mandag den 28. november 2011

Vi ser sort på lysere baggrund

Vi danskere - og ikke mindst boligkøberne – er sortseere samtidig med, at vi er blevet kåret til verdens lykkeligste folkefærd.

Når det kommer til økonomien, er vi pessimister, hvilket man vel ikke kan fortænke os i med de mange budskaber om manglende vækst, krise og gæld, vi bliver bombarderet med fra både ind- og udland.

En analyse fra Danske Bank viser dog, at danske forbrugere som regel er lige rigeligt pessimistiske, når det gælder økonomien. Forbrugerne skyder ofte forkert, når det kommer til økonomien. I de fleste tilfælde er det slet ikke gået så dårligt, konkluderer senioranalytiker i Danske Bank Las Olsen, der har sammenlignet danskernes forventninger til økonomien med den reelle udvikling fra 1990 til i dag.

Og privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin giver ham ret. Forklaringen er, at folk har tendens til at undervurdere deres egen økonomi, fordi der er lavkonjunkturer, lige så vel som de overdriver den ved højkonjunkturer.

Uden at opfordre til uansvarliglighed og jubeloptimisme vil jeg gerne tale for, at vi holder os til en let vinterdepression på grund af mørket og det sure vejr, men ikke lader den økonomiske krise få bugt med os.

Skal vi ikke være enige om det..? For så skidt er det altså heller ikke.

Lone

Ingen kommentarer: