torsdag den 28. november 2013

Vi køber igen på skitseplan


 
Stemningen er vendt hos projektudviklerne – og hos køberne, der slår til, inden lejligheden eller rækkehuset er opført

Ingen ville populært sagt røre projektlejligheder med en ildtang, da boligmarkedet tog det voldsomme fald fra toppen - og selv da markedet ramte bunden og igen rettede sig op, holdt mange sig tilbage. Rigtig mange projekt-lejligheder er siden blevet lejet ud, da de ikke kunne sælges – og derefter har der været nogle år med stilhed på byggefronten.
Men nu er projektlejlighederne for alvor igen inde i varmen. Ejendomsmæglerkæden home melder om en markant ændring i markedet.

”Vi oplever en stigende interesse for projektsalg – både fra udviklere og den finansielle sektor. Og boligkøberne er langt mere positive og har mere tillid til tingene. Flere tør nu købe, inden byggeriet overhovedet er sat i gang eller tidligt i projektfasen,” siger home-mægler og projekt-ekspert Lone Bøegh Henriksen.
 

Stor interesse
De seneste måneder er der igangsat projekter med mange hundrede nye lejligheder i Hovedstaden. Allerede inden projekterne har nået aviserne, er interessen overvældende, forklarer Lone Bøegh Henriksen.

Også nye lejeboliger er der stor interesse for – både fra investorer og lejere. 1000 familier har på forhånd vist interesse for PKA og Topdanmarks nye leje-projekt på Margretheholmen.
home-kæden har stor erfaring som sælger og udlejer af projektlejligheder. Hovedstaden er inde i en ny spændende – og nødvendig – fase.

”Hovedstaden vokser med 1000 nye indbyggere hver måned, så der er et klart behov for flere boliger. Og køberne i dag vil have god beliggenhed, kvalitet og energirigtige løsninger – og det lever de nye projekter i høj grad op til,” siger Lone Bøegh Henriksen og tilføjer:
”Der er et kæmpe stort opsparet boligbehov. De nye boliger bliver endnu mere eftertragtede, fordi udbuddet af lejligheder generelt er for lille i Hovedstaden.”

Fakta:
Et udvalg af de nye projekter

  • home ved Lone Bøegh Henriksen har lige sat 100 lejligheder i ’Bolværket’ ved havnefronten i Teglholmen til salg. Og det forventes, at 1. etape med 63 lejligheder i ’Udsigten’ på Margretheholmen snart er udlejet.
  • 50 rækkehuse er allerede solgt på Margretheholmen, og der kommer nye etaper til salg, hvor der er noteret stor forhåndsinteresse 
  • Og i løbet af den kommende tid opfører projektudvikleren Arkitektgruppen 205 boliger til over 400 millioner kroner i Ørestad Syd med det svenske børsnoterede ejendomsselskab Balder som køber. Lone Bøegh Henriksen har været rådgiver i projekteringsfasen – og blandt andet stået for indretningen af lejlighederne – og skal også udleje lejlighederne.
  • Også på igangværende rækkehusprojekter – som Skovtofte i Virum og Henriksholm i Vedbæk – oplever home stor købersøgning, og de første 20 boliger vil blive taget i brug primo 2014.
  • Flere projekter og fotos her.

mandag den 25. november 2013

De ældste boligkøbere æder sig ind på de unge

 

Ældre over 65 år køber nu lige så hyppigt en ejerbolig som unge under 25 år

Det er typisk førstegangskøberne, der løber med overskrifterne og opmærksomheden på boligmarkedet, men en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden home viser, at seniorerne nu sætter sig på flere ejerboliger, mens de helt unge udskyder købet.

homes tal viser, at huskøberne fra 25-34 år, de typiske førstegangskøbere, har været stort set stabile fra 2008 til 2013 med en andel på omtrent 35 %. Til gengæld er der blevet færre helt unge huskøbere med et fald fra godt 10 % til 6 %, og flere af de ældste huskøbere over 65 år – med 6 % i år mod 4 % for fem år siden.

I mange år har det ellers typisk været sådan, at de ældre stempler ud på boligmarkedet og flytter i en lejebolig eller en kommunal seniorbolig. Sådan er det fortsat, men home ser en ny tendens.

”Vi tror, at det kun er det første tegn på en ny tendens, vi ser nu. Vores bud er, at vi i fremtiden vil se flere ældre, der følger deres behov og drømme i de 10, 20, ja måske 30 års otium, der venter efter karrieren er slut - ved at skifte villaen ud med noget mindre, mere praktisk og ikke mindst komfortabelt og lækkert,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Alt i alt er der er der flere huskøbere i den ældste halvdel af befolkningen nu end set de seneste år – og særligt i de større byer er 3-4-gangskøberne gået lidt frem. Længst fremme er udviklingen i Hovedstadsområdet, hvor priserne er steget mest og i længst tid.

”Vi ser rigtig mange mennesker i slutningen af deres erhvervsaktive karriere, der sælger og køber en bolig, der passer bedre til deres behov – med en praktisk indretning, mindre vedligeholdelse og mere energirigtig – og det er både lejligheder og huse. Populært sagt en mere handy bolig,” siger ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen med 11 home-forretninger i hovedstadsområdet og Nordsjælland.

Mest markant er det, at hver 10. ejerlejlighed er købt af seniorer over 65 år i år mod 6 % for fem år siden. For de unge under 25 år er det stik modsat med et fald fra 16 % til 10 %. Rigtig mange seniorer vælger dog også at flytte i nybyggede lejeboliger, hvor de kan få samme komfort og ikke behøver at binde overskuddet fra et villasalg i nye mursten.

At der er færre af de helt unge boligkøbere, følger som en reaktion på finanskrisen, mener Mads Ellegaard.

”Der er nok ingen tvivl om, at finanskrisen og dens efterdønninger gør, at mange udskyder beslutningen om at købe den første bolig. Mange unge købere har ventet, mens det hele var usikkert, og de er blevet mere grundige og forsigtige, så det er en moden og velovervejet beslutning, når de endelig slår til. Samtidig ønsker bankerne en større sikkerhed – eksempelvis at de unge købere har flere penge sparet op, ” siger Mads Ellegaard.

onsdag den 30. oktober 2013

Tak for støtten ved Røde Kors Landsindsamling


 

Den 6. oktober samlede Røde Kors ind til blandt andet flygtningene fra borgerkrigen i Syrien. Hos home var vores beskedne bidrag, at vi dels lagde lidt annonceplads til, dels at vi havde indsamlingsbøsser med alle vores ejendomsmæglere, der denne dag var ude for at afholde åbent hus i mange forskellige boliger. Der kom 1.200 kroner i bøsserne, og det er vi meget taknemmelige for. Desuden valgte vi hos home selv at bidrage med yderligere 10.000 kroner til det gode formål. I alt gav landsindsamlingen lidt over 18 millioner kroner.
 
Lone

søndag den 27. oktober 2013

Palæ villaer på vej på Henriksholm


 

Nu kan yderligere 13 familier få nye drømmeboliger på den attraktive Henriksholm grund ved Vedbæk

Bülow Huses kreative arkitekter har designet usædvanlige og eksklusive Palæ villaer med sjæl og charme, som opføres i to plan. Der er valgfrihed blandt 13 individuelle byggegrunde, hvorpå Palæ villaerne tilpasses den enkelte grunds muligheder og købernes ønsker for størrelse og indretning m.m.
”Vi tegner og tilpasser huset efter kundens individuelle ønsker, og der er mange valgmuligheder. Palæ villaerne er tegnet og specielt tilpasset Henriksholm området, og de opføres langs Henriksholms Allè, og kommer dermed til at danne en meget fin harmoni i det majestætiske miljø i det nye boligområde Henriksholm i Vedbæk,” siger salgsdirektør Per Leth, Bülow Huse A/S.
 

Kvalitetshåndværk
Indvendigt er der masser af muligheder for, at køberne kan sætte deres eget præg. Materialevalget tilpasses kundens ønsker, og spænder vidt fra det stilsikre og tidsvarende til det eksklusive og moderne. Alle boligerne opføres, så de lever op til energikrav 2015.

”Er du interesseret i en Palæ villa midt i den skønneste nordsjællandske natur, så kan din nye bolig indflyttes fra sommeren 2014. Hos Bülow Huse er årtiers byggetraditioner forenet med dansk design og kvalitetshåndværk, når det er bedst,” siger han.
Palæ villaerne opføres alle i det historiske naturskønne område og i direkte forbindelse med skov og naturen, hvor stisystemer fører rundt i det store tilstødende fredede naturskønne miljø. Det nye boligområde ligger i kort gåafstand til Vedbæk Station, skole, bymidte, havn, strand, daginstitutioner, offentlige transportmidler, tennisbaner, boldbaner, golfklub, butikker, restauranter, cafèer etc. - og kun med 20 minutters kørsel til Rådhuspladsen i Købehavn.


Betal ved aflevering
”Husene vil blive forskellige i størrelsen fra 160 – 250 kvadratmeter, og de ligger på grunde i størrelsen fra 800 – 1000 kvadratmeter. Hus og grund sælges som samlet pakkeløsning, og der betales først når nøglen afleveres. Det giver optimal sikkerhed for køberne,” fortæller Per Leth.

Det ny attraktive boligområde etableres på et 220.000 kvadratmeter stort naturområde i Vedbæk. I mere end 60 år har det været lukket land for offentligheden. Men nu bliver Forsvarskommandoens hidtidige store fredede område ændret til et usædvanligt og eksklusivt boligområde, der helt færdigudbygget vil komme til at rumme i alt cirka 150 boliger.
Byggeriet af yderligere 22 boliger er allerede gået i gang. Der er tale om otte gårdhavehuse og 14 rækkehuse, som forventes at stå indflytningsklar til sommer. Desuden vil fem af områdets eksisterende villaer blive bevaret og nænsomt ombygget efter tidens standard.

Du kan se mere på www.bulowhuse.dk eller www.henriksholm-boliger.dk – eller du kan kontakte home Lone Bøegh Henriksen A/S, som varetager salget af boligerne på Henriksholm.

lørdag den 26. oktober 2013

Ny offentlig (over)vurdering udskudt

Sagen om de forkerte offentlige vurderinger har fyldt en hel del gennem de seneste seks uger - både i pressen, hjemme omkring middagsbordene og såmænd også i vores ejendomsmæglerforretninger.

Ifølge en foreløbig gennemgang har der været fejl i langt over halvdelen af de offentlige vurderinger fra 2011. Det har fået den nuværende skatteminister Holger K. Nielsen til at love, at der vil blive fundet en løsning på problemet. Således vil ministeren betale pengene tilbage til de danskere, der har betalt for meget i enten ejendomsværdiskat eller grundskyld på baggrund af 2011-vurderingerne.

Hvornår og hvordan det sker, har han endnu ikke meldt ud. Samtidig har Skat udskudt den nye offentlige vurdering, som skulle have været gældende fra 1. oktober i år. Det sker, fordi man vil præsentere et helt nyt vurderingssystem, som skal danne meget mere præcise skøn fremover.

Der er nemlig tale om skøn, og det er også næsten umuligt at forlange, at Skat med en vurdering med 24 måneders mellemrum skal ramme præcist. For boligmarkedet er en konstant flydende variabel, der flytter sig efter udbud og efterspørgsel samt nationaløkonomisk aktualitet, hvor konjunkturerne slår igennem på handelspriserne måned for måned.

Naturligvis er det af største vigtighed, at boligejerne betaler det korrekte beløb i boligskatter. Og naturligvis er det vigtigt, at kommende boligsælgere kan regne med, at de offentlige vurderinger nogenlunde svarer overens med effektuerede handelspriser. Men har man brug for et mere præcist fingerpeg om ens boligs handelsværdi, så bør man nok i stedet tage fat i os ejendomsmæglere. Vi har fingeren på den aktuelle puls i det lokale marked, og det giver ærligt talt det bedste bud på en aktuel boligværdi.

Lone

tirsdag den 24. september 2013

Mange købere på boligrov


 

Haverne bugner af modne æbler lige nu – og af plukkeklare boliger.

Lighedstegnet mellem frugthaverne og boligmarkedet er, at det – måske – er tid til at plukke nu. Boligpriserne og renten er steget de seneste måneder, og det er et tegn på, at markedet er ved at vende. Samtidig breder opklaringen på boligmarkedet sig så småt ud fra København til de omkringliggende områder. Og heldigvis har mange købere fanget signalet om boliger til attraktive priser og renter, der fortsat er i den lave ende.
Mange af de boliger, der er til salg gennem de 10 forretninger under home Lone Bøegh Henriksen A/S fik besøg af nysgerrige og potentielle købere, der ville se nærmere på en specifik bolig eller blot danne sig et overblik over det store udvalg af boliger, der er til salg lige i øjeblikket.

”Mange steder var der godt besøgt, andre steder kom kun få – og nogle boliger blev slet ikke besøgt af nysgerrige. Men det er altid svært at forudsige, hvor stor succesen bliver. Men jeg er ikke i tvivl om, at der vil blive udarbejdet en stribe købsaftaler i kølvandet på Åbent Hus,” siger indehaver Lone Bøegh Henriksen.
Hun tilføjer, at seriøsiteten blandt de fremmødte var højere end ved det seneste arrangement.

”Sidste gang var der nok generelt lidt flere besøgende, men de fleste var osere. Denne gang var langt de fleste helt tydeligt aktivt søgende på boligmarkedet.  Og åbent hus kan være en fordel for mange, for hvis man ser tre-fire boliger i træk, så er det nemmere at drage direkte sammenligninger,” fortæller hun.

torsdag den 5. september 2013

Skovtofte-projektet skrider planmæssigt frem


 
Næsten halvdelen af første etapes 16 boliger er nu solgt eller reserveret

Naturområdet ”Skovtofte” ved Virum ændres i disse år til et helt nyt boligområde. Indtil for fire år siden husede den 50.000 kvadratmeter store grund Det Socialpædagogiske Seminarium, men efter lukningen i 2009 har der været arbejdet på spændende planer, der altså nu er i gang med at blive realiseret af Borohus Skovtofte.

Prøvehuset blev færdigt midt i august, og det har allerede været besøgt af flere hundrede nysgerrige personer og familier. Byggeriet af første etape, som kommer til at bestå af 16 rækkehuse, pågår som planlagt og indflytning sker til februar. P.t. er fire af de 16 boliger solgt mens yderligere tre er reserveret.
Allerede nu er næste etape igangsat med opførelse af yderligere 10 rækkehuse, som forventes indflytningsklar til juli 2014. I foråret igangsættes opførelsen af de vestligt beliggende rækkehuse, som forventes klar til indflytning i sommeren 2015.

Også en nænsom restaurering og ombygning af de tre eksisterende historiske palæ-ejendomme, er forestående. Den begynder til foråret, og det bliver med respekt for bygningernes historie. De tre ejendomme ændres til 20 fashionable ejerlejligheder i forskellige størrelser med nutidig indretning.
Herefter vil Skovtofte være er helt færdigudviklet med i alt ca. 75 spændende boliger med en attraktivt og helt særlig beliggenhed. De kommende beboere kan se frem til bo i et særdeles naturskønt område, hvor alle boliger er beliggende i en park med gamle træer og æblelund.

De ny boliger opføres i den nordlige del af Skovtofteområdet, mens de gamle bygninger ligger i den sydvestlige del. Derved friholdes de store fællesarealer til blandt andet den grønne kile, der forbinder Hummeltoftevej med Lyngby Åmose.
Der er åbent hus i prøvehuset og på området hver søndag formiddag, hvor du kan møde repræsentanter fra home Lyngby, som varetager salget af boligerne for bygherren, Borohus Skovtofte.