”Strandhuset61” er et nyt spændende og eksklusivt boligprojekt med 68 attraktive ejerlejligheder tæt ved Amager Strandpark
En ny og særdeles attraktiv bebyggelse begyndes opført på Strandlodsvej på Amager i løbet af sensommeren. Det sker, når Sophienberg Gruppen igangsætter byggeriet af ”Strandhuset61”.
De i alt 68 boliger bliver fra tre til fem værelser mellem 81 og 150 kvadratmeter og vil til fulde opfylde de kræsne kunders ønsker til optimal beliggenhed og eksklusivitet. Ruminddelingen af boligerne er optimal. Designet er stilrent og med inventar og materialerne af bedste kvalitet, hvor der er fokus på lys, funktionalitet og udsigt til havet.
Masser af udeliv
Samtlige boliger i det kommende byggeri får tagterrasse eller altan – og mange får mere end blot en enkelt, så der i den grad også er lagt vægt på udelivet. I stueplan får beboerne således egne terrasser til gården, og nogle har også terrasse/altan mod Strandlodsvej. Disse afskærmes med plantekasser og buske, således at der skabes en privat opholdszone. Endvidere etableres der en række fælles taghaver, sådan at den betagende udsigt over Amager Strandpark og Øresund kan nydes.
”Udsigten bliver i det hele taget enestående med store glaspartier fra guld til loft, så der blive tale om lyse og rummelige gennemlyste boliger med en loftshøjde på cirka 2,60 meter,” siger Lars Bloch fra Sophienberg Gruppen.
Trappeformet udtryk
Huset er tegnet af arkitektfirmaet Holscher Nordberg, som også står bag mange af de andre bygninger i området. Den karakteristiske trappeform giver ejendommen et særligt udtryk og skaber mulighed for de mange altaner og tagterrasser.
Under bygningen etableres parkeringskælder.
Foruden de 68 boliger bliver der i stueetage etableret enkelte mindre detailbutikker. Sammen med de eksisterende dagligvarebutikker, apotek, cafe med mere på den anden side af gaden, skaber det et godt indkøbs- og cafe-miljø i området.
Der er kun 500 meter til nærmeste Metro-station, Amager Strandpark er i gåafstand, og desuden findes flere børneinstitutioner i området.
Boligerne i Strandhuset sælges gennem home Lone Bøegh Henriksen A/S, og salget er netop annonceret igangsat.
Byggeriet forventes helt færdigt og indflytningsklart ved udgangen af 2016.