torsdag den 18. august 2011
Pigerne ’får’ oftere lejlighed af mor og far
FORÆLDREKØB: Pigerne går mere op i hygge og naboerne – drengene er typisk mere ligeglade, bare der er kabel-tv
Når datteren skal flytte hjemmefra, sker det lidt oftere, at mor og far dykker ned i friværdien og køber en lejlighed, end når det er sønnen, der flyver fra reden. Det viser en ny rundspørge blandt mægler-kæder, som metroXpress har gennemført.
Ifølge homes optælling af de seneste tre måneders forældrekøb i København, Aarhus og Aalborg, så flytter der piger ind i knap 60 % af lejlighederne. Endvidere er to ud af tre af de fremmødte ved homes forældrekøbs-arrangementer døtre, typisk i følgeskab med farmand.
Lektor og kønsforsker Karen Sjørup, RUC, peger på forældrenes beskyttertrang som en forklaring på favoriseringen af døtrene.
”Men piger er også meget mere opsatte på at skabe et hjem for sig selv end drenge er, når de flytter hjemmefra, og så går forældrene ind og hjælper økonomisk, mens drengene godt kan klare sig på et rodet kollegieværelse,” siger forskeren til avisen.
Den tendens kan Lone Bøegh Henriksen, der er indehaver af 10 home-forretninger i København, Det Grønne Område og Nordsjælland, nikke genkendende til.
”Pigerne undersøger generelt markedet lidt bedre. De ser flere lejligheder, og de sætter sig bedre ind i tingene. Drengene er lidt mere ligeglade med, hvor de bor,” siger hun og tilføjer:
”Det er mit indtryk, at drengene går mest op i, om der er kabel-tv og plads til fladskærm, hvor pigerne også går op i, om køkkenet er hyggeligt, om man kan have veninder på besøg, hvem der ellers bor i opgangen, ligesom omgivelserne og kvarteret betyder noget.”
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar