lørdag den 26. oktober 2013

Ny offentlig (over)vurdering udskudt

Sagen om de forkerte offentlige vurderinger har fyldt en hel del gennem de seneste seks uger - både i pressen, hjemme omkring middagsbordene og såmænd også i vores ejendomsmæglerforretninger.

Ifølge en foreløbig gennemgang har der været fejl i langt over halvdelen af de offentlige vurderinger fra 2011. Det har fået den nuværende skatteminister Holger K. Nielsen til at love, at der vil blive fundet en løsning på problemet. Således vil ministeren betale pengene tilbage til de danskere, der har betalt for meget i enten ejendomsværdiskat eller grundskyld på baggrund af 2011-vurderingerne.

Hvornår og hvordan det sker, har han endnu ikke meldt ud. Samtidig har Skat udskudt den nye offentlige vurdering, som skulle have været gældende fra 1. oktober i år. Det sker, fordi man vil præsentere et helt nyt vurderingssystem, som skal danne meget mere præcise skøn fremover.

Der er nemlig tale om skøn, og det er også næsten umuligt at forlange, at Skat med en vurdering med 24 måneders mellemrum skal ramme præcist. For boligmarkedet er en konstant flydende variabel, der flytter sig efter udbud og efterspørgsel samt nationaløkonomisk aktualitet, hvor konjunkturerne slår igennem på handelspriserne måned for måned.

Naturligvis er det af største vigtighed, at boligejerne betaler det korrekte beløb i boligskatter. Og naturligvis er det vigtigt, at kommende boligsælgere kan regne med, at de offentlige vurderinger nogenlunde svarer overens med effektuerede handelspriser. Men har man brug for et mere præcist fingerpeg om ens boligs handelsværdi, så bør man nok i stedet tage fat i os ejendomsmæglere. Vi har fingeren på den aktuelle puls i det lokale marked, og det giver ærligt talt det bedste bud på en aktuel boligværdi.

Lone

Ingen kommentarer: