onsdag den 15. oktober 2014

Ny projektforretning på Teglholm


Projektsalg og -udlejning af lejligheder er det største i otte år. Den ny home-forretning skal stå for salg og udlejning af tusindvis af boliger

Nyt beboet land skyder frem i de tidligere havneområder - Nordhavnen, Inderhavnen og Sydhavnen i København. 3.500 indbyggere er allerede flyttet til Sydhavnen, og der kommer endnu flere københavnere til de kommende fem-ti år.
På sigt skal bydelen rumme 9.000 boliger og 22.500 arbejdspladser. I omfang bliver det en ny bydel på størrelse med Vesterbro, i karakter som Christianshavn med vandet tæt på sig. Byggerierne bliver nemlig opført på kanaløer, omkranset af vand. Alt i alt er der udsigt til byudvikling for estimerede 35 mia. kr.

Mød os i ”Bolværket”
Den markante forvandling af København får nu home Lone Bøegh Henriksen A/S til at satse yderligere på projektsalget i Sydhavn. Vi står bag åbningen af home Projektsalg København SV på Teglholmen, den midterste del af Sydhavnen.
Forretningen åbner i første halvdel af november med udsigt til vand og nygravede kanaler, og det sker selvfølgelig i det nyopførte projekt ”Bolværket” med i alt 200 leje- og ejerboliger.
”Vi kender Sydhavnen særdeles godt gennem de seneste seks år, hvor vi har udlejet og solgt mere end 800 lejligheder på Sluseholmen og nu også på Teglholmen. Det går rivende stærkt i området, og det giver rigtig god mening at åbne en fysisk forretning,” siger indehaver Lone Bøegh Henriksen og fastslår, at der er mange nye boliger på vej:
”Vi har aktuelt aftale om at sælge og udleje 1850 lejligheder, der skal ligges oven i boligerne i Bolværket og på Havneholmen.”

Timing optimal
Lone Bøegh Henriksen har været med fra starten, da Sluseholmen, den sydlige del af Sydhavn, blev bebygget og stod klar til indflytning. De første boligbyggerier, kanalkvarterene efter hollandsk forbillede, fik ellers ikke ligefrem den ønskede dåb i 2007-2009.
”Finanskrisen ramte projektmarkedet med et voldsomt slag, og markedet gik i stå. I stedet satte vi os for, sammen med vores samarbejdspartnere, at udleje de mange lejligheder, og det er lykkes over al forventning. Seks år senere kan vi nu se tilbage og konstatere, at lejlighederne blev lejet ud, og mange er siden blevet solgt,” siger Lone Bøegh Henriksen og slår fast:
”Timingen for næste projektboom er optimal nu, hvor markedet går frem, og efterspørgslen efter boliger er stærkt stigende i Hovedstaden.”
Den nye forretning, home Projektsalg København SV, vil også udstille andre boligprojekter i Hovedstadsområdet i samarbejde med Lone Bøegh Henriksens øvrige 10 boligforretninger.

Åbningsreception:
Vi holder åbningsreception i den ny forretning fredag den 28. november kl. 14.

home Projektsalg København SV
Teglholmsgade 66 A
2450 København SV

tirsdag den 7. oktober 2014

Henriksholm: Første etape udsolgt


De 22 boliger i første etape er nu solgt, og mange nye beboere er flyttet ind i deres nye
omgivelser. Yderligere 39 række- og gårdhavehuse er sat i salg. Besøg prøveboligen 

Det summer af liv i Henriksholm, hvor beboere i alle aldre nyder deres dagligdag omgivet af fredede arealer og tæt på Vedbæk by, havn og station.
Yderligere 34 rækkehuse og 5 gårdhavehuse er nu sat til salg, og der har netop været premiere på den nye prøvebolig - et rækkehus på 126 kvadratmeter i to plan. De nye rækkehuse opføres på henholdsvis 126 og 150 kvadratmeter, og de første står klar til indflytning 1. december.
”Det skaber et godt beslutningsgrundlag for interesserede købere at kunne se en møbleret bolig, og vi håber naturligvis på, at disse nye rækkehuse hurtigt får nye beboere, akkurat som det var tilfældet, da vi slog dørene op til prøveboligen for de første 14 rækkehuse. Vi er i øvrigt meget stolte af at kunne bidrage til at udvikle dette unikke område, der på sigt vil omfatte ca. 270 boliger i form af rækkehuse, gårdhavehuse, ejerlejligheder og fritliggende villaer, hvorefter det er slut med at bygge yderligere i området”, siger direktør Torben Schultz fra kongeegen A/S, som står bag Henriksholm udviklingen.

Arkitekttegnet kvalitet
home Lyngby/Virum står for salget af boligerne på Henriksholm, og indehaver Lone Bøgh Henriksen glæder sig til at vise rundt i prøveboligen søndage kl. 13-14 og tirsdage kl. 16-17.
”Der er her tale om et arkitekttegnet byggeri af høj kvalitet, der udover et lavt energiforbrug også byder på en bolig, som ikke kræver vedligeholdelse de næste mange år. Vi regner derfor også med at kunne gentage det succesfulde salg af de første række- og gårdhavehuse”, siger Lone Bøgh Henriksen.
Her tiltrak Henriksholm et bredt udsnit af købere, fra børnefamilier til den ældre generation. Fælles for dem er ønsket om en høj boligkomfort og nem have - uanset om det gælder et rækkehus, et gårdhavehus eller en villa.
Lone Bøgh Henriksen oplyser, at de fleste af de nuværende beboere typisk i forvejen har en tilknytning til Vedbæk området og derfor også påskønner de mange fordele ved at bo centralt og samtidig kunne nyde udsigten til skov, mose og de fredede arealer.