onsdag den 28. september 2011

Når det styrtregner på husejerne så…


Hvis der er to ting, der er løbet løbsk de seneste år, så er det regnmåleren og forsikringsselskabernes regning for vandskader hos danske husejere

Kaskaderne af regn gør nu, at forsikringsselskaberne i stigende grad hjælper husejerne til at sikre sig mod regnen - og her bliver der brugt både pisk og gulerod, skriver bolius.dk.

Når kunder hos Tryg har haft to vandskader på fem år, stilles der krav om at sikre huset bedre.

”Vi tager en dialog med kunden. Det kan være, at der er behov for et højvandslukke i kloaksystemet, så der ikke trænger vand op i kælderen. Det kan også være, at vi beder husejeren om at fjerne gipsplader, trægulve og andre organiske byggematerialer i kælderen og lægge klinker i stedet. Disse betingelser skal opfyldes, hvis vi fremover skal dække skader fra skybrud. Det gælder både for eksisterende og nye kunder,” siger taksatorchef Carsten Sørensen til bolius.dk.

Desuden har forsikringsselskaberne øget rådgivningsindsatsen over for kunderne for at undgå de mange vandskader. De store mængder vand betyder også, at der er stigende fokus blandt boligejerne. Ifølge en spørgeundersøgelse, som ejendomsmæglerkæden home tidligere har gennemført, er der et klart ønske blandt boligejere om at få kortlagt, hvilke huse der er i særlig risiko for oversvømmelse ved skybrud.

”Det allerbedste er forebyggelse, så alle kan bo trygt og godt. Derfor vil det være en fordel for alle, hvis risikoen bliver klarlagt, så den enkelte boligejer og kommunen kan forebygge oversvømmelser fremover,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.

Ingen kommentarer: