torsdag den 30. januar 2014

Laveste antal restancer i fem år




Realkreditforeningen og Realkreditrådet har her til morgen offentliggjort restancer ved september-terminen. Antallet af boligejere i restance er i det seneste kvartal faldet fra 0,31 % til 0,27 % - svarende til et fald på omkring 600 boligejere. Dermed var der omkring 4000 boligejere, der var i restance med september terminen. Siden primo 2012 har restanceprocenten ligget stabil på mellem 0,3 og 0,32 %, og dagens tal skal derfor også ses som værende en positiv udvikling for de danske boligejere.  Faktisk skal vi tilbage til september-terminen 2008 for at finde en tilsvarende lav restanceprocent.
Hvis vi alene ser på restanceprocenterne fra starten af finanskrisen og frem, toppede den i december 2009 med 0,60 % svarende til, at omkring 9.000 boligejere var i restance. Dagens tal viser altså mere end en halvering af restancer de seneste 4 år.

Bedringen i restanceprocenten er endnu et tegn på, at de danske boligejeres økonomiske situation har fået det bedre den seneste tid. Udviklingen er godt hjulpet på vej af en stabilisering af arbejdsmarkedet og de lave renter, vi har i Danmark. Ved den seneste rentetilpasning den 1. januar 2014 endte renterne på historisk lave niveauer, hvilket vil komme mange boligejere til gavn i 2014.
Realkredit Danmark forventer, at rentepilen det næste års tid vil pege svagt opad, men selvom boligejere med FlexLån® skulle få en højere rente pr. 1. januar 2015 venter vi ikke, at det vil få antallet af restancer til at stige. Det skal ses i lyset af, at rentestigningen først og fremmest vil være af en beskeden størrelse og samtidig vil være en konsekvens af den fortsatte bedring i europæisk økonomi. Det vil helt naturligt smitte positivt af på aktiviteten i dansk økonomi.

mandag den 30. december 2013

Få en salgsvurdering og vind en hængekøje


Bestiller du en salgsvurdering, er du med i konkurrencen om en lækker Fatboy

Går du med planer om at sælge din ejerbolig – eller ønsker du måske i første omgang blot at få en fornemmelse af, hvad din bolig er værd – så kan du ganske gratis bestille en salgsvurdering hos home Lone Bøegh Henriksen A/S.
Blandt de boligejere der bestiller en salgsvurdering i en af vores 11 forretninger senest 31. januar, trækker vi en heldig vinder, som modtager en lækker Fatboy hængekøje.
Vi fortsætter konkurrencen i februar og marts, hvor vi også trækker en vinder hver måned. Dermed kan tre familier senere på året nyde sommeren på en lidt mere behagelig måde.
Vores forretninger er placeret i henholdsvis Lyngby, Virum, Holte, Ballerup, Herlev, Søborg, Bagsværd, Hillerød, Frederiksværk, Helsinge og Kbh. City. Det er underordnet i hvilken af disse forretninger, du bestiller salgsvurderingen.

Let og ubesværet
En Fatboy hængekøje kan alt det ingen andre kan - rumme en hel familie, pakkes sammen og tages med. Og så kan den tilmed tåle at blive brugt og snavset, for den er let at rengøre og med den praktiske bæretaske, der medfølger, så er den ikke alene let at medbringe til stranden, på campingpladsen eller hos vennerne, men den er også let at pakke sammen, hvis du lige har brug for den ekstra plads på terrassen.

torsdag den 12. december 2013

Rejsegilde på de første boliger i Henriksholm


 

Det blev lidt af et tilløbsstykke, da der var rejsegilde.  Godt 100 nysgerrige gæster mødte op og fik en smagsprøve på, hvordan den store naturgrund  i Vedbæk kommer til at tage sig ud.

Byggeriet i Henriksholm skyder nu hastigt frem, og torsdag den 28. november kunne Kongeegen A/S, der står bag Henriksholm A/S, invitere håndværkere, entreprenører, andre forretningsforbindelser, købere og interesserede gæster til rejsegilde. Her kunne de mange fremmødte få en fornemmelse af, hvordan de første 22 boliger kommer til at se ud.
 

En vigtig milepæl
Ejer af Kongeegen A/S, Ib Henrik Rønje fortæller:
”Et rejsegilde er en vigtig milepæl i ethvert byggeri, men det er alligevel en speciel fornemmelse at se den første virkelige markering af omdannelsen af Henriksholm til et eksklusivt boligområde. Henriksholm kommer til at danne nogle fantastiske rammer om foreløbig 22 familiers fremtidige liv, og jeg kan næsten ikke vente med at vise de færdige boliger frem”.
Borgmester Jens Ive udtrykte i sin tale stolthed over det største udviklingsprojekt i kommunen og takkede for det gode samarbejde med Kongeegen A/S.
 

Nød udsigten
Mange af de fremmødte benyttede muligheden for blandt andet fra førstesalen i rækkehusene at nyde udsigten over det smukke landskab. Og det var ikke kun ved pølsevognen, der var trængsel. Der var ligeledes travlhed i salgsudstillingen, hvor potentielle købere kunne få en snak med home og Bülow Huse.
 

Eksklusive boliger
I over 60 år har Henriksholm været lukket land for offentligheden. Nu er Forsvarskommandoens 220.000 kvadratmeter store naturområde i Vedbæk ved at blive udviklet til et helt usædvanligt og eksklusivt boligområde. Midt i naturen med skov, mose og sø som nærmeste nabo – og kun 500 meter til Øresund.
Helt udbygget kommer Henriksholm til at bestå af 150 eksklusive boliger i en harmonisk blanding af villaer, rækkehuse, gårdhavehuse og ejerlejligheder.

torsdag den 28. november 2013

Vi køber igen på skitseplan


 
Stemningen er vendt hos projektudviklerne – og hos køberne, der slår til, inden lejligheden eller rækkehuset er opført

Ingen ville populært sagt røre projektlejligheder med en ildtang, da boligmarkedet tog det voldsomme fald fra toppen - og selv da markedet ramte bunden og igen rettede sig op, holdt mange sig tilbage. Rigtig mange projekt-lejligheder er siden blevet lejet ud, da de ikke kunne sælges – og derefter har der været nogle år med stilhed på byggefronten.
Men nu er projektlejlighederne for alvor igen inde i varmen. Ejendomsmæglerkæden home melder om en markant ændring i markedet.

”Vi oplever en stigende interesse for projektsalg – både fra udviklere og den finansielle sektor. Og boligkøberne er langt mere positive og har mere tillid til tingene. Flere tør nu købe, inden byggeriet overhovedet er sat i gang eller tidligt i projektfasen,” siger home-mægler og projekt-ekspert Lone Bøegh Henriksen.
 

Stor interesse
De seneste måneder er der igangsat projekter med mange hundrede nye lejligheder i Hovedstaden. Allerede inden projekterne har nået aviserne, er interessen overvældende, forklarer Lone Bøegh Henriksen.

Også nye lejeboliger er der stor interesse for – både fra investorer og lejere. 1000 familier har på forhånd vist interesse for PKA og Topdanmarks nye leje-projekt på Margretheholmen.
home-kæden har stor erfaring som sælger og udlejer af projektlejligheder. Hovedstaden er inde i en ny spændende – og nødvendig – fase.

”Hovedstaden vokser med 1000 nye indbyggere hver måned, så der er et klart behov for flere boliger. Og køberne i dag vil have god beliggenhed, kvalitet og energirigtige løsninger – og det lever de nye projekter i høj grad op til,” siger Lone Bøegh Henriksen og tilføjer:
”Der er et kæmpe stort opsparet boligbehov. De nye boliger bliver endnu mere eftertragtede, fordi udbuddet af lejligheder generelt er for lille i Hovedstaden.”

Fakta:
Et udvalg af de nye projekter

  • home ved Lone Bøegh Henriksen har lige sat 100 lejligheder i ’Bolværket’ ved havnefronten i Teglholmen til salg. Og det forventes, at 1. etape med 63 lejligheder i ’Udsigten’ på Margretheholmen snart er udlejet.
  • 50 rækkehuse er allerede solgt på Margretheholmen, og der kommer nye etaper til salg, hvor der er noteret stor forhåndsinteresse 
  • Og i løbet af den kommende tid opfører projektudvikleren Arkitektgruppen 205 boliger til over 400 millioner kroner i Ørestad Syd med det svenske børsnoterede ejendomsselskab Balder som køber. Lone Bøegh Henriksen har været rådgiver i projekteringsfasen – og blandt andet stået for indretningen af lejlighederne – og skal også udleje lejlighederne.
  • Også på igangværende rækkehusprojekter – som Skovtofte i Virum og Henriksholm i Vedbæk – oplever home stor købersøgning, og de første 20 boliger vil blive taget i brug primo 2014.
  • Flere projekter og fotos her.

mandag den 25. november 2013

De ældste boligkøbere æder sig ind på de unge

 

Ældre over 65 år køber nu lige så hyppigt en ejerbolig som unge under 25 år

Det er typisk førstegangskøberne, der løber med overskrifterne og opmærksomheden på boligmarkedet, men en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden home viser, at seniorerne nu sætter sig på flere ejerboliger, mens de helt unge udskyder købet.

homes tal viser, at huskøberne fra 25-34 år, de typiske førstegangskøbere, har været stort set stabile fra 2008 til 2013 med en andel på omtrent 35 %. Til gengæld er der blevet færre helt unge huskøbere med et fald fra godt 10 % til 6 %, og flere af de ældste huskøbere over 65 år – med 6 % i år mod 4 % for fem år siden.

I mange år har det ellers typisk været sådan, at de ældre stempler ud på boligmarkedet og flytter i en lejebolig eller en kommunal seniorbolig. Sådan er det fortsat, men home ser en ny tendens.

”Vi tror, at det kun er det første tegn på en ny tendens, vi ser nu. Vores bud er, at vi i fremtiden vil se flere ældre, der følger deres behov og drømme i de 10, 20, ja måske 30 års otium, der venter efter karrieren er slut - ved at skifte villaen ud med noget mindre, mere praktisk og ikke mindst komfortabelt og lækkert,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Alt i alt er der er der flere huskøbere i den ældste halvdel af befolkningen nu end set de seneste år – og særligt i de større byer er 3-4-gangskøberne gået lidt frem. Længst fremme er udviklingen i Hovedstadsområdet, hvor priserne er steget mest og i længst tid.

”Vi ser rigtig mange mennesker i slutningen af deres erhvervsaktive karriere, der sælger og køber en bolig, der passer bedre til deres behov – med en praktisk indretning, mindre vedligeholdelse og mere energirigtig – og det er både lejligheder og huse. Populært sagt en mere handy bolig,” siger ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen med 11 home-forretninger i hovedstadsområdet og Nordsjælland.

Mest markant er det, at hver 10. ejerlejlighed er købt af seniorer over 65 år i år mod 6 % for fem år siden. For de unge under 25 år er det stik modsat med et fald fra 16 % til 10 %. Rigtig mange seniorer vælger dog også at flytte i nybyggede lejeboliger, hvor de kan få samme komfort og ikke behøver at binde overskuddet fra et villasalg i nye mursten.

At der er færre af de helt unge boligkøbere, følger som en reaktion på finanskrisen, mener Mads Ellegaard.

”Der er nok ingen tvivl om, at finanskrisen og dens efterdønninger gør, at mange udskyder beslutningen om at købe den første bolig. Mange unge købere har ventet, mens det hele var usikkert, og de er blevet mere grundige og forsigtige, så det er en moden og velovervejet beslutning, når de endelig slår til. Samtidig ønsker bankerne en større sikkerhed – eksempelvis at de unge købere har flere penge sparet op, ” siger Mads Ellegaard.

onsdag den 30. oktober 2013

Tak for støtten ved Røde Kors Landsindsamling


 

Den 6. oktober samlede Røde Kors ind til blandt andet flygtningene fra borgerkrigen i Syrien. Hos home var vores beskedne bidrag, at vi dels lagde lidt annonceplads til, dels at vi havde indsamlingsbøsser med alle vores ejendomsmæglere, der denne dag var ude for at afholde åbent hus i mange forskellige boliger. Der kom 1.200 kroner i bøsserne, og det er vi meget taknemmelige for. Desuden valgte vi hos home selv at bidrage med yderligere 10.000 kroner til det gode formål. I alt gav landsindsamlingen lidt over 18 millioner kroner.
 
Lone

søndag den 27. oktober 2013

Palæ villaer på vej på Henriksholm


 

Nu kan yderligere 13 familier få nye drømmeboliger på den attraktive Henriksholm grund ved Vedbæk

Bülow Huses kreative arkitekter har designet usædvanlige og eksklusive Palæ villaer med sjæl og charme, som opføres i to plan. Der er valgfrihed blandt 13 individuelle byggegrunde, hvorpå Palæ villaerne tilpasses den enkelte grunds muligheder og købernes ønsker for størrelse og indretning m.m.
”Vi tegner og tilpasser huset efter kundens individuelle ønsker, og der er mange valgmuligheder. Palæ villaerne er tegnet og specielt tilpasset Henriksholm området, og de opføres langs Henriksholms Allè, og kommer dermed til at danne en meget fin harmoni i det majestætiske miljø i det nye boligområde Henriksholm i Vedbæk,” siger salgsdirektør Per Leth, Bülow Huse A/S.
 

Kvalitetshåndværk
Indvendigt er der masser af muligheder for, at køberne kan sætte deres eget præg. Materialevalget tilpasses kundens ønsker, og spænder vidt fra det stilsikre og tidsvarende til det eksklusive og moderne. Alle boligerne opføres, så de lever op til energikrav 2015.

”Er du interesseret i en Palæ villa midt i den skønneste nordsjællandske natur, så kan din nye bolig indflyttes fra sommeren 2014. Hos Bülow Huse er årtiers byggetraditioner forenet med dansk design og kvalitetshåndværk, når det er bedst,” siger han.
Palæ villaerne opføres alle i det historiske naturskønne område og i direkte forbindelse med skov og naturen, hvor stisystemer fører rundt i det store tilstødende fredede naturskønne miljø. Det nye boligområde ligger i kort gåafstand til Vedbæk Station, skole, bymidte, havn, strand, daginstitutioner, offentlige transportmidler, tennisbaner, boldbaner, golfklub, butikker, restauranter, cafèer etc. - og kun med 20 minutters kørsel til Rådhuspladsen i Købehavn.


Betal ved aflevering
”Husene vil blive forskellige i størrelsen fra 160 – 250 kvadratmeter, og de ligger på grunde i størrelsen fra 800 – 1000 kvadratmeter. Hus og grund sælges som samlet pakkeløsning, og der betales først når nøglen afleveres. Det giver optimal sikkerhed for køberne,” fortæller Per Leth.

Det ny attraktive boligområde etableres på et 220.000 kvadratmeter stort naturområde i Vedbæk. I mere end 60 år har det været lukket land for offentligheden. Men nu bliver Forsvarskommandoens hidtidige store fredede område ændret til et usædvanligt og eksklusivt boligområde, der helt færdigudbygget vil komme til at rumme i alt cirka 150 boliger.
Byggeriet af yderligere 22 boliger er allerede gået i gang. Der er tale om otte gårdhavehuse og 14 rækkehuse, som forventes at stå indflytningsklar til sommer. Desuden vil fem af områdets eksisterende villaer blive bevaret og nænsomt ombygget efter tidens standard.

Du kan se mere på www.bulowhuse.dk eller www.henriksholm-boliger.dk – eller du kan kontakte home Lone Bøegh Henriksen A/S, som varetager salget af boligerne på Henriksholm.