tirsdag den 12. januar 2016

Det bedste Teglholm kan byde på


Snart påbegyndes salget af 137 eksklusive boliger i ”Teglporten” - beliggende på Teglholms med vand på tre sider.

OM KORT TID KAN home Lone Bøegh Henriksen A/S tilbyde nye ejerboliger i et særdeles attraktivt projektbyggeri på Teglholms sydøstlige hjørne. Byggeriet har fået navnet ”Teglport”.
Her er entreprenørerne lige nu i fuld gang med opførelsen af et boligbyggeri med i alt 137 individuelle boliger. Projektet er udviklet af NREP og Agenda Property, og det ligger helt ud mod både Teglværksløbet og Københavns havneløb.
Det 15.000 kvadratmeter store byggeri får desuden p-kælder samt et mindre areal med erhverv (få hundrede kvadratmeter). Byggeriet står færdigt og klar til indflytning tidligt i 2017, og derfor gør man nu klar til at starte salget af boligerne.
”Det bliver efter min mening Teglholmens bedste beliggenhed, og byggeriet bliver opført i særdeles god kvalitet i forhold til indretning, materialer, lysindfald m.m. Bygningen bliver mellem fire og syv etager og får et stilfuldt og divergerende udtryk med blandt andet forskellige farver sten,” siger Jacob Chemnitz fra NREP.

Vand på tre sider
Karrebyggeriet får to sider ud mod havnebassinet og en tredje side mod en af de nyanlagte kanaler i området. Desuden er der mod øst udsigt til Amager Fælled, så beliggenheden er i absolut topklasse.
Boligerne bliver fra to til fem værelser - mellem 90 og 135 kvadratmeter - hvor de største er penthouses med egen tagterrasse. De øvrige har gode altaner. Placeringen på Teglholms sydlige hjørne giver desuden udsigt til Sluseholmen mod syd.
Teglporten er tegnet af Danielsen Architecture, og hos home glæder Lone Bøegh Henriksen og hendes medarbejdere sig til at præsentere projektet for de mulige købere.
”Der er ingen tvivl om, at der nok skal blive stor interesse for disse boliger. Selve beliggenheden taler for sig selv, men også de enkeltes boligers udformning og valget af materialer bliver absolut i den eksklusive ende. Derfor forventer vi mange interesserede,” siger hun.
Kanalbyen Teglholmen ligger i Københavns Sydhavn mellem Sluseholmen og Enghave Brygge.


lørdag den 14. november 2015

38 attraktive nye grunde til salg i Ballerup



Råmosen bliver et spændende nyt boligområde centralt i Ballerup med naturen helt inde på livet.

For Arkitektgruppen sælger home nu 38 velbeliggende byggegrunde i et naturskønt område i Ballerup, som er en del af det nye byudviklingsområde øst for byen. Råmosen ligger på et areal på 6,5 hektar, hvor de 38 grunde er placeret. Desuden planlægges der i hvert af de fire hjørner op til ti rækkehuse. Grunden husede i mange år den tidligere køleskabsproducent Atlas, hvilket også afspejles i udstykningens nye adresse, Atlasvænge.
Grundene er på mellem 608 og 941 kvadratmeter, og Råmosen vil fuldt udbygget blive et særdeles attraktivt kvarter med både rækkehuse og parcelhuse, hvor der skabes perfekt rum for både singler, par og børnefamilier.
”Dette er det første udbud af byggegrunde i Ballerup i lang tid, og med en godkendt lokalplan for området glæder vi os til at komme i gang. Salget har vi lagt i hænderne på home Lone Bøegh Henriksen A/S,” siger udviklingsdirektør Tony Christrup fra Arkitektgruppen.
I lokalplanen var der oprindeligt lagt op til en tre meter høj støjskærm omkring hele grunden. Arkitektgruppen har været bekymrede for, om dette ville gøre området til en lukket enklave afskærmet fra den øvrige by, og man har derfor foretaget flere støjmålinger for at undersøge og afdække støjniveauet på grunden
Støjmålingerne har heldigvis vist, støjafskærmning på tre meter kun er nødvendigt mod syd, hvor denne udføres som en grøn vold med beplantning, mens afskærmning kan minimeres eller helt undværes på størstedelen af grunden.

Attraktiv beliggenhed
Arkitektgruppen fortæller, at samarbejdet med både home og Ballerup Kommune hidtil har været fremragende, og man forventer stor køberinteresse for grundene.
”Det er virkelig en attraktiv beliggenhed, som de nye beboere får. Atlasvænge er placeret ganske centralt i Ballerup, men alligevel med naturen lige om hjørnet. 400 meter væk ligger den fredede Råmose, som består af 29 hektar mose, eng, græsarealer og åbent vand med et rigt dyre- og planteliv,” fortæller Tony Christrup.
Mod nord grænser området op til landsbyen Pederstrup med et idyllisk gammelt gadekær. Men samtidig er der kort afstand til Ballerup centrum med skoler, institutioner, indkøb og offentlig transport. Der er for eksempel kun omkring en km. til Ballerup station. Samtidig er der masser af muligheder for udendørs aktiviteter som for eksempel løb i de grønne områder. Og der er desuden kun et par kilometer til den nærliggende Smørum Golfklub.
Også indehaver Lone Bøegh Henriksen fra home er begejstret.
”Atlasvænge har lige præcis den beliggenhed, som mange familier søger – bynært og centralt, men også med let adgang til natur. Jeg forventer, at der vil være pæn interesse for at bygge hus på stedet, ” siger hun.
Fra kommunens side lægges der op til, at lokalplanområdet færdigudbygget vil fremstå som en fuldt integreret bydel med gode stisystemer til blandt andet skole og station.
Der er salgsstart 22. november fra kl. 11 – 12 på grunden, Atlasvænge 1 i Ballerup, hvor home og Arkitektgruppen byder på en kop kaffe til alle interesserede. Typehusformaet Milton Huse vil også være til stede og fortælle om de mange individuelle muligheder ved valg af typehus.
Byggemodningen er i fuld gang, og Arkitektgruppen fortæller, at grundene kan overtages allerede d. 1. maj 2016.

lørdag den 24. oktober 2015

Ullerødgaard Mølle har fået ny ejer




En særdeles spændende og meget unik bolig skiftede ejer for tre måneder siden

IKKE MANGE BOLIGER er så specielle og særegne, som den bolig Tanja Condrea og Kim Sejrskild overtog i Hillerød for få måneder siden. Parret er nemlig de nye ejere af Ullerødgaard Mølle, der blev opført for 150 år siden.
”Vi er meget begejstrede. Det er jo en fantastisk bolig, og vi er nu medlemmer af en lille eksklusiv klub af mølleejere i Danmark,” fortæller Kim Sejrskild med et smil.
Den hollandske mølle blev bygget i 1865 på et areal, der tilhørte Ullerødgaard. På en sten over den østvendte indgangsdør til møllen står der: ”Ullerødgaards Mølle. P.S. 1865".  Årstallet angiver byggeåret og P.S. står for P. Sørensen, møllens første ejer.
Møllen var i brug til omkring 1950. Senere har man fjernet vingerne, og møllehuset blev derefter indrettet til beboelse.
”I 1981 blev møllen købt af den forrige ejer, der var tømrermester. Han har brugt masser af tid og sine håndværksmæssige færdigheder på at sætte den grundigt i stand - og gennem årene er den blevet rigtig godt vedligeholdt både ude og inde. Den ottekantede form giver rummene deres helt egen udformning,” siger Kim Sejrskild.

I hollandsk stil
Parret faldt lidt tilfældigt over møllen, som i foråret var til salg gennem home Hillerød.
”Vi var på boligjagt i området, og på et tidspunkt besluttede vi os for at få en fremvisning. Her mødte vi ejendomsmægler Rikke Lindtoft Severinsen, og hun gjorde et virkelig godt stykke arbejde, for vi blev meget forelskede i møllen,” siger han.
Ullerødgaard Mølle er oprindeligt opført i hollandsk stil med gennemkørsel. Den nederste del er muret op, mens overmøllen består af en ottekantet konstruktion i træ. Gennemkørslen er i dag inddraget til beboelse.
Man kommer indenfor i møllens nederste plan via en stor hoveddør med udskæringer til entréen. Her er også det unikke alrum med direkte udsigt til den velanlagte have. Møllens runde former er udnyttet til fulde med et veludstyret køkken og en velplaceret brændeovn i alrummets yderste hjørne. Desuden er der i nederste plan bryggers/fyrrum.
Næste plan er indrettet med meget stor repos med blandt andet et værelse. Øverste mellemplan indeholder en fantastisk stue, hvor udsigten over byen og lysindfaldet i rummet understreger stilen og atmosfæren. Her er to udgange til "omgangen", som er den terrasse, som løber om hele møllen.
Øverste plan består af et meget rummeligt soveværelse med udsigt hele vejen rundt, og hvor møllens store hovedaksel pryder fra midten af rummet. I soveværelset - og lige under ’mølle-hatten’ - ligger den oprindelige møllesten, hvor kornet blev malet til mel. Møllestenen og de mange smukke oprindelige bjælker og tandhjul giver sjæl og atmosfære til dette øverste værelse, hvor der er udsigt til alle verdenshjørner.

Særlige bestemmelser
Ullerødgaard Mølle er fredet, og derfor gælder der særlige regler, man som køber skal være opmærksom på.
”Heldigvis var Rikke Lindtoft Severinsen meget professionel og god til at formidle de relevante budskaber til os. Og vi havde naturligvis også en advokat samt folk fra realkredit og forsikring til at bese møllen, inden vi skrev endeligt under på købsaftalen,” siger Kim Sejrskild.
Han roser desuden ejendomsmægleren for at være nærværende og meget engageret.
”Hun sørgede for en god proces og var meget professionel og engageret omkring forhandlingen med sælger om pris og overtagelsestidspunkt,” slutter han.

søndag den 19. april 2015

Fantastisk beliggenhed på Amager



”Strandhuset61” er et nyt spændende og eksklusivt boligprojekt med 68 attraktive ejerlejligheder tæt ved Amager Strandpark

En ny og særdeles attraktiv bebyggelse begyndes opført på Strandlodsvej på Amager i løbet af sensommeren. Det sker, når Sophienberg Gruppen igangsætter byggeriet af ”Strandhuset61”.
De i alt 68 boliger bliver fra tre til fem værelser mellem 81 og 150 kvadratmeter og vil til fulde opfylde de kræsne kunders ønsker til optimal beliggenhed og eksklusivitet. Ruminddelingen af boligerne er optimal. Designet er stilrent og med inventar og materialerne af bedste kvalitet, hvor der er fokus på lys, funktionalitet og udsigt til havet.

Masser af udeliv
Samtlige boliger i det kommende byggeri får tagterrasse eller altan – og mange får mere end blot en enkelt, så der i den grad også er lagt vægt på udelivet. I stueplan får beboerne således egne terrasser til gården, og nogle har også terrasse/altan mod Strandlodsvej. Disse afskærmes med plantekasser og buske, således at der skabes en privat opholdszone. Endvidere etableres der en række fælles taghaver, sådan at den betagende udsigt over Amager Strandpark og Øresund kan nydes.
”Udsigten bliver i det hele taget enestående med store glaspartier fra guld til loft, så der blive tale om lyse og rummelige gennemlyste boliger med en loftshøjde på cirka 2,60 meter,” siger Lars Bloch fra Sophienberg Gruppen.


Trappeformet udtryk
Huset er tegnet af arkitektfirmaet Holscher Nordberg, som også står bag mange af de andre bygninger i området. Den karakteristiske trappeform giver ejendommen et særligt udtryk og skaber mulighed for de mange altaner og tagterrasser.
Under bygningen etableres parkeringskælder.
Foruden de 68 boliger bliver der i stueetage etableret enkelte mindre detailbutikker. Sammen med de eksisterende dagligvarebutikker, apotek, cafe med mere på den anden side af gaden, skaber det et godt indkøbs- og cafe-miljø i området.
Der er kun 500 meter til nærmeste Metro-station, Amager Strandpark er i gåafstand, og desuden findes flere børneinstitutioner i området.
Boligerne i Strandhuset sælges gennem home Lone Bøegh Henriksen A/S, og salget er netop annonceret igangsat.
Byggeriet forventes helt færdigt og indflytningsklart ved udgangen af 2016.

tirsdag den 24. marts 2015

Engholmene kan igangsættes


Både lokalplan og VVM-redegørelse er nu politisk godkendt, og dermed er vejen banet for startskuddet til Københavns nye kanalby.

I sidste uge godkendte Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg VVM-redegørelsen for projektet Engholmene, der består af de tre mest bynære af i alt 10 nye boligøer, som får fællesnavnet "Enghave Brygge".
Som boligområde bliver Engholmene helt unikt. De tre nye øer anlægges delvist i selve havneløbet. Den første af Engholmenes tre boligøer, Kærholm, vil strække sig 65 meter ud i havnen. Dermed bliver Kærholm placeret i allerførste række til selve havneløbet. Byggeriet formes som en hestesko, der åbner sig ud mod havneløbet på en måde, som sikrer alle boliger udsigt til på den ene side havnen og på den anden side de smukke nye kanaler, der på begge sider flankeres af træbevoksede hyggelige promenader med bolværk og masser af maritim stemning.
”Jeg mener, vi har Københavns bedste beliggenhed med udsigt mod enten havn eller kanal. Og i modsætning til for eksempel boligerne på Sluseholmen, så bliver der promenader på alle sider, så man kan gå hele vejen rundt om boligøen langs vandet,” siger adm. direktør Jens Schaumann, NPV A/S, der har udviklet Engholmene.

Ekstraordinært stort
Der er under en høringsfase tidligere indkommet en række høringssvar, der har udtrykt bekymring for projektets miljømæssige påvirkning. Derfor har forvaltningen gennemført en ekstra grundig gennemgang af miljøpåvirkningerne. Det betyder, at kravene til anlægsstøj og håndtering af forurenet jord er blevet skærpet. Og på den baggrund vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen samt Trafikstyrelsen, at projektet kan gennemføres uden væsentlige miljøpåvirkninger, når problemerne blot håndteres som beskrevet i den nu godkendte VVM-redegørelse.
”Der er tale om et ekstraordinært stort projekt, hvor vi anlægger en ny bydel på størrelse med Christianshavn. Det kan ikke undgås, at så omfattende et anlægsprojekt vil medføre miljømæssige udfordringer. Vi har gennemført en ekstra gennemgang af miljøpåvirkningen, og derfor ved vi nu med VVM-redegørelsen og Hvidbogen meget klart, hvordan anlægsarbejderne skal finde sted, og hvilke krav og betingelser, der skal stilles. Min forvaltning står sammen med Trafikstyrelsen som garant for, at de krav vil blive stillet og overholdt,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell på kommunens hjemmeside.

Reserver allerede nu
Enghave Brygge er sidste fase i områdets langstrakte udviklingsforløb, og med opførelsen af boligerne på ”Kærholm” og de andre boligøer vil der blive sat et flot punktum for et af de mest velgennemførte byudviklingsprojekter i nyere tid.
Kærholm får 194 boliger, der sælges gennem home Lone Bøegh Henriksen. Og allerede nu kan interesserede reservere en af de eftertragtede projektboliger.
”Det bliver helt sikkert meget eftertragtede boliger. Vi er jo stort set lige kommet i gang med salgsarbejdet, og allerede nu er de første 34 boliger solgt eller reserveret, siger Lone Bøegh Henriksen.
Der bliver i det eksklusive byggeri noget for enhver smag fra penthouse over familieboliger til mindre egoistlejligheder - da boligtyperne varierer meget fra 1 til 6 værelser. De mindste lejligheder er på godt 70 kvm. mens de største er på 200 kvm.
Se meget mere på engholmene.dk – eller kontakt home Projektsalg København SV på tlf: 33 33 03 05.

søndag den 15. februar 2015

Tryghed ved køb af andel


Der er efterhåneden kommet godt fart på især lejlighedsmarkedet i København. Ikke kun ved traditionelle ejerboliger og projektboliger er interessen steget, også på andelsboligmarkedet er der nu ofte meget stor aktivitet.

Køb af andel kan være et rigtigt godt valg for mange, men i et hurtigt marked skal man være forsigtig, for ofte kan man som køber føle sig presset af situationen – af at der er mange interesserede, og derfor vil man måske gerne gennemføre handlen hurtigt. Men så er det netop vigtigt, at man bevare roen og er forsigtig, for der er en række elementer, man som køber skal være opmærksom på. Er finansieringen i ejendommen tilfredsstillende, og hvordan ser det ud med foreningens opsparing til kommende renoveringsopgaver? Er gensalgsværdien rimelig osv?

Det er nogle af de spørgsmål, en andelskøber bør få besvaret, inden underskriften sættes på kontrakten. Det kan være svært for især førstegangskøberne at vide præcis, hvad man skal se efter, så derfor kan man med fordel søge rådgivning hos homes køberrådgivere. Og det er fuldstændig lige meget, om man køber ved selvsalg eller gennem en ejendomsmægler eller anden rådgiver.

Vi har en række eksperter, der kan hjælpe med at få gennemsigtighed i sagens akter i forbindelse med køb af andel. Vi har erfaringen, der betyder, at vi ved præcis, hvad vi skal kigge efter – og hvor. Masser af andele sælges i dag som selvsalg, og en selvsælger har ikke samme oplysningspligt som en ejendomsmægler typisk har.

Samtidig er det også vigtigt, at man vælger en rådgiver med ansvarsforsikring, så man som køber er sikret, hvis noget går galt i forbindelse med handlen.

Dyrt er det ikke, men det koster naturligvis noget at bruges homes køberrådgivere. Omvendt kan det blive meget dyrt at spare rådgivningen væk. Og det er ærligt talt ikke til at bære, hvis det allerførste boligkøb skulle ende som en dårlig oplevelse.

Lone

onsdag den 11. februar 2015

Bor du i Danmarks bedste renovering?



RENOVER prisen kårer for tredje år i træk Danmark bedste renovering og inviterer alle, der kender et godt renoveringsprojekt, til at indstille til prisen.

FREM TIL DEN 1. marts er det muligt for helt almindelige danskere såvel som arkitekter, ingeniører, håndværkere og bygherrer at indstille deres yndlingsrenovering til RENOVER prisen - Danmarks bedste renovering 2015.
Prisen blev første gang uddelt i 2013 på initiativ fra Realdania og GI. De to fonde glæder sig over endnu engang at kunne give prisen til et projekt, der udmærker sig inden for renovering:
”I de to år, vi har uddelt prisen, har vi mærket et markant skifte i opfattelsen af renovering. Fra at være et område, som få interesserede sig for, er der nu et klart fokus på renovering i branchen og en stolthed, som ikke var der før. Derfor glæder vi os også over endnu engang at kunne kåre Danmarks bedste renovering,” siger Lars Axelsen, adm. direktør i GI.

Flere andelsboliger
Ligesom året før ser RENOVER prisen gerne, at flere renoveringer i andelsboligforeninger og almene boligselskaber indstilles til prisen:
”De almene boligselskaber udgør 20 procent af den samlede boligmasse, og en stor del skal renoveres de næste år. Der er derfor alt mulig grund til at få flere gode eksempler på, hvordan denne type bolig renoveres på bedste måde. Vi håber derfor at se flere indstillinger inden for det almene boligbyggeri til årets pris,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Samtidig er håbet, at der fortsat er mange bygherrer og arkitekt-, ingeniør- og entreprenørvirksomheder, der indstiller til prisen. Og at også flere almindelige borgere får øjnene op for prisen og indstiller deres favoritrenovering. Sidste år blev i alt 165 projekter indstillet.

Fokus på renovering
RENOVER prisen er stiftet af Realdania og GI med henblik på at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Projekter kan indstilles via hjemmesiden www.renover.dk. Projekter, der blev indstillet sidste år, kan indstilles igen i år. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderen kåres ved en prisfest den 3. september 2015.