fredag den 18. februar 2011
Forældrekøb ikke kun ved studiestart
Forældrekøb er ingen sæsonvare og strækker sig over hele året.
Februar byder på studiestart for en række nye studerende på landets videregående uddannelser. Og studiestart – særligt i august og september – markerer hvert år en rituel boligjagt for tusindvis af unge, men selve studiestarten har nærmest ingen betydning for antallet af forældrekøb, dog ligger antallet af fremvisninger højt i august og september.
”Forældres køb af lejligheder til deres børn er i mindre grad en sæsonvare, og forældrekøb sker ligeligt fordelt over hele året,” siger Lone Bøegh Henriksen.
Sådan er det også i landets næststørste studieby, Århus. Det bekræftes af en analyse af homes lejlighedshandler, som er gennemført af Danske Bank og Realkredit Danmark.
En forklaring på, at forældrekøb er fordelt over hele året, er, at mange forældre vil være sikre på, at studiet er det rette:
”Vi ser en tendens til, at forældrene køber lejligheder hele året, og mange venter, til deres børn er faldet godt til på studiet. Forældrene sikrer sig, at børnene bliver på studiet og i byen, inden de tager den store investering," siger hun.
En anden forklaring på et mere jævnt fordelt salg over året er, at der på en del studier også er start i januar og februar. En tredje forklaring er, at mange forældre er på forkant.
”Vi ser flere og flere forældre, der allerede i foråret og forsommeren køber lejlighed til deres børn, der skal starte til august-september, da de er bange for, at der er for meget tryk på handlerne i august. De ønsker at være i god tid – og så er det naturligvis også vigtigt t undersøge boligmarkedet grundigt, inden man eventuelt køber," fastslår Lone Bøegh Henriksen.
En fjerde forklaring er, at mange lige skal afprøve, hvad lejeboligmarkedet har at byde på. En del unge starter i en lejebolig og skal ved selvsyn se, hvad de får for pengene på lejemarkedet.
”Vi har mange forældrekøb, hvor barnet har læst et halvt eller helt semester, og hvor forældrene så køber lejlighed. De unge bliver ”trætte” af fremleje, hvor de måske flytter flere gange på kort tid og aldrig rigtigt falder til ro,” siger hun.
Det er i høj grad markedsudviklingen, konjunkturerne og forældrenes forventninger, der bestemmer et forældrekøb – og ikke årstiden. Forældrekøb er igen kommet på banen, da lejlighedspriserne nåede bunden og begyndte at stige sammen, mens renten har holdt sig lavt.
"Her hos home anbefaler vi, at forældrekøb bliver overvejet på grund af behov og muligheder - og ikke en forventning om et økonomisk afkast på sigt," slutter hun.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar