Renterne på flekslån falder nu, selv om de ellers var dømt til at stige
Danske boligejere med rentetilpasningslån kan se frem til besparelser på tusindvis af kroner årligt, fordi dansk realkredit anses som sikker havn for stormfloden fra Sydeuropas gældskrise.
Det er den overraskende situation, efter at der for få uger siden blev sået tvivl om styrken i det danske realkreditsystem af kreditvurderingsbureauet Moody's.
Renterne på etårige flekslån faldt uventet til 1,85-1,9 pct. Det er kun marginalt mere end ved årsskiftet, da renten lå på historisk lave 1,5 pct. Det er her værd at bemærke, at renten i mellemtiden er hævet af Nationalbanken to gange med i alt 0,5 procentpoint. Fredag den 8. juli lå renten på etårige rentetilpasningslån på lidt over 2 pct. Nu er den hos Realkredit Danmark nede på 1,85 pct.
Spar 100 kr. om måneden
Det svarer til et fald på knap 100 kr. om måneden pr. lånt million kr., oplyser Realkredit Danmarks cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig.
I ejendomsmæglerkæden home vurderer man, at rentefaldet er tiltrængt næring til et træt boligmarked.
”Rentefaldet kommer desværre på en trist baggrund, men det danske boligmarked har brug for alle de små positive skub, det kan få i øjeblikket, for at komme op i gear, og renten er meget vigtig for boligkøberne og boiligejerne,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.
Realkredit Danmark fastholder foreløbig sin prognose om en rente på 2,25 pct. ved årsskiftet for et etårigt rentetilpasningslån.
”Men de seneste dages begivenheder illustrerer, hvor hurtigt det kan gå både den ene og den anden vej. Hidtil har man hældt til, at den europæiske centralbank (ECB) ikke var færdig med at hæve renten i år, men i går så det ud til, at det var regnet ind i prisen, at de ville sænke renten igen,” siger Christian Hilligsøe Heinig.
mandag den 25. juli 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar