.
835 af deltagerne i home Boligpanel, der har ca. 1400 tilmeldte, har besvaret spørgsmålet.

Slut med gildesalen
I den anden ende af skalaen ligger entréen, gildesalen og soveværelset, der er mindst afgørende for købernes vurdering af en bolig.

Indehaver Lone Bøegh Henriksen er ikke overrasket over, at køkken/alrummet, der på moderne dansk kan oversættes til ’samtalekøkken’, vægter så tungt.
”For mange familier er køkkenet ’maskinrummet’ i hverdagen, hvor familielivet udspilles. Det er her, der skal være plads til madlavning, lektier, hjemmearbejde, hygge og også gæster,” siger hun.

Samtidig er det – sammen med badeværelset – boligens absolut dyreste rum at bygge om. Derfor er det vigtigt for køberne, at køkken og bad er i orden – i hvert fald i grove træk.

”Det betyder, at mange købere går efter et køkken/alrum, der lever op til deres krav og drømme så langt hen ad vejen som muligt. De ved godt, at det er dyrt at ombygge disse rum,” siger Lone Bøegh Henriksen.

Hun understreger dog, at det sjældent vil være en god idé at pumpe mange penge i renovering af køkken/alrummet lige op til et salg.

fredag den 17. juni 2011

Vi køber fortsat huse - men holder igen med lån


Danskerne får langt færre tilbud på nye lån, men vi køber fortsat villaer, lejligheder og sommerhuse

Ifølge udlånerne af penge, realkreditinstitutterne, er der i årets første 5 måneder givet ca. 68.000 lånetilbud, hvorimod der blev givet 112.000 lånetilbud i samme periode sidste år. Opgørelsen samler både udlån til private og erhverv, så det handler ikke kun om penge til boligmarkedet og danske boligejere. Og opgørelsen viser både nye lån, tillægslån og konvertering – altså et skifte til en anden type lån.

"Vi har hen over foråret set, at antallet af lånetilbud er rekordlavt. Det skyldes primært tre forhold. For det første handles der færre boliger. For det andet har renteudviklingen ikke stimuleret låneomlægninger. Langt de fleste der ønsker at gå fra fast til variabel rente, har allerede gjort det. Endelig for det tredje holder boligejerne igen med at optage tillægslån og belåne friværdien," siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

Afventende købere
Ejendomsmæglerkæden home slår fast, at boligkøberne lige nu er mere afventende, men nedgangen i handler er langt fra lige så dramatisk.
”Faktisk sker fortsat i tusindvis af bolighandler hver måned, og vi kan se, at vores handler på landsplan kun er gået tilbage med cirka 7 % i forhold til året før. Men det er korrekt, at boligmarkedet lige nu er gået lidt ned i gear, mens danskerne fordøjer den seneste tids mange meldinger om rente, boligskatter og økonomiske reformer,” siger kommunikationschef Mads Ellegaard i home.
Ifølge Realkredit Danmark er frygten blandt boligkøberne ’nok noget overdreven’. I dagbladet Børsen konstaterer cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, at priserne i dag faktisk befinder sig i god balance med de aktuelle økonomiske grundvilkår. Blandt disse er et arbejdsmarked i bedring, et fortsat historisk lavt renteniveau og de mere positive toner fra erhvervslivet.

torsdag den 9. juni 2011

Forældre investerer i tryg studietid


Forældrekøb er i dag mere en investering i børnenes ro til studierne end en økonomisk investering

Børnene skal koncentrere sig om studierne frem for at spilde tiden i lange køer på kollegiekontoret eller på at flytte fra det ene lejemål til det andet, hvis det står til forældre med overskud og midler til at investere i en forældrekøbslejlighed. Det viser en ny spørgeundersøgelse fra home blandt potentielle ’forældrekøbere’.

Bøvl og besvær med at skaffe en ordentlig lejebolig står øverst på listen over årsager til, at forældre vælger at købe en lejlighed, som søn eller datter kan bo i under studierne. Ifølge homes analyse angiver hele 40 % af forældrene besværet med at finde en egnet lejebolig som den væsentligste grund til at lede efter en ejerlejlighed til børnene.

Kun 36 % har tanker om, at købet vil være en god investering med i de væsentligste overvejelser, hvilket er et gevaldigt skred fra sidste år, hvor hele 61 % angav, at et forældrekøb også skete med mål om at lave en god investering.

”Forældrene køber, hvad der er behov for, så barnet kan få en fornuftig bolig, og spekulerer i mindre grad i, hvor meget leje, boligen optimalt set kan indbringe, og hvornår tidspunktet for salg er optimalt,” mener Lone Bøegh Henriksen.

tirsdag den 7. juni 2011

Ny på boligmarkedet?


Gå-hjem-møde i Hillerød for kommende boligkøbere

Sammen med Danske Bank og August Jørgensen Advokater afholder home Hillerød et gå-hjem-møde for kommende boligejere. Mødet foregår hos Danske Bank i Hillerød på Munkeengen 32, tirsdag den 21. juni kl. 17-19.

Kom og bliv klogere på boligmarkedet netop nu, økonomiske aspekter ved boligkøb samt få et overblik over de forskellige finansieringsmuligheder, så er du bedre klædt på til dit kommende boligkøb.

Mødet er gratis, men du skal melde dig til seneste den 16. juni hos Danske Bank i Hillerød på tlf: 4513 3862 eller mail: mipet@danskebank.dk

Vi byder på lidt at spise og drikke under mødet.

mandag den 6. juni 2011

10 grunde til boligkøb nu


Lige nu er der et hav af gode grunde til at købe bolig – blandt andet de knap 84.000 boliger og grunde, der står til salg

Ejerboligen er danskernes mest populære boform, men det er også en af livets helt store beslutninger, når vi køber en lejlighed eller et hus. Er du i tvivl, om det er tiden nu, så får du her hjælp til overvejelserne.

Boligsalget er gået frem siden den sværeste tid lige efter finanskrisens komme, og boligpriserne er igen mere stabile. 2011 blev indledt med fremgang og flere købere end samme måneder året før, men den seneste tid har flere boligkøbere valgt den afventende holdning.

Og det er sket, selv om der er en række gode argumenter og økonomiske strømninger for, hvorfor det er et godt tidspunkt at være boligkøber.
Det er de negative overskrifter, om mange boliger til salg, stigende renter og ikke mindst politisk usikkerhed om den fremtidige vej, der har præget hverdagen for danskerne de seneste måneder.

”Fakta er, at der er en lang række af positive tendenser i samfundet, der taler for, at flere bør købe deres næste hjem nu, hvis de har et behov. Det er mere attraktivt at entrere på boligmarkedet, end det har været i mange år,” siger indehaver Lone Bøegh Henriksen.

Top 10 – grunde til at købe bolig nu
1. Dansk økonomi er i fremgang på flere fronter
”Fremdriften i dansk økonomi er formentlig så stærk, at en gradvis stigning i de korte renter til et mere normalt niveau næppe vil slå konjunkturen ned.”
Nils Bernstein, direktør for Danmarks Nationalbank på Realkreditrådets årsmøde, 26. april 2011

2. Jobmarkedet er stabilt, ledigheden er toppet lavere end forventet
"Tallene (fra Danmarks Statistik) er super godt nyt for dansk økonomi, da arbejdsmarkedet er med til at trække dansk økonomi yderligere i den rigtige retning."
Cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank, Business.dk, 31. marts 2011.

3. Danskerne har bedre råd til bolig end i flere år
”Den aktuelle boligbyrde* ligger meget tæt på gennemsnittet for de seneste knap 40 år, som er 31 %. Boligbyrden er altså faldet med godt 8 procentpoint siden den seneste top i 2007, hvor ejerboligpriserne var på deres højeste.”
”Det (ser) derfor ikke ud til, at det nuværende niveau for kontantprisen på ejerboliger er ude af trit med indkomst- og renteudviklingen, når vi ser på landet som helhed.”
Danmarks Nationalbank, Kvartalsrapport 1. kvartal 2011

4. Boligpriserne er op til 25 % lavere
Priserne på huse er steget siden bunden, men de er fortsat cirka 17 % lavere end på toppen. Lejlighederne er også steget siden bunden, men priserne er cirka 25 % lavere end på toppen – opgjort på landsplan.
Kilde: homes hus- og ejerlejlighedsprisindeks

5. Boligpriserne er måske undervurderede
Selv om renten vil stige, vil effekten på boligpriserne være begrænset.
”De aktuelle boligpriser (...) ligger på et lavere niveau, end man skulle vente i lyset af det nuværende meget lave renteniveau (...) Årsagen kan være, at de meget pessimistiske forventninger, der opstod i kølvandet på finanskrisen, har medført en vis negativ overreaktion i boligpriserne. I takt med, at overreaktionen forsvinder, kan boligpriserne til en vis grad genoprettes.”
Kilde: Danmarks Nationalbank, Kvartalsrapport 1. kvartal 2011

6. Renten er fortsat lav historisk set
Renten er steget svagt, det er sket fra et historisk lavt niveau. Et fastforrentet lån låser tilmed renteudgifterne fast og udhuler værdien af lånet, hvis renten stiger = mulighed for konverteringsgevinst.
”Renten er et emne, som køberne altid har meget fokus på. Den er steget lidt, men folk glemmer, at det faktisk skyldes, at økonomien generelt er blevet bedre i hele samfundet.”
Kilde: Mads Ellegaard, kommunikationschef i home, Ekstra-Bladet, 16. april 2011

7. Stabile boligpriser i 2011, men boligen er mere værd i 2020
Boligpriserne ventes at stige med ca. 0,5 % i 2011 i forhold til 2010, efterfulgt af et omtrent uændret prisniveau i 2012, ifølge Økonomisk Redegørelse fra Regeringen. Nationalbanken forudser svagt prisfald. På sigt vil huspriserne være stigende og vokse i takt med inflationen - cirka 2 % om året i gennemsnit, forventer de økonomiske vismænd. Samlet set svarer det til, at huspriserne i 2020 vil være små 20 % højere end i dag, og at et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter vil koste cirka 2.010.000 kroner mod aktuelt 1.685.000 kroner.
Kilde: Regeringens ”Økonomisk Redegørelse” maj 2011 og Det Økonomiske Råd, ”Dansk Økonomi forår 2011”

8. 83.000 muligheder for køb – det er rekord
”Det er almindelig markedslogik, at man kan gøre gode handler, når udbuddet er stort. Lige nu er der over 83.000 boliger til salg – det er rekord mange. Alle købere har fordel her, ikke kun forældrekøbere og førstegangskøbere.”
Kilde: Mads Ellegaard, kommunikationschef i home, maj 2011

9. Scor en god byttepris
De større boliger er faldet mere i værdi end de mindre. Derfor er det en økonomisk fordel at købe større bolig nu – oven i den forøgede brugsværdi der er i byttet.
”Det er generelt, at for alle, der er på vej opad i flyttekæderne, gælder det lige nu, at det tab, de vil have på deres eksisterende bolig, er mindre end den prisnedgang, der vil være på den bolig, de flytter til.”
Kilde: Sekretariatschef i Realdanias videncenter, Curt Liliegreen, Børsen, 23. maj 2011

10. Eje billigere end leje
Der kan være cirka 2000 kr. at spare om måneden ved at købe 50 kvadratmeter ejerlejlighed i København eller Aarhus sammenlignet med en lignende lejelejlighed. Forklaringen er, at lejlighedspriserne fortsat er markant lavere end for få år siden, og at renterne befinder i den lave ende historisk set.
”På langt sigt må man regne med, at prisen på boliger som minimum følger prisniveauet i samfundet sådan nogenlunde. Det samme gør huslejen i lejeboligen. Det betyder, at lejeboligen bliver dyrere at bo i, mens ejerboligen bliver mere og mere værd for ejeren.”
Kilde: Privatøkonom Las Olsen, Danske Bank, Morgenavisen Jyllands-Posten, 4. april 2011

Bonus:
11. Opsparingskontoen svulmer som aldrig før
790 milliarder kroner står der på danske indlånskonti. Det svarer til 145.000 kroner pr. indbygger. Alene de seneste år er opsparingen øget med 68 milliarder kroner. Siden den økonomiske krise ramte, har en typisk dansk husstand mere end fordoblet sin årlige opsparing.
Kilde: Danske Bank og Nationalbanken ifølge Berlingske Tidende, 2. april og 26. maj 2011

*Note: Boligbyrden er lig finansieringsomkostninger inkl. ejendomsskatter ved køb af et enfamiliehus sat op imod den gennemsnitlige disponible husstandsindkomst. Beregningen er baseret på et fastforrentet realkreditlån med afdrag og et bankfinansieret lån for den del, der ikke kan finansieres af realkreditlån.
Kilde: home

onsdag den 1. juni 2011

Eksperter: Sælg og køb bolig nu – bytteprisen er god


De lavere boligpriser betyder, at der er kontante fordele ved at købe stort ind, siger eksperter

Køb stort ind! Det lyder som et slogan fra et stort varehus, men det er faktisk et godt trick på boligmarkedet lige nu.

Fidusen er at udnytte den kontante bytteværdi, der kan hentes ved at skifte fra en mindre til en større bolig. Eksempelvis at flytte fra en 2-værelses singlelejlighed til en 4-værelses familielejlighed. Eller fra ’småbørnshuset’ på 110 kvadratmeter til den store villa på 200 kvadratmeter med en ekstra afdeling til teenagerne.

Der kan lige nu være mange penge at spare, både når det kommer til pris og til månedlig ydelse. De større boliger er nemlig faldet mere i værdi end de mindre, skriver Dagbladet Børsen.

Spar mange tusinde på bytte
home har opstillet et regneeksempel, der tager udgangspunkt i, at huspriserne i gennemsnit er 17 % lavere end på toppen.

Det betyder, at det lille hus til dengang 2 millioner kroner, nu kan indbringe 1.660.000 kroner, mens det store hus til 3 millioner kroner er faldet til 2.490.000 kroner.

Da boligpriserne var på sit højeste, skulle boligkøberne altså give en million kroner for at ’bytte’ det lille hus ud til det større hus. Nu, hvor priserne er faldet, skal køberen kun betale 830.000 kroner for at skifte størrelse.
Altså er der 170.000 kroner at spare ved at købe nu.

”Det er generelt, at for alle, der er på vej opad i flyttekæderne, gælder det lige nu, at det tab, de vil have på deres eksisterende bolig, er mindre end den prisnedgang, der vil være på den bolig, de flytter til,” siger sekretariatschef i Realdanias videncenter Curt Liliegreen til avisen.

Kommunikationschef Mads Ellegaard i home fremhæver, at et boligkøb i sidste ende handler om behov, drømme og ikke mindst brugsværdi af et nyt hjem. Et rekordstort udvalg af boliger til salg er derfor en gave for alle boligkøbere, også dem der skal sælge for at købe et andet hus.

”Den historisk lave rente og boligpriser, der er faldet, har allerede gjort boligmarkedet særdeles interessant for førstegangskøbere og forældrekøbere. Tallene for bytteprisen viser, at det også er lukrativt for de mange danske boligejere, der ønsker at købe noget større og mere attraktivt end det hus eller lejlighed, som de bor i nu. At der er mere end 83.000 boliger og grunde til salg forstærker blot fordelene,” siger Mads Ellegaard.

Ifølge home kan der være lokale forskelle på prisudviklingen alt efter geografi og boligtype.