torsdag den 3. januar 2013

Det lysner for boligmarkedet


Det negative billede af boligmarkedet er overvurderet, mener økonomisk ekspert

DR's økonomiske ekspert, Karsten Engmann, har taget tre økonomiske krystalkugler i brug - Nationalbankens, regeringens og de økonomiske vismænds – for at spå om udviklingen på boligmarkedet i 2013.

Det negative billede af boligmarkedet er overvurderet, forklarer Karsten Engmann på dr.dk. Hussalget og huspriserne har ikke udviklet sig helt så negativt i 2012 som forventet, og det tegner godt for 2013.

Faktisk viser nye tal fra Dansk Ejendomsmæglerforening og Boligsiden.dk, at hussalget er steget hele otte procent i de første ti måneder af 2012 i forhold til samme periode sidste år. Samtidig har priserne været stigende flere steder i landet.

Hos ejendomsmæglerkæden home har man overblik over salget helt frem til 2012’s afslutning – og de gode takter fra årets første ti måneder holder ved.

”Både i november og december ligger salget også væsentligt over sidste år, så efter en lidt sløv start på året, har boligmarkedet taget revanche efter sommerferien,” siger relationschef i home Mads Ellegaard.

Han vurderer, at boligmarkedet i år holder en noget bedre fart hen over årsskiftet, og dermed kommer noget bedre i gang end for et år siden.

”Vi forventer, at handelsaktiviteten på boligmarkedet i 2013 generelt set vil være stigende i forhold til 2012. Markedet er præget af spirende optimisme og en tro på, at boligpriserne som minimum holder sig i ro - og sandsynligvis vil være svagt stigende. Netop denne stabilitet er det vigtigste parameter for stigende aktivitet på boligmarkedet,” siger Mads Ellegaard fra home.

Ingen kommentarer: