onsdag den 26. januar 2011
Sådan gik 2010
Et endeligt farvel til finanskrisen er godt på vej. Endnu er vi ikke på samme niveau som tidligere, men 2010 har været et udmærket år for boligmarkedet her i området – og hos home har vi haft masser at se til.
Sidste år fik vi 1.459 boliger til salg gennem de 10 forretninger under home LBH. Det er en stigning på knap 23 procent i forhold til året før. Af disse havde vi ved årsskiftet allerede fundet nye ejere til 810 af dem – det er ligeledes en stigning på omkring 20 procent. Siden nytår er endnu flere handler blevet lukket, og gennem de kommende måneder vil vi hver eneste dag føre nye købere og sælgere sammen.
Vores service- og kompetencecenter i Søborg, der tager sig af eftersagsbehandling på et højt fagligt professionelt niveau, har haft endnu mere at se til, da vi også servicerer en række af mine kollegaers home-forretninger. Centret oplevede en stigning på knap 12 procent og nåede op på at behandle i alt 2.340 bolighandler.
Så alt i alt er der primo 2011 godt gang i boligmarkedet i København, Det Grønne Område og Nordsjælland. Blandt andet derfor har min gode kollega og samarbejdspartner, Thomas Lausen, valgt at åbne en ny forretning i området – i Allerød, hvor home slår dørene op i februar måned.
Åbningen af den nye forretning kommer som en naturlig følge af den stigende aktivitet og optimisme i markedet. Og senere på foråret forventer vi at åbne endnu en ny forretning, såfremt udviklingen fortsætter – og det er der ærligt talt meget, der tyder på.
Lone
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar