torsdag den 19. juni 2014
Fremtidens boligbehov matches ikke af det aktuelle nybyggeri
Demografiske prognoser peger på en stigende urbanisering og en befolkningssammensætning med flere ældre og enlige. Det betyder, at behovet for boliger vokser, særligt i de store byer. En ny analyse fra Kuben Management peger på, at det aktuelle nybyggeri af boliger, der i gennem flere år været meget lavt, ikke matcher fremtidens behov for boliger. Det kan i værste fald føre til stor boligmangel.
Kuben Management tager i en markedsupdate temperaturen på markedet for udlejningsboliger. En analyse af en række demografiske faktorer peger på, at boligbehovet vil vokse gennem de kommende år, og at det aktuelle boligbyggeri ikke er tilstrækkeligt til at imødekomme fremtidens behov.
Siden 2009 har byggeriet af boliger årligt ligget mellem 10.000 og 15.000, hvilket er langt under gennemsnittet for de seneste 30 år.
Stigende urbanisering
Den mest betydningsfulde demografiske forandring er en stigende urbanisering. Særligt forventes en befolkningstilvækst i Hovedstadsområdet og i Østjylland. I Københavns kommune forventes indbyggertallet at vokse med 108.000 frem mod 2024, hvilket svarer til godt 10.000 tilflyttere om året.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at der i Storkøbenhavn kun bygges omkring 1.400 nye boliger om året. I Aarhus forventes en befolkningstilvækst på 38.000 frem mod 2024.
Flere ældre og enlige
Udover den stigende urbanisering forventes andelen af ældre og enlige at vokse. Frem mod 2024 ventes gruppen af borgere ældre end 65 at vokse med over 200.000 personer, mens gruppen af de under 65-årige vil være stabil.
For både ældre og enlige gælder det, at de traditionelt bor færre personer i boligen. Med et faldende antal personer pr. bolig, presses behovet for boliger yderligere op.
Prisfald har mindsket nybyggeriet
En af de væsentligste årsager til det lave niveau for boligbyggeri skal findes i det prisfald på eksisterende boliger, som fulgte efter finanskrisen. Prisfaldet gjorde det mere attraktivt at investere i eksisterende boligbyggeri fremfor at opføre nye bygninger.
På landsplan er det generelle udbud fortsat relativt højt og priserne lave, men særligt i Hovedstadsområdet og i Østjylland er udbuddet faldende og priserne på vej op.
onsdag den 18. juni 2014
Dit hus bliver 150.000 kr. mere værd
Nationalbanken skruer i en ny prognose op for boligpriserne frem mod 2017
Det er slet ikke så ringe endda at være boligejer i de kommende år. Prognoser fra vismændene og regeringen har allerede spået pæne prisstigninger på boliger frem mod 2017.
Og nu skruer Nationalbanken yderligere op for optimismen. Banken venter således, at boligpriserne på landsplan gennemsnitligt vil stige med 2,5 % i år, 2,7 % næste år og 3 % i løbet af 2016. Omsat til kroner betyder det, at et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm, der ifølge Realkreditrådet sidst i 2013 kostede ca. 1,525 mio. kr., ved udgangen af 2016 vil være ca. 1,673 mio. kr. værd. Det er en stigning på 148.000 kr.
I København og områder omkring højst sandsynligt endnu mere.
Nationalbanken råder til, at man fortsat følger udviklingen på boligmarkedet tæt.
"Renten er tæt på nul, og boligmarkedet indeholder selvforstærkende mekanismer. Der er derfor behov for skærpet overvågning af udviklingen på arbejds- og boligmarkedet," siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en kommentar.
Det hører med til historien, at boligmarkedet i de kommende år sandsynligvis vil udvikle sig vidt forskelligt.
”Særligt i de store byer venter vi stigende priser, mens det formentlig vil se noget anderledes ud i de mere tyndt befolkede egne af Danmark,” forudser relationschef i home Mads Ellegaard.
Han peger på, at 42 ud af 98 kommuner frem mod 2020 vil opleve faldende indbyggertal ifølge Danmarks Statistiks befolkningsprognose.
onsdag den 4. juni 2014
Det nye København tager form
Boligmarkedet i Danmark er i disse år delt i to. I de tyndt befolkede områder er boligpriserne lave og faldende - sammen med efterspørgslen - mens det i centrene i Østjylland og omkring København går lige modsat. Her er priserne steget siden 2012, mens salgstiderne er i samme periode faldet, og man oplever efterhånden en mobilitet, som vi så den før krisen indtraf.
Det skyldes den fortsatte urbanisering, hvor flere og flere studiepladser og arbejdspladser rykker mod de store byer, hvor der også er masser af kulturel aktivitet. Det er naturligvis positivt for alle os, der bor og arbejder i de populære områder. Men det skaber et stigende pres på boligmarkedet, for i takt med at flere flytter mod storbyerne, stiger behovet for boliger. I disse år vokser København for eksempel med omkring 1.000 nye indbyggere hver eneste måned, og derfor er det vigtigt, at der hele tiden udvikles og opføres nye boligbyggerier.
Heldigvis er der her i 2014 godt gang i byggerierne. Det gælder ikke mindst i områderne umiddelbart ud til vandet, hvor mange spændende projekter i disse år er med til at udvikle det nye København. For eksempel på Margretheholm og Teglholm, hvor blandt andet Sjælsø er i gang med at opføre spændende, attraktive og energimæssigt fremtidssikrede boliger.
Hos home Lone Bøegh Henriksen A/S er vi rådgivere og samarbejdspartnere for de fleste bygherrer og projektudviklere, hvor vi ofte bliver bedt om vores professionelle holdninger til indretning og materialevalg. Det giver ærligt talt god mening, for vi har med vores brede kontakt til boligkøberne en førstehåndsviden om, hvad køberne vægter højt, når de kigger på ny bolig.
Lone
Abonner på:
Opslag (Atom)