torsdag den 28. marts 2013

Først NU kommer boligkøberne


ANALYSE: Påsken nydes i familiens skød. Flere fremvisninger, når helligdagene er ovre

Påsken står mere på familiebesøg end på fremvisning af bolig. I tiden op til påske har ejendomsmæglerne mere travlt med at gøre ’nyheder’ klar på nettet end at vise frem, så boligerne er klar til den kommende tids højsæson. I ugerne før og efter påske banker køberne mere på hos ejendomsmægleren, viser en aktuel opgørelse over fremvisninger hos home fra 2009-2012.
 
I snit falder antallet af fremvisninger med 18 % i påskeugen i forhold til ugen før, for så igen at stige i snit 28 % i ugen efter påske.

”Danskerne har travlt med at være sociale i påsken og ikke mindst at slappe af. Først efter påske booker de fremvisninger, og interessen for at købe stiger,” siger Mads Ellegaard, der er relationschef i home, og fortæller videre:

”Mæglernes erfaring er, at køberne bruger pauserne mellem påskefrokosterne til at snuse i boligaviser, søge på internettet eller tage rundt i nærområdet og kigge på de boliger, der er til salg. Derfor er det vigtigt at få sat boligen til salg nu, hvor boligmarkedet træder ind i sin traditionelle højsæson.”

 Ifølge en analyse fra Realkredit Danmark er 2. kvartal generelt kendetegnet ved en tydelig fremgang i antallet af handler – tydeligst for sommerhuse.

Påsken står dog til dels i boligkøbernes tegn – ved Åbent Hus og på nettet. Ifølge en opgørelse over besøg på home.dk over de seneste tre år er det 2. påskedag, der hitter.

”Efter en hyggelig påske med familien, bruger mange 2. påskedag til at søge boliger på nettet og bestille fremvisninger i ugen, der kommer. Så man kan sige, at vi skaber de første uforpligtende kontakter på nettet og ved Åbent Hus i påsken, men det er først i ugen efter, at højtiden på boligmarkedet rigtigt indfinder sig,” fortæller Mads Ellegaard, der er relationschef i home.

Han gør i øvrigt opmærksom på, at det er nogenlunde det samme mønster, der tegner sig i julen, hvor boligsøgningen også tager fart 2. juledag efter et par stille dage helliget familie og venner.

”Forklaringen er nok, at vi har god tid og nok særligt bruger højtiderne som et frirum til at tale om vores drømme – blandt andet boligdrømmene,” siger Mads Ellegaard.

Ingen kommentarer: