søndag den 16. februar 2014

21 nye rækkehuse sættes til salg


På søndag 23. februar sætter home og Kongeegen næste etape Henriksholm boliger til salg

Er du interesseret i en bolig i det eksklusive Henriksholm ved Vedbæk, så bør du måske kigge indenfor til et arrangement på stedet på søndag den 23. februar. Denne dag sættes næste etape rækkehuse på i alt 21 boliger til salg.
Rækkehuse byder på to nye typer på henholdsvis 125 og 145 kvadratmeter - alle i to plan og med tre-fire soveværelser. Rækkehusene opføres i grupper af fem-seks enheder.
Uanset hvilket rækkehus man vælger, får man en fantastisk beliggenhed, hvor husene er placeret øst/vest. Det betyder, at man kan nyde morgensolen på terrassen i gårdhaven og betragte solnedgangen fra eftermiddags- og aften-terrassen, der vender ud mod Maglemosens fredede områder. De to ny typer rækkehuse er tegnet af KPF Arkitekter og står klar til indflytning i december 2014.
Med de to nye typer er der altså nu i alt seks forskellige typer at vælge imellem på den spændende udstykning - fra 125 til 164 kvadratmeter. Alle husene er i to plan med egen gårdhave, terrasse, carport og skur. Herudover er der en privat parkering til en ekstra bil lige uden for boligen. Alle boligerne opføres, så de lever op til energikrav 2015.
De fem første rækkehuse står indflytningsklar pr. 1. maj 2014. Herefter følger flere i juli, september og december.

Se meget mere om Henriksholm projektet her.

lørdag den 1. februar 2014

Spændende boliger tæt ved City


Vi formidler både ejer- og lejeboliger i byen, for eksempel på Margretheholmen eller Teglholmen

Søger du en centralt beliggende bolig i København, og vil du samtidig have rolige og grønne omgivelser, så er Margretheholmen måske noget for dig. Ved det nyeste byggeri på Margretheholmen, ”Udsigten”, som er udviklet af Sjælsø, har man formået af få den rigtige blanding af by og grønne omgivelser.
”Selvom vi næsten lige er gået i gang, så har vi allerede udlejet de fleste af de 63 boliger, som første etape af byggeriet består af. Men det er også et spændende projekt, så interessen kommer ikke bag på os,” siger indehaver Lone Bøegh Henriksen, home City.
”Udsigten” kommer fuldt udbygget til at bestå af seks etaper i otte etagers højde. Det imponerende byggeri er tegnet af tegnestuen Vandkunsten og har en række fællesfaciliteter samt gode parkeringsforhold i stueetagen.
Indflytningen i de første lejligheder starter i næste måned.

Også gang i Teglholmen
Et andet meget spændende og nyt projekt er ”Bolværket”. Det er en af Teglholmens bedst beliggende boligbebyggelser med vand på tre sider og en nyanlagt bypark. Teglholmen er den naturlige efterfølger til Sluseholmen, og de to områder er forbundet med en bro.
”Bolværket er også kommet rigtigt fint i gang. Vi har p.t. godt 15 solgte eller reserverede boliger, så her er interessen også stor,” siger hun.
En tredje boligmulighed i City er de attraktive byhuse på Margretheholm, hvor første etape er solgt. Nu har man taget hul på etape 2, og status er lige nu, at otte af de 15 boliger i denne etape allerede er solgt.
Boligerne i første etape er indflytningsklar til sommer, mens køberne af boligerne i etape 2 må vente til omkring nytår med at pakke flyttekasserne.
Vil du vide mere om de tre boligprojekter, så kontakt home City på tlf: 3391 2291.
Se også mere om de tre spændende projekter her:

torsdag den 30. januar 2014

Laveste antal restancer i fem år




Realkreditforeningen og Realkreditrådet har her til morgen offentliggjort restancer ved september-terminen. Antallet af boligejere i restance er i det seneste kvartal faldet fra 0,31 % til 0,27 % - svarende til et fald på omkring 600 boligejere. Dermed var der omkring 4000 boligejere, der var i restance med september terminen. Siden primo 2012 har restanceprocenten ligget stabil på mellem 0,3 og 0,32 %, og dagens tal skal derfor også ses som værende en positiv udvikling for de danske boligejere.  Faktisk skal vi tilbage til september-terminen 2008 for at finde en tilsvarende lav restanceprocent.
Hvis vi alene ser på restanceprocenterne fra starten af finanskrisen og frem, toppede den i december 2009 med 0,60 % svarende til, at omkring 9.000 boligejere var i restance. Dagens tal viser altså mere end en halvering af restancer de seneste 4 år.

Bedringen i restanceprocenten er endnu et tegn på, at de danske boligejeres økonomiske situation har fået det bedre den seneste tid. Udviklingen er godt hjulpet på vej af en stabilisering af arbejdsmarkedet og de lave renter, vi har i Danmark. Ved den seneste rentetilpasning den 1. januar 2014 endte renterne på historisk lave niveauer, hvilket vil komme mange boligejere til gavn i 2014.
Realkredit Danmark forventer, at rentepilen det næste års tid vil pege svagt opad, men selvom boligejere med FlexLån® skulle få en højere rente pr. 1. januar 2015 venter vi ikke, at det vil få antallet af restancer til at stige. Det skal ses i lyset af, at rentestigningen først og fremmest vil være af en beskeden størrelse og samtidig vil være en konsekvens af den fortsatte bedring i europæisk økonomi. Det vil helt naturligt smitte positivt af på aktiviteten i dansk økonomi.

mandag den 30. december 2013

Få en salgsvurdering og vind en hængekøje


Bestiller du en salgsvurdering, er du med i konkurrencen om en lækker Fatboy

Går du med planer om at sælge din ejerbolig – eller ønsker du måske i første omgang blot at få en fornemmelse af, hvad din bolig er værd – så kan du ganske gratis bestille en salgsvurdering hos home Lone Bøegh Henriksen A/S.
Blandt de boligejere der bestiller en salgsvurdering i en af vores 11 forretninger senest 31. januar, trækker vi en heldig vinder, som modtager en lækker Fatboy hængekøje.
Vi fortsætter konkurrencen i februar og marts, hvor vi også trækker en vinder hver måned. Dermed kan tre familier senere på året nyde sommeren på en lidt mere behagelig måde.
Vores forretninger er placeret i henholdsvis Lyngby, Virum, Holte, Ballerup, Herlev, Søborg, Bagsværd, Hillerød, Frederiksværk, Helsinge og Kbh. City. Det er underordnet i hvilken af disse forretninger, du bestiller salgsvurderingen.

Let og ubesværet
En Fatboy hængekøje kan alt det ingen andre kan - rumme en hel familie, pakkes sammen og tages med. Og så kan den tilmed tåle at blive brugt og snavset, for den er let at rengøre og med den praktiske bæretaske, der medfølger, så er den ikke alene let at medbringe til stranden, på campingpladsen eller hos vennerne, men den er også let at pakke sammen, hvis du lige har brug for den ekstra plads på terrassen.

torsdag den 12. december 2013

Rejsegilde på de første boliger i Henriksholm


 

Det blev lidt af et tilløbsstykke, da der var rejsegilde.  Godt 100 nysgerrige gæster mødte op og fik en smagsprøve på, hvordan den store naturgrund  i Vedbæk kommer til at tage sig ud.

Byggeriet i Henriksholm skyder nu hastigt frem, og torsdag den 28. november kunne Kongeegen A/S, der står bag Henriksholm A/S, invitere håndværkere, entreprenører, andre forretningsforbindelser, købere og interesserede gæster til rejsegilde. Her kunne de mange fremmødte få en fornemmelse af, hvordan de første 22 boliger kommer til at se ud.
 

En vigtig milepæl
Ejer af Kongeegen A/S, Ib Henrik Rønje fortæller:
”Et rejsegilde er en vigtig milepæl i ethvert byggeri, men det er alligevel en speciel fornemmelse at se den første virkelige markering af omdannelsen af Henriksholm til et eksklusivt boligområde. Henriksholm kommer til at danne nogle fantastiske rammer om foreløbig 22 familiers fremtidige liv, og jeg kan næsten ikke vente med at vise de færdige boliger frem”.
Borgmester Jens Ive udtrykte i sin tale stolthed over det største udviklingsprojekt i kommunen og takkede for det gode samarbejde med Kongeegen A/S.
 

Nød udsigten
Mange af de fremmødte benyttede muligheden for blandt andet fra førstesalen i rækkehusene at nyde udsigten over det smukke landskab. Og det var ikke kun ved pølsevognen, der var trængsel. Der var ligeledes travlhed i salgsudstillingen, hvor potentielle købere kunne få en snak med home og Bülow Huse.
 

Eksklusive boliger
I over 60 år har Henriksholm været lukket land for offentligheden. Nu er Forsvarskommandoens 220.000 kvadratmeter store naturområde i Vedbæk ved at blive udviklet til et helt usædvanligt og eksklusivt boligområde. Midt i naturen med skov, mose og sø som nærmeste nabo – og kun 500 meter til Øresund.
Helt udbygget kommer Henriksholm til at bestå af 150 eksklusive boliger i en harmonisk blanding af villaer, rækkehuse, gårdhavehuse og ejerlejligheder.

torsdag den 28. november 2013

Vi køber igen på skitseplan


 
Stemningen er vendt hos projektudviklerne – og hos køberne, der slår til, inden lejligheden eller rækkehuset er opført

Ingen ville populært sagt røre projektlejligheder med en ildtang, da boligmarkedet tog det voldsomme fald fra toppen - og selv da markedet ramte bunden og igen rettede sig op, holdt mange sig tilbage. Rigtig mange projekt-lejligheder er siden blevet lejet ud, da de ikke kunne sælges – og derefter har der været nogle år med stilhed på byggefronten.
Men nu er projektlejlighederne for alvor igen inde i varmen. Ejendomsmæglerkæden home melder om en markant ændring i markedet.

”Vi oplever en stigende interesse for projektsalg – både fra udviklere og den finansielle sektor. Og boligkøberne er langt mere positive og har mere tillid til tingene. Flere tør nu købe, inden byggeriet overhovedet er sat i gang eller tidligt i projektfasen,” siger home-mægler og projekt-ekspert Lone Bøegh Henriksen.
 

Stor interesse
De seneste måneder er der igangsat projekter med mange hundrede nye lejligheder i Hovedstaden. Allerede inden projekterne har nået aviserne, er interessen overvældende, forklarer Lone Bøegh Henriksen.

Også nye lejeboliger er der stor interesse for – både fra investorer og lejere. 1000 familier har på forhånd vist interesse for PKA og Topdanmarks nye leje-projekt på Margretheholmen.
home-kæden har stor erfaring som sælger og udlejer af projektlejligheder. Hovedstaden er inde i en ny spændende – og nødvendig – fase.

”Hovedstaden vokser med 1000 nye indbyggere hver måned, så der er et klart behov for flere boliger. Og køberne i dag vil have god beliggenhed, kvalitet og energirigtige løsninger – og det lever de nye projekter i høj grad op til,” siger Lone Bøegh Henriksen og tilføjer:
”Der er et kæmpe stort opsparet boligbehov. De nye boliger bliver endnu mere eftertragtede, fordi udbuddet af lejligheder generelt er for lille i Hovedstaden.”

Fakta:
Et udvalg af de nye projekter

  • home ved Lone Bøegh Henriksen har lige sat 100 lejligheder i ’Bolværket’ ved havnefronten i Teglholmen til salg. Og det forventes, at 1. etape med 63 lejligheder i ’Udsigten’ på Margretheholmen snart er udlejet.
  • 50 rækkehuse er allerede solgt på Margretheholmen, og der kommer nye etaper til salg, hvor der er noteret stor forhåndsinteresse 
  • Og i løbet af den kommende tid opfører projektudvikleren Arkitektgruppen 205 boliger til over 400 millioner kroner i Ørestad Syd med det svenske børsnoterede ejendomsselskab Balder som køber. Lone Bøegh Henriksen har været rådgiver i projekteringsfasen – og blandt andet stået for indretningen af lejlighederne – og skal også udleje lejlighederne.
  • Også på igangværende rækkehusprojekter – som Skovtofte i Virum og Henriksholm i Vedbæk – oplever home stor købersøgning, og de første 20 boliger vil blive taget i brug primo 2014.
  • Flere projekter og fotos her.

mandag den 25. november 2013

De ældste boligkøbere æder sig ind på de unge

 

Ældre over 65 år køber nu lige så hyppigt en ejerbolig som unge under 25 år

Det er typisk førstegangskøberne, der løber med overskrifterne og opmærksomheden på boligmarkedet, men en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden home viser, at seniorerne nu sætter sig på flere ejerboliger, mens de helt unge udskyder købet.

homes tal viser, at huskøberne fra 25-34 år, de typiske førstegangskøbere, har været stort set stabile fra 2008 til 2013 med en andel på omtrent 35 %. Til gengæld er der blevet færre helt unge huskøbere med et fald fra godt 10 % til 6 %, og flere af de ældste huskøbere over 65 år – med 6 % i år mod 4 % for fem år siden.

I mange år har det ellers typisk været sådan, at de ældre stempler ud på boligmarkedet og flytter i en lejebolig eller en kommunal seniorbolig. Sådan er det fortsat, men home ser en ny tendens.

”Vi tror, at det kun er det første tegn på en ny tendens, vi ser nu. Vores bud er, at vi i fremtiden vil se flere ældre, der følger deres behov og drømme i de 10, 20, ja måske 30 års otium, der venter efter karrieren er slut - ved at skifte villaen ud med noget mindre, mere praktisk og ikke mindst komfortabelt og lækkert,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Alt i alt er der er der flere huskøbere i den ældste halvdel af befolkningen nu end set de seneste år – og særligt i de større byer er 3-4-gangskøberne gået lidt frem. Længst fremme er udviklingen i Hovedstadsområdet, hvor priserne er steget mest og i længst tid.

”Vi ser rigtig mange mennesker i slutningen af deres erhvervsaktive karriere, der sælger og køber en bolig, der passer bedre til deres behov – med en praktisk indretning, mindre vedligeholdelse og mere energirigtig – og det er både lejligheder og huse. Populært sagt en mere handy bolig,” siger ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen med 11 home-forretninger i hovedstadsområdet og Nordsjælland.

Mest markant er det, at hver 10. ejerlejlighed er købt af seniorer over 65 år i år mod 6 % for fem år siden. For de unge under 25 år er det stik modsat med et fald fra 16 % til 10 %. Rigtig mange seniorer vælger dog også at flytte i nybyggede lejeboliger, hvor de kan få samme komfort og ikke behøver at binde overskuddet fra et villasalg i nye mursten.

At der er færre af de helt unge boligkøbere, følger som en reaktion på finanskrisen, mener Mads Ellegaard.

”Der er nok ingen tvivl om, at finanskrisen og dens efterdønninger gør, at mange udskyder beslutningen om at købe den første bolig. Mange unge købere har ventet, mens det hele var usikkert, og de er blevet mere grundige og forsigtige, så det er en moden og velovervejet beslutning, når de endelig slår til. Samtidig ønsker bankerne en større sikkerhed – eksempelvis at de unge købere har flere penge sparet op, ” siger Mads Ellegaard.