onsdag den 13. marts 2013

Vurderingsarbejde for Finansiel Stabilitet


Det statslige selskab Finansiel Stabilitet A/S har efter en udbudsrunde i januar valgt home og to andre landsdækkende ejendomsmæglerkæder til at vurdere 1400 ejendomme i Danmark.
Vurderingerne skal alle foretages i 2013, og de første 900 ejendomme – 600 privatboliger og 300 erhvervsejendomme – skal være vurderet ultimo marts.

Formålet med vurderingerne er at fastslå ejendommenes aktuelle markedsværdier, som de forventes at kunne sælges til indenfor seks måneder.

Vurderingerne af de mange ejendomme sker som led i afviklingen af engagementer, der er overtaget fra nødlidende banker. I alt skal cirka 1.100 privatboliger vurderes. Finansiel Stabilitet har valgt at dele opgaven ligeligt mellem ejendomsmæglerkæderne EDC, Nybolig og home.

”Det er en omfattende opgave at vurdere så mange boliger på kort tid. Derfor har vi valgt at dele opgaven ud på tre landsdækkende mæglerkæder. Det sikrer os hastighed og fleksibilitet,” fortæller Jes Transbøl, underdirektør med ansvar for ejendomme i Finansiel Stabilitet i en pressemeddelelse.

Jes Transbøl oplyser, at der indløber omkring 90 vurderinger på privatboliger og 50 vurderinger på erhvervsejendomme om ugen frem til slutningen af marts.

I ejendomsmæglerkæden home falder de mange vurderinger for Finansiel Stabilitet sammen med, at boligmarkedet er på vej ind i de travle måneder.

”Mange af vores mæglere løber rigtig stærkt i øjeblikket for at nå de mange vurderinger for Finansiel Stabilitet. De skal jo foretages sideløbende med højsæsonens sædvanlige fremvisninger og vurderinger,” fortæller Mads Ellegaard, relationschef i home.

Finansiel Stabilitet har valgt at lade vurderingerne af de ca. 300 erhvervsejendomme ske efter en geografisk fordeling. Udover de 1.400 mæglervurderinger forventer Finansiel Stabilitet i 2013 selv at gennemføre ca. 2.500 vurderinger på erhvervsejendomme.

Fakta: Om Finansiel Stabilitet A/SSelskabet skal i overensstemmelse med lov om finansiel stabilitet medvirke til sikring af finansiel stabilitet i Danmark, særligt ved at overtage og afvikle aktiviteterne fra nødlidende pengeinstitutter. Finansiel Stabilitet afvikler overtagne kundeforhold og øvrige aktiviteter hurtigst muligt, økonomisk forsvarligt og med respekt for koncernens værdier. Finansiel Stabilitet er ejet af den danske stat gennem Erhvervs- og Vækstministeriet.
Kilde: finansielstabilitet.dk

Ingen kommentarer: