fredag den 4. november 2011

Brændeovnen: Ikke til hverdag men til fest


Brændeovnes ry er for godt, og de bør ikke bruges til daglig opvarmning, siger foreningen Astma-Allergi Danmark, der dog ikke vil have brændeovnen forbudt, men have brugen begrænset

Det er nye tal for omfanget af luftforureningen med farlige partikler fra landets cirka 750.000 brændeovne, der får foreningen til at kaste benzin på bålet i debatten om brændeovne.

”Brændeovne har fået et ufortjent ry som god, billig og miljørigtigt opvarmning. Men det overses totalt, at brændeovnsrøg giver mange mennesker sundhedsmæssige problemer og gener,” siger Janne Sommer, biolog hos Astma-Allergi Danmark til fpn.dk og fortæller, at foreningen får mange henvendelser fra borgere, der ikke ved, hvad de skal gøre ved naboernes røg.

Astma-Allergi Danmark vil ikke have brændeovne forbudt, men brugen af de nu omkring 750.000 danske brændeovne begrænset til at brændeovnen tændes op til en hyggestund efter en gåtur i skoven, frem for at den er daglig primær opvarmningskilde, som den i dag er for mange.

”Det kan godt være, det er hyggeligt. Men det var også hyggeligt for 20 år siden, når cigaretfadet gik flittigt rundt om bordet til enhver konfirmation. Det har ændret sig i takt med bedre viden, og det bør vores brug af brændeovne også gøre,” mener Janne Sommer.

Brændeovn et plus for køberne
Hos ejendomsmæglerkæden home oplever man, at en god, nyere brændeovn er et aktiv, når et hus skal sælges – ikke mindst i de tilfælde, hvor den kan supplere opvarmningen af et hus med dyre primære varmekilder. For eksempel oliefyr eller el-varme.

”Brændeovnen er en nødløsning for mange for at holde varmeudgifterne nede. Men hvis man overvejer at investere i brændeovn med henblik på at opvarme huset, råder vi til, at man går hele vejen og får fjernvarme eller naturgas,” siger Mads Ellegaard, der oplyser, at boligkøberne er meget opmærksomme på, hvilket energimærke et hus har.

Hvis det ikke er muligt at skifte til fjernvarme eller naturgas, så er der ifølge home gode muligheder for at supplere med alternative opvarmningskilder til brændeovnen - som solfangere, varmepumper, jordvarme og solceller.

Astma-Allergi Danmark peger på, at selv med den bedste brændeovn, skorsten og korrekt brug så udsender brændeovne mange 100 gange flere skadelige partikler end olie og gas.

Ingen kommentarer: