fredag den 25. februar 2011

Flere husejere hilser med den grønne ’ja-hat’


Flere boligejere vælger nu grønne løsninger i huset og skeler mindre til pengepungen og mere til miljøet.

Kontante besparelser på energiregningen har oftest været drivkraften bag vores energi-spareiver, men nu blæser der andre vinde, lyder det fra et byggefirma.

”Mange af vores kunder vil gerne have den grønne ja-hat på, når de bygger hus. For tre-fire år siden gik mange af vores kunder primært op i, hvornår en energivenlig investering var rentabel. Det betyder mindre i dag. Nu vil folk gerne betale for at signalere, at de tænker på miljøet,” siger Allan Laursen, medejer af byggefirmaet Lasse Larsen til Århus Stiftstidende.

Før var det især de passive energiinvesteringer, som øget isolering og lavenergiruder, kunderne efterspurgte. Nu er de mere aktive investeringer som solfangere, solceller, jordvarme og luft-til-vand-varmepumper også hotte, når der skal bygges nye parcelhuse.

Hos home mærker man også den stigende bevidsthed om energiløsninger hos boligejerne. Og den vil brede sig hastigt de kommende år, lyder forventningen blandt kædens ejendomsmæglere.

”Jeg tror, at mange husejere har det godt med at vælge nogle energivenlige løsninger, også de løsninger der måske ikke tjener sig ind før om 20 år. Vi vil gerne signalere, at vi tænker på miljøet, også i vores boliger. Måske endda selvom det koster os lidt penge,” siger Lone Bøegh Henriksen.

Den rivende teknologiske udvikling og stigende energipriser peger kun i én retning: Solceller, varmepumper og andre løsninger bliver billigere, bedre og lettere at integrere i vores boliger. Det vil puste yderligere til udviklingen, forventer ejendomsmægleren.

Solceller er eksempelvis en teknologi i fremgang, og modulerne med solceller kan eksempelvis bruges som erstatning til andre byggematerialer.

Ingen kommentarer: