tirsdag den 12. april 2011

Vi sparer op til bedre tider


Danskerne garderer sig mod krise og arbejdsløshed ved at spare op. Hvert år sætter en dansk familie i gennemsnit cirka 34.000 kroner til side, som værn mod dårlig tider. Det svarer til en samlet privat opsparing på 86,5 mia. kroner, viser en analyse, som Danske Bank har offentliggjort.

Mens opsparingskontoen bugner, står forbruget i stampe i en sådan grad, at det skader udviklingen i dansk økonomi, vurderer eksperter.

”Det er absolut en trussel. Danskerne har en udtalt krisebevidsthed, mange frygter arbejdsløshed og faldende boligpriser får os til at spare op,” siger lektor i statskundskab Johannes Andersen, Aalborg Universitet, til Berlingske Tidende.

Årsagen er, at vores privatforbrug er den vigtigste motor, når det handler om at skabe job, vækst og mindske underskuddet på det offentlige budget.

Ifølge ejendomsmæglerkæden home påvirker danskernes ’kriseberedskab’ også boligmarkedet. Mange købere indtager stadig en afventende position, selv om mange i løbet af 2010 har opnået en vis klarhed over, hvor de står økonomisk.

”Dem, der har økonomi til at kigge på hus, har for manges vedkommende fået mere klarhed over deres økonomiske situation og jobsituation i løbet af 2010. Det er afgørende for danskernes mod på at købe hus eller skifte det gamle ud med et andet,” siger kommunikationschef i home Mads Ellegaard.

Som boligsælger bør man dog fortsat være realistisk optimist. Samtidig med den langsomt stigende interesse fra køberne er der et stort boligudbud. Og renten forventes at stige fra det nuværende meget lave niveau.

Ingen kommentarer: