tirsdag den 6. april 2010

At feje for egen dør – og andres

”De største mægler banditter”. Sådan lød spisesedlen for Ekstra Bladet påskelørdag. De danske boligadvokaters formand Jan Schøtt-Petersen udtalte i avisen bl.a.: ” …. det er problematisk, når mæglerne bliver presset på økonomien, og det bliver sværere at få pengene afregnet”. I avisen opfordres læserne desuden til altid at bruge en boligadvokat – og måske endda at forsøge at sælge selv!

Men mæglerbranchen har rent faktisk meget få klager og kendelser, der går mæglerne imod. I 2009 blev der gennemført ca. 50.000 bolighandler, og der blev indbragt 294 sager for Klagenævnet for ejendomsformidling. 55 forbrugere fik medhold og 49 fik delvist medhold. Dette svarer til fejl i 0,2 % af handlerne.

Hver en kendelse er naturligvis en for meget - ingen tvivl om dette! Netop derfor arbejder vi med Dansk Ejendomsmæglerforening i spidsen hårdt og målrettet på at hæve branchens image via uddannelse og skærpede krav. Desuden er forbrugerbeskyttelsen meget høj – blandt andet via mæglernes garantifond og ansvarsforsikring.

Det kunne være spændende at se Jan Schøtt-Petersen tage kosten frem og feje lidt for sin egen dør, førend han skyder med skarpt på andre. Antallet af kendelser i advokatbranchen er nemlig betydelige – og hans udfald mod mæglerstanden kan ærligt talt opfattes lidt som brødnid.

Lone

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Lone

Faktisk finder jeg ejendomsmæglernes tilbud om, at man på vegne af sælger udarbejder skøde, berigtiger handlen osv for stærkt problematisk.

Jeg købte i 2009 et hus i Hjortekær (Rævehøjvej 20). Skødet blev underskrevet i april og overtagelsen fandt sted 1 maj samme år. På ejendommen er der tinglyst et ældre pantebrev som sælgers advokat (der er tale om et dødsbo) har svært ved at håndtere.

I er berigtigende i denne handel og det eneste der sker er, at når jeg rykker, rykker I boets advokat.

Jeg ved vi har fået en ulyksagelig tinglysningsreform og jeg ved også hvornår den trådte i kraft. Videre kender jeg også Tinglysningsloven, selv om det er mange år siden jeg har beskæftiget mig med den, og således også muligheden for aflysning med forkortet varsel.

Kort sagt er det min opfattelse, at det i hvertfald ikke er mine interesser I varetager i denne sag - I er jo også betalt af køber - og havde jeg haft en advokat til at berigtige handlen, så havde jeg da haft en "på min side" og jeg havde haft mulighed for at klage over f.eks magel på rettidig omhu. Her har vi blot en håbløs sammenblanding af interesser, og de eneste der er tabere er "kunderne".
DE´s klagenævn virker heller ikke særligt oplagt - et økonomisk tab har jeg ikke lidt endnu, men jeg kan heller ikke sælge ejendommen, da jeg jo ikke har anmærkningsfrit skøde.

Hele mail korrespondancen kan du få af Rikke T. Nilsson eller du kan få den af mig, hvis jeg får din mail adresse.

Primært drejer det sig om at komme videre - det er nu snart 14 måneder siden skødet blev underskrevet.

Jeg er i Danmark fra 1 juni og såfremt et møde kan løse op for denne ret håbløse sag skal du blot lade mig vide hvornår.

Mvh

Peter Schjøttz
Peter.schjottz@ymail.com

Lone Bøegh Henriksen sagde ...

Kære Peter Schjøttz

Tak for dit indlæg. Den problemstilling du omtaler ligger udelukkende hos Domstolsstyrelsen og Den Digitale Tinglysning, hvor den manuelle behandling desværre er helt ude af vores hænder - og ligeledes ude af hænderne på din advokat.
Jeg forstår sagtens, at du er frusteret over den langsommelige sagsbehandling. Jeg kan dog trøste dig med, at det ikke er noget, der koster dig penge.

I løbet af nogle dage vil du modtage en fuld redegørelse i en selvstændig mail.

Lone