onsdag den 17. april 2013

Så spirer til-salg-skiltene frem


Optimisme: Flere boligejere blev boligsælgere i marts

Flere boligejere springer ud som boligsælgere. Antallet af ejerboliger til salg steg i marts med 3.305 boliger, og der er nu 61.087 ejerboliger til salg.

Det viser boligudbudsstatistikken, som udsendes af Realkreditrådet. De 61.087 ejerboliger til salg ved udgangen af marts fordeler sig på 41.547 parcel- og rækkehuse, 7.370 ejerlejligheder og 12.170 fritidshuse. Stigningen i boligudbuddet i marts gælder for alle boligtyper og i hele landet.

Den relativt kraftige stigning i boligudbuddet skyldes ifølge Realkreditrådet en stigning i antallet af boliger, som sættes til salg, mens antallet af boliger, der er taget af markedet eller solgt, ligger nogenlunde uændret.

”Flere boligejere sætter handling bag deres planer om at skifte bolig, og det betyder, at der nu kommer flere boliger på markedet til glæde for køberne,” siger relationschef i home Mads Ellegaard i en kommentar til statistikken.

I marts blev 8.937 nye boliger sat til salg. Til sammenligning er der det seneste år i gennemsnit sat godt 6.000 boliger til salg hver måned.


home har de seneste måneder kørt kampagne-budskabet ”Drømmen findes i virkeligheden”, og derfor er det positivt, at flere nu sætter handling bag.

”At sætte til salg er første skridt til at opfylde sin drøm. Vi kan se, at boligkøberne går meget efter nyhederne på boligmarkedet, så det øgede udbud giver os forhåbning om et øget salg de kommende måneder,” siger home-chefen.

Boligudbuddet er dog trods stigningen lavere end sidste år på samme tid. Der var ved udgangen af marts 2.777 færre ejerboliger til salg i forhold til marts 2012, hvilket svarer til et fald på 4,3 %. Antallet af udbudte parcel- og rækkehuse samt ejerlejligheder er faldet med henholdsvis 4,8 % og 15,2 %, mens udbuddet af fritidshuse er steget med 5,6 %.

Ingen kommentarer: