torsdag den 10. marts 2011

Vi er vilde med parcelhuset


Danskere drømmer i stigende grad om at bo i et klassisk parcelhus

Boligkøbere opfatter det klassiske parcelhus fra 1960’erne og 1970’erne som en hyggelig, tryg og attraktiv boform. Det vurderer fremtidsforsker Jesper Bo Jensen på baggrund af en række undersøgelser af danskernes boligønsker.

”90 procent af danskerne har en boligdrøm, der hedder parcelhus. Efter finanskrisen er patriciervillaer med sortglaseret tegl for prangende, mens parcelhuset signalerer fællesskab og livskvalitet,” siger Jesper Bo Jensen.

Jesper Bo Jensen peger på, at der de kommende år vil ske masser af renovering af de klassiske parcelhuse, og at især de unge børnefamilier har et praktisk og præsentabelt køkken-alrum højt på ønskesedlen.

Derfor drømmer vi
Ejendomsmæglerne hos home oplever, at mange familier drømmer om et parcelhus af to grunde:
For det første er det dem, der er mange af – cirka 440.000 parcelhuse er bygget mellem 1960 og 1979.

”Det betyder, at rigtig mange af de yngre par, der nu har fået børn, selv er vokset op i et parcelhus, og det er ifølge undersøgelser helt normalt at kopiere den opvækst, man selv har haft,” siger Lone Bøegh Henriksen.

Hun fortæller også, at økonomien selvfølgelig spiller en væsentlig rolle, men der er noget, der tyder på, at også praktikken har stor betydning, når danskerne vælger deres bolig. Det viser en undersøgelse, som home tidligere har foretaget.

”For eksempel ved vi, at mange drømmer om den store, flotte patriciervilla med det sortglaserede tegltag. Men når familien så for alvor sætter boligjagten ind, går de i stor stil efter det mere almindelige parcelhuse i ét plan,” fortæller hun.

Foretrækker ét plan
Undersøgelsen viste, at 78 procent af køberne foretrækker boliger i ét plan. Og at patriciervillaen og parcelhuset er næsten lige populære.

”Patriciervillaen er for mange drømmen. Ofte er den dog også dyr, og nogle børnefamilier finder den lidt for upraktisk, mens det for andre handler om, at parcelhusene oftere ligger i de kvarterer, som er anlagt til børnefamilier med stilleveje, stisystemer osv., mens patriciervillaerne i mange mindre byer ligger ved de lidt større veje,” siger Lone Bøegh Henriksen.

Ingen kommentarer: