onsdag den 9. november 2011

Tre ting gør eje billigere end leje


Er du på udkig efter en lejlighed på det private udlejningsmarked, så må du regne med, at det er blevet dyrere at komme indenfor. Huslejen er steget med over 30 procent siden 2007, mens ejerlejlighederne er cirka 25 procent billigere

Ofte kan det nu bedre betale sig at købe en ejerlejlighed, skriver Søndagsavisen. For samtidig er lejlighedspriserne nemlig faldet markant, og renten befinder sig rekordlavt.

Den nye balance mellem at eje og leje burde være et tegn på, at boligpriserne har ramt bunden. Alligevel tvivler eksperterne på, at de sidste års prisfald er stoppet.

"Selv om de priser, der handles til i dag, på mange måder er gode nok, betyder det ikke, at priserne ikke kan komme endnu længere ned. Det handler bl.a. om forventninger. Hvis alle regner med, at prisen vil falde yderligere, så vil alle vente med at købe. Det holder gang i den negative spiral," siger Morten Skak, lektor ved Syddansk Universitet til avisen.

Gå i forhandling nu
Ejendomsmæglerkæden home forklarer, at priserne fortsat er under pres flere steder i landet, fordi danskerne fortsat er usikre på fremtiden. Omvendt er det nu, at køberne bør gå i forhandling med sælgerne, fremfor at vente til markedet vender.

"Priserne er allerede yderst fornuftige, og på længere sigt regner vi med, at lejlighederne som minimum følger priserne i samfundet som helhed. Og det samme gør huslejen i lejeboligen. Lejeboligen bliver altså dyrere og dyrere at bo i, mens ejerboligen bliver mere og mere værd for ejeren. Så hvis man bliver boende i længere tid, taler rigtig meget for ejerboligen," siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

Vælger man et lån uden afdrag - eller betragter man afdraget på lånet som en opsparing - er det faktisk billigere i dag at købe en ejerlejlighed end at bo til leje, skriver Søndagsavisen.

Ingen kommentarer: